Hvad er "døden" for en 4 årig...

Ja, han er så ikke helt 4 endnu, men bliver det til september.

Det er oldefar, der er død af alderdom. Jeg er meget i tvivl om, hvormeget Sebastian skal have at vide og hvordan. Han har været hjemme hos dem nogle gange, ved godt hvor de bor, så jeg tror godt, han ved hvem de er. Men vi kalder så også naboerne for oldefar/oldemor - da han var yngre troede han alle gamle mennesker var older :)

Nå, men hvordan fortæller man så lille et menneske om døden? Han skal jo ikke blive bange for at miste eller bange for at han selv skal dø, men måske er han stadig for lille til at tænke så langt?

Og det andet spørgsmål er så, om han skal med til begravelse på torsdag. Han er velkommen - det er ikke det. Jeg tænker mere på, om han får noget ud af det - godt el. dårligt. Efter kirken skal vi hjem til min mormor, så jeg har også tænkt, at det måske vil give en større forståelse for ham, at oldefar ikke er derhjemme mere. Eller om det er nok for ham bare at få at vide, at oldefar ikke er mere.

Hm, det er vist lidt rodet, men synes døden er sådan en svær en at komme omkring. Jeg ville ønske, det ikke var så tabu - at det var noget naturligt, hvilket det jo egentligt er, men jeg har selv svært ved at snakke om det. Jeg kredser nemlig også ofte om tankerne om, den dag han spørger, hvorfor jeg ingen far har og han ingen morfar har... Så måske tidspunktet er ok nu til at "introducere" døden?

Håber I har nogle erfaringer...

Knus Line

Døden er kun så meget tabu som du gør det til....og som du selv skriver så er det nok mest dig der har svært ved det.
Børn er lige til...fortæl dem sandheden, det synes jeg de har krav på. Men gør det på en måde så det passer til et barn på fire år.

Da vores olde døde var drengene 10, 1½ og 5 år og de var alle med til begravelse, selvfølgelig. Det gjorde også at det hele trods alt ikke var så trist, at livet jo går videre og netop pga de små størrelser.
De er jo stadig en del af deres oldefar og ville ikke være uden ham.

Så tag ham med, fortæl og forklar, oplev og vær tilstede med ham. Græd og fortæl hvorfor osv..hjælper nok også os voksne at få sat ord på noget som mange af os har svært ved, nemlig døden.

Så min mening,.....børnene skal med i det hele...lige såvel de er med på hospitalet for at byde de små nye velkommen, ligeså skal de da med og sige farvel til de gamle, ikke? Det er jo en del af livet det hele.
.
Og når han spørger om du dør, så sig at du ikke gør det...at du er hos ham altid...en dag ved han bedre, men lige nu skal han være sikker på du ikke forsvinder.

Knus Eva..hvis older bare "forsvandt" da jeg var 4 og 5 år, ingen begravelse, bare på de ukendtes og efter det turde jeg ikke være væk fra mine forældre...tror jeg i mit barnsind var bange for de bare blev væk....for det blev olderne jo.

Min bedstefar, altså min nevøs oldefar døde sidste år, da han var 4 år.. Jeg ved min søster fortalte ham hvad der var sket på et niveau der passede til ham..
Men forvent sjove og for ham logiske spørgsmål.. Min nevø spurgte bl.a. min søster om englene havde skovle med ned, når de hentede oldefar op i himlen (L)

Det gør mig ondt med din bedstefar, det er altid svært at miste.. Jeg savner stadig min så ubeskriveligt meget!!!
(H)

1000 tak for svar. Det hjalp til at få klaret hovedet lidt :)

Knus Line