Update

Så er weekenden forbi. Det har været rigtig hårdt.

I fredags tog jeg fri fra arbejde og vi holdt Maximilian hjemme fra DP, og vi havde bare en hygge dag sammen alle tre. Vi fik pakket Magnus' taske helt færdig og var nede og handle lidt småting - så jeg kunne bare luxus-chokolade-muffins til os. Dem spiste vi i sofaen mens vi så Madagaska - som i faldt i søvn til og bare puttede

Min mor kom ved 17 tiden og så tog vi i lufthavnen, og eftet han havde fået afleveret sin baggage, og vi havde krammet mange gange og tårene trillede for alvor ned af mine kinder, måtte jeg melde pas og sige vi kørte hjem. Kunne ikke sige farvel mere og kunne ikke blive ved at udskyde smerten

Det var så hårdt  at vide at vi ikke ses før til november. Der er 95 dage tilbage!!!! Så er han hjemme i 3 uger og skal derned i 3 mdr igen. Februar bliver en fest, for så er han helt færdig!

I går var min lillesøster og jeg (og maximilian) oppe hos mig mor og hygge. En rigtig dejlig dag. På vej hjem ringer Magnus (åhh jeg blev SÅ glad over at høre hans stemme) men han fortalte mig at han var okay. Det er kodeordet for at der er sket noget der nede og nogen er kommet tilskade. Han fortalte at en IKK (en stor 32 tons tung tank) var kørt på en vejsidebobme og der var to døde og to sårede. FÅÅÅÅÅÅÅK!!!!!! De var fra det hold der skal hjem nu! Dem Mangus skal afløse. Deres pårørende venter dem hjemme om en uge...hvor jeg føler med dem! Mangler ord til at eskrive min smerte! Vi har hele tiden sagt at en IKK var sikker. Den er stor, tung og der skal meget til at vælte den omkuld, og så beredt var Taliban ikke...men ak, tog jeg felj? Jeps! De er beredte!

Sagen er...Magnus er der nede som IKK skytte! Dvs han kører rundt i det kørertøj. Jeg har hele tiden trøstet mig selv med at intet kan ske ham..min verden er væltet!!

I går har jeg hygget med trolden og en veninde og hendes søn...trolden har virkelig hygget sig, men jeg har svært ved at slappe af og nyde... det her bliver bare SÅ meget sværer end jeg forventede Frygter så meget at jeg knækker og ikke kan klare det.

I dag har været hårdt fordi jeg (igen) i radioen hører om deres ulykke fra i lørdags. Det gør ondt hver gang...

Billederne er fra i fredags inden vi kørte i lufthavnen...

Maximilian med sin far

Mig med min husbond

/Maria

åh søde, man får helt ondt i maven! men som medierne jo netop siger, så bliver vejsidebomberne kraftigere i talt med at militæret opruster!

men han skal nok komme levende hjem igen! tænk på hvor mange der har været afsted og er kommet helskindede hjem... det er mange! og din mand bliver een af dem!

Maria dog.....................

Jeg bliver helt ked af det på dine vejne. Jeg kan godt forstå det er svært at sende sin mand afsted. Min bror har mistet en rigtig god kammerat dernede forrige år og det er bare så hårdt.

Din mand passer helt klart på sig selv dernede, for har har jo dig og maximilan herhjemme. Så til februar kan du glæde dig over at hans er hjemme hos jer igen uden at skulle afsted igen

Det håber jeg bare SÅ meget. Bliver nødt  til at tro på det! Noget i mig siger også bare at jeg skal tænke tanken "hvis nu"... og kan ikke lade være, men jeg gør virkelig hvad jeg kan for at forblive positiv.

Har billederne af ham, hvor han ser så dejlig ud, dem holder jeg fast i

Åhh... puha hvor jeg føler med dig!

Jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal sige... håber bare tiden snart vil flyve afsted så du har din mand hjemme igen!

Har ikke ord der kan trøste eller gøre noget som helst godt. Men hvor håber jeg bare, at tiden må gå stærkt, og at du kan overkomme at se bort fra frygten, bare engang i mellem!

Han kommer hjem igen i god behold! Indtil da, så skriv gerne herinde når det brænder på. Her er altid plads til tanker, og til at få et kram og et par støttende ord!

Dejlige billeder du har sat I tråden. Det er altid noget at du har dem, når savnet bliver for stort!

Englepigen skriver:

Så er weekenden forbi. Det har været rigtig hårdt.

I fredags tog jeg fri fra arbejde og vi holdt Maximilian hjemme fra DP, og vi havde bare en hygge dag sammen alle tre. Vi fik pakket Magnus' taske helt færdig og var nede og handle lidt småting - så jeg kunne bare luxus-chokolade-muffins til os. Dem spiste vi i sofaen mens vi så Madagaska - som i faldt i søvn til og bare puttede

Min mor kom ved 17 tiden og så tog vi i lufthavnen, og eftet han havde fået afleveret sin baggage, og vi havde krammet mange gange og tårene trillede for alvor ned af mine kinder, måtte jeg melde pas og sige vi kørte hjem. Kunne ikke sige farvel mere og kunne ikke blive ved at udskyde smerten

Det var så hårdt  at vide at vi ikke ses før til november. Der er 95 dage tilbage!!!! Så er han hjemme i 3 uger og skal derned i 3 mdr igen. Februar bliver en fest, for så er han helt færdig!

I går var min lillesøster og jeg (og maximilian) oppe hos mig mor og hygge. En rigtig dejlig dag. På vej hjem ringer Magnus (åhh jeg blev SÅ glad over at høre hans stemme) men han fortalte mig at han var okay. Det er kodeordet for at der er sket noget der nede og nogen er kommet tilskade. Han fortalte at en IKK (en stor 32 tons tung tank) var kørt på en vejsidebobme og der var to døde og to sårede. FÅÅÅÅÅÅÅK!!!!!! De var fra det hold der skal hjem nu! Dem Mangus skal afløse. Deres pårørende venter dem hjemme om en uge...hvor jeg føler med dem! Mangler ord til at eskrive min smerte! Vi har hele tiden sagt at en IKK var sikker. Den er stor, tung og der skal meget til at vælte den omkuld, og så beredt var Taliban ikke...men ak, tog jeg felj? Jeps! De er beredte!

Sagen er...Magnus er der nede som IKK skytte! Dvs han kører rundt i det kørertøj. Jeg har hele tiden trøstet mig selv med at intet kan ske ham..min verden er væltet!!

I går har jeg hygget med trolden og en veninde og hendes søn...trolden har virkelig hygget sig, men jeg har svært ved at slappe af og nyde... det her bliver bare SÅ meget sværer end jeg forventede Frygter så meget at jeg knækker og ikke kan klare det.

I dag har været hårdt fordi jeg (igen) i radioen hører om deres ulykke fra i lørdags. Det gør ondt hver gang...

Billederne er fra i fredags inden vi kørte i lufthavnen...

Maximilian med sin far

Mig med min husbond

/Maria

Jeg sad  her og fik gåsehud over det du har skrevet.

Jeg har en lillebror der gerne vil derned og jeg ved ikk om  jeg ville kunne klare det.

Men hvor må det bare være svært når han er så langt væk. Håber tiden kommer til at flyve afsted og han snart er hjemme igen.

Du er til en hver tid velkommen hos mig og skrive/ringe hvis det er.

Han skal nok komme hjem til dig igen til feburar

Skønne billeder