Hvordan... (langt, så er I advaret)

Jeg er jo gravid (19+0) og ovenud lykkelig. Jeg har dog det lille problem, jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min biologiske far at han skal være morfar.

For at sætte et 'billede' på problemerne, kommer der lige lidt for historie, håber ikke det bliver for rodet.

Da jeg var 14 fik jeg min første kæreste (holdt i næsten 4 år), dengang var det som om at han/de (han er gift og har tre børn) tænkte: "nå nu har hun fået en kæreste, så har hun ikke tid til os mere". Så de stoppede nærmeste med at invitere til fødselsdage, julefrokosterne osv. Inden jeg fik en kæreste så jeg dem mindst en gang om måneden (man er jo teenager )

Der var et år hvor jeg ikke snakkede med dem fra Februar måned og frem til min egen og min ene brors fødselsdag i november. Jeg skulle besøge dem og holde fødselsdag sammen med resten af den del af min familie. Pludselig siger min papmor: "så nu mangler vi kun J, F og Daniel". Jeg kigger forvirret på hende og siger at der da ikke er nogen i familien der hedder Daniel. Hendes svar: "nå ja det ved du ikke J og F fik en dreng for 1½ måned siden han hedder Daniel". WHAT tænkte jeg bare, okay tak for oplysningen jeg har fået en fætter. Jeg fik dog besked da de ventede en mere et par år senere.

I Februar 2009 fylder min far 50 og jeg og kæresten bruger noget lignende en formue på at komme fra Sverige til DK for at deltage i festen. Og ja jeg mener en formue for vores budget er i forvejen ret småt og vi havde lige været i DK 1½ måned tidligere til jul. Men vi tænkte det er jo min fars 50 års fødselsdag. Det var sådan set også en ok fest og det var hyggeligt.

Så i Oktober 2009 modtager vi en invitation til min papmors mors 75 års fødselsdag i slutningen af november og samtidig modtager jeg en besked på FB fra min papmor om at de håber at vi kommer. Jeg svarede så at det skulle de ikke regne med da vi havde planer om at skulle hjem til jul og vi har simpelthen ikke råd til at tage turen to gange i løbet af en måned.

Hvad sker der så? Min papmor bliver mega fornærmet og har ikke hørt noget som helst fra hende siden. Eller resten af den del af familien for den sags skyld.

Det skal så også lige fortælles at de seneste 8 år har jeg altid været den der skulle ringe og sige: "Hej, hvordan går det?" og nærmest invitere mig selv på middag en weekend eller lignende. Ingen 'invitationer' til min tre brødres fødselsdage eller andet.

Eller de har da ringet er par gange. De to gange hvor min far far og min papmors far døde

Jeg ville da også mene at ens far burde ringe på sin datters fødselsdag og lige sige Tillykke. Det gjorde han altid før i tiden, men det sker heller ikke mere. Den eneste der faktisk husker min fødselsdag, i den del af familien, er min papmors mor

Tror jeg fik det hele med.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er mig den er gal med eller hvad, men mener bare ikke det kan være rigtig at det er mig der skal ringe til dem hver gang for at hører hvordan det står til. Så nu hvor jeg er gravid synes jeg det er endnu sværere. Kan man være bekendt at sende en e-mail med et indscannet billede (får billeder med fra scanningen på mandag) at bebsen og skrive de gode nyheder ?

Vil bare gerne hører jeres mening om hvordan jeg kan/skal fortælle ham/dem det. Har virkelig bare ikke lyst til at ringe til dem, for ved at jeg begynder at tude.

(hvis noget er forvirrende eller sådan noget så spørg endelig)

Jeg har ingen kontakt til min far og hans familie, og har ikke haft det i flere år nu...

Der skete en masse ting som gjorde at jeg selv valgte at "melde mig ud".

Da jeg blev gravid sendte jeg min far et fødselsdagskort hvor der stod noget med tillykke med dagen og tillykke med din kommende titel som morfar.
Der gik flere uger inden jeg hørte noget og så ringede han en dag og sagde "tak for kortet.... og tillykke med det der andet der".... ihhh 1000 tak far! Det der andet der er så dit barnebarn.

Da jeg havde født sendte jeg ham et brev med et par billeder af Liva og siden da har der ingen kontakt været.

Jeg synes sagtens du kan sende det i en mail, når i har det forhold i nu har.... og så må din far jo tage sig sammen og få ringet til dig og sige tillykke... Det var ihvertfald sådan jeg selv ville gøre det...

Men du kan jo også risikere at blive skuffet hvis han så ikke ringer... kan du rumme det? Ellers er det måske smartere at snakke med ham face 2 face eller i telefonen, når han får det at vide.

Lige gyldig hvad du vælger at gøre så held og lykke med det!

Tak for svaret.

Ked af at hører at du heller ikke har et videre godt forhold til din far. Bliver så trist når man hører om folk der ikke har kontakt til noget ellers tæt familie.

Tror jeg sender en e-mail når vi har været til scanning, så kan han i det mindste se sit barnebarn. 

Tror nu godt jeg kan rumme hvis han ikke rigtig reagere på det, er jo efter hånden vandt til ikke at hører noget. Og det er ikke fordi den lille kommer til at mangle kærlighed fra bedsteforældre. Min mors mand, som jeg efter hånden er begyndt at kalde far (undtagen når jeg snakker med ham) glæder sig ubeskriveligt til at blive bedstefar, og det skal heller ikke være sådan at den lille skal kalde ham ved navn når den tid kommer. Han hedder bedstefar og sådan bliver det

Skal din biologiske far have det at vide?

Jeg har ikke kontakt med min far, og jeg aner ikke om han ved at han bliver morfar om et par måneder.. Jeg går ud fra at han ved det, da jeg jo selvfølgelig har fortalt min farmor/farfar, fastre og resten af familien det..

- Tror bestemt at det gør mest ondt på din far hvis han først opdager det om lang tid..

Det kan du nu godt have ret i. Men der er bare noget inden i mig der siger at jeg ikke kan være bekendt ikke at fortælle ham det.

Kunne selvfølgelig og bare ligge scannings billedet på FB, så vennerne og anden familie i DK kan se det, så kan min stedmor se det og blive endnu mere muggen 

Problemet er nok bare at jeg er ikke sådan. Men nu må vi se, har ikke bestemt mig 100% endnu. Der er jo også nogle uger at løbe på endnu

Puu, syntes også godt du bare kan skrive en mail, han virker ikke sønderlig interesseret. Jeg fik kontakt til min far efter et år, og vi tog det hele slag i slag, han mødte min kæreste i februar, og i april kunne vi fortælle han skulle være morfar. Vi har så i dag et fantastisk forhold, men der skulle en masse sandheder på bordet før vi er kommet hertil. Så vær så kold som du selv vil være, og vil du slet ikke fortælle ham det, så gør du det bare ikke. Det er hvad du føler er det rigtige du skal gøre, også for at gøre det bedst for den lilles fremtid. Lyder til h*n er bedre tjent med sin bedstefar, og ikke sin bio morfar.

MoriSverige skriver:

Tak for svaret.

Ked af at hører at du heller ikke har et videre godt forhold til din far. Bliver så trist når man hører om folk der ikke har kontakt til noget ellers tæt familie.

Tror jeg sender en e-mail når vi har været til scanning, så kan han i det mindste se sit barnebarn. 

Tror nu godt jeg kan rumme hvis han ikke rigtig reagere på det, er jo efter hånden vandt til ikke at hører noget. Og det er ikke fordi den lille kommer til at mangle kærlighed fra bedsteforældre. Min mors mand, som jeg efter hånden er begyndt at kalde far (undtagen når jeg snakker med ham) glæder sig ubeskriveligt til at blive bedstefar, og det skal heller ikke være sådan at den lille skal kalde ham ved navn når den tid kommer. Han hedder bedstefar og sådan bliver det

Det er faktisk præcis det samme her.... min mors mand er den bedste!
Han er også Livas bedstefar Hendes rigtige morfar har hun jo aldrig mødt, men bedstefar opfylder/opvejer alt!

Hej

Kan godt se det er lidt en klemme...

Altså, jeg synes faktisk det er rigtig sødt af dig at sende en mail med skanningsbillede Så har han bare at ringe og sige tillykke...

Jeg tænker bare, når jeg læser dit indlæg, hvorfor søren du ikke har sagt noget til ham?? Altså om at han aldrig ringer elelr inviterer dig? Det ville da være rigtig træls, hvis han tror at han gør dig en tjeneste ved at 'jamen så bestemmer du jo selv hvornår og hvor meget', når man i virkeligheden gerne vil! Ved slet ikke om det er sådan han har det, men kan du følge mig i, at når i ikke snakker om det, så ved I heller ikke, hvad den anden tænker om det. Kunne jo være han også var ked af der ikke er mere kontakt, men ikke kan finde ud af at etablere den igen...

Nå, det var et sidespring

Go for it med email og se hvad der sker