Har mistet mine børn :-(

Jeg står lige nu i mit livs mareridt, og aner ikke hvordan jeg skal komme videre herfra

Jeg har siden jeg var ung lidt af depressioner og andre psykiske problemer, som følge af en barndom præget af misbrug og vold. Jeg har fået to børn som virkelig er hele mit liv,  og som "holder mig oppe" når det hele er svært. Jeg har altid levet for mine børn.

Jeg har flere gange været i behandling for mine problemer, men nu har kommunen meddelt, at de ikk mener jeg har udviklet mig nok, og at jeg har brug for ro til at få det bedre = mine børn skal bo hos deres aflastningsfamilie i en periode.

De har nu været væk i en måned, og de har det godt. Snakker med dem i telefon hver dag, og ser dem hveranden uge.

Jeg savner dem selvfølgelig helt vildt, græder mig i søvn hver aften og kan simpelthen intet overskue. Har ikke lyst til noget som helst, og ligger i min seng det meste af dagen.

Jeg føler mig så alene... ville ønske der var et sted man kunne komme i kontakt med andre i samme situation, men det findes vist ikke.

Hvordan kommer man overhovedet gennem dag efter dag uden sine børn?

Vil gerne til sidst sige, at jeg aldrig nogensinde har slået mine børn eller på anden måde behandlet dem dårligt.

Øv, det må være hårdt...men i stedet for at græde dig i søvn og gå ned på det, kunne du så ikke bruge den her periode til at vise at du kan og vil udvikle dig og få det bedre....på den måde kommer børnene måske også hurtigere hjem og til en mor som gør noget og dermed viser udvikling og vilje, for det tror jeg har meget betydning for hvordan du vurderes,

Ønsker dig det bedste....håber du finder styrke til at gøre noget, kan dine børn måske være motivation til at komme ud og op og gøre det der skal til.

Anonym skriver:

Jeg står lige nu i mit livs mareridt, og aner ikke hvordan jeg skal komme videre herfra

Jeg har siden jeg var ung lidt af depressioner og andre psykiske problemer, som følge af en barndom præget af misbrug og vold. Jeg har fået to børn som virkelig er hele mit liv,  og som "holder mig oppe" når det hele er svært. Jeg har altid levet for mine børn.

Jeg har flere gange været i behandling for mine problemer, men nu har kommunen meddelt, at de ikk mener jeg har udviklet mig nok, og at jeg har brug for ro til at få det bedre = mine børn skal bo hos deres aflastningsfamilie i en periode.

De har nu været væk i en måned, og de har det godt. Snakker med dem i telefon hver dag, og ser dem hveranden uge.

Jeg savner dem selvfølgelig helt vildt, græder mig i søvn hver aften og kan simpelthen intet overskue. Har ikke lyst til noget som helst, og ligger i min seng det meste af dagen.

Jeg føler mig så alene... ville ønske der var et sted man kunne komme i kontakt med andre i samme situation, men det findes vist ikke.

Hvordan kommer man overhovedet gennem dag efter dag uden sine børn?

Vil gerne til sidst sige, at jeg aldrig nogensinde har slået mine børn eller på anden måde behandlet dem dårligt.

Åh hvor gør det mig bare så ondt at høre!

Som du beskriver det kan jeg nikke genkendede til at have haft et rigtig hårdt og svært liv. Det gør mig forfærdelig ondt at høre om din smerte.

Kender selfølgelig ikke din situation, men fordi man har haft et skide hårdt og uretfærdigt liv, er der nogle som desværre bliver straffet for det!

Ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, men ville sende dig et stort

Håber du snart bliver genforenet med dine børn! Hermed også at du kommer ovenpå igen snart!

Knus Enayia

Jeg kender det ikke selv personligt men har en veninde der har en datter i pleje.. hun ser kun hendes barn hver onsdag ellers hver 3. weekend.. hun kæmper med en masse i hendes hovede og har en kæmpe kamp foran sig.. hun knokler for at få styr på hendes dep og så videre.. det første stykke tid efter hendes barn var kommet i pleje orkede hun intet og lå som du skriver bare i sengen og var rigtig ked af det.. men til sidst indså hun at for at få barnet hjem på fuld tid var hun nød til at KÆMPE sig op og få styr på de tanker og de træls ting livet byder på.. hun kæmper stadig men hun har nu "vundet" mere tid med hendes barn...

Det gør mig ondt for både dig og dine børn, at livet er jer sådan i mod. Jeg har lige tjekket lidt på nettet, og der findes faktisk organisationer til forældre, der oplever det samme som dig. Fandt disse, og håber at du måske der igennem kan få lidt støtte og omsorg.

http://www.fbu.dk/

http://www.fabu.dk/default.aspx?pageid=127

Mette

Det må være frygtelig hårdt :-( Men synes Eva's ide er god, brug tiden på at udvikle dig og få det bedre, så du har mest muligt at tilbyde børnene. Find ud af, hvad der skal til for at du udvikles og trives. Har selv valgt behandling for et misbrug for 7.5 år siden, hvor min søn måtte flytte hjem til sin far. Jeg gjorde det for at have det bedst mulige at tilbyde mine børn. Det var sindsyg hårdt, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at ændre tingene.

wamse skriver:

Det må være frygtelig hårdt :-( Men synes Eva's ide er god, brug tiden på at udvikle dig og få det bedre, så du har mest muligt at tilbyde børnene. Find ud af, hvad der skal til for at du udvikles og trives. Har selv valgt behandling for et misbrug for 7.5 år siden, hvor min søn måtte flytte hjem til sin far. Jeg gjorde det for at have det bedst mulige at tilbyde mine børn. Det var sindsyg hårdt, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at ændre tingene.