Fremtids-dilemma!! (meget langt)

Jeg ved ikke om jeg kan blive ved

Står i den triste situation at jeg for næsten 4 år siden var ude for en arbejdsulykke, som nu har gjort at jeg er blevet visiteret til fleksjob.

Jeg bad og bønfalede fleksjobudvalget om at godkende sagen sidste år i oktober, fordi sagen ellers lå til en førtidspension. Jeg var sikker på at jeg sagtens kunne klare job på 4 timer, træning i motionscenter (nødvendig pga skaden i foden da musklerne er det eneste der fungere bare lidt i min fod/skinneben) kæresten, hjem og barn/børn. Nu er jeg dog derude at jeg er slet ikke sikker på jeg kan være der for min lille pige når hun kommer, og jeg skal starte job.

Jeg har nu snakket med min sagsbehandler, og fordi jeg pressede sådan på så kan jeg også sagtens klare det. Jeg skulle jo huske at graviditet og at starte familie ikke er en sygdom. Nej, det er det ikke, men det er da noget jeg skal have overskud til når jeg kommer hjem fra arbejde... Hvad hjælper det at jeg går på job, og ikke kan tage mig af kæresten, barn og hjem. Og i det glemmer jeg helt mig selv!!

Udover skaden i foden er jeg på antidepressiv, og har en masse andre småskavanker både fysisk og psykisk. Jeg tænker ikke så meget over alt det psykiske da det ikke er det som styre min hverdag, men det kommer det desværre til hvis jeg bliver stresset.

Jeg må tilstå at jeg virkelig tager hatten af for dem som kan jonglere med alle de bolde i luften (jeg er desværre bare ikke en af dem)

Jeg er så bange for at jeg kommer til at svigte min lille pige for at leve op til deres krav, og glemmer mig og kæresten i alt det her.

Er der nogen der kender noget til det system... Jeg har fundet ALLE papir fra sagen begyndte, fordi jeg er blevet undersøgt både fysisk og psykisk. Men jeg ved dårlig nok hvor jeg skal starte og slutte

Har ikke rigtig nogen gode råd, desværre har ikke selv stået i lignende situation, eller kender nogen som har gjort/gør.

Men vil lige sige: Husk at du er kun et menneske, og det er kun dig der ved og kan mærke, hvad du kan holde til både fysisk og psykisk!

Dertil skal du lige have en krammer

Malene&Frederikke skriver:

Har ikke rigtig nogen gode råd, desværre har ikke selv stået i lignende situation, eller kender nogen som har gjort/gør.

Men vil lige sige: Husk at du er kun et menneske, og det er kun dig der ved og kan mærke, hvad du kan holde til både fysisk og psykisk!

Dertil skal du lige have en krammer

Tak... Ja, vil jo også så gerne være en del af arbejdsmiljøet, men ja, er kun et menneske, og tror desværre ikke kroppen kan holde til det hverken fysisk eller psykisk... Men må gøre hvad jeg kan.

Desværre kan jeg heller ikke hjælpe dig....men kan kun sige, ud fra egen erfaring, at jo mindre man laver, jo mindre kan man overskue.

Hvorfor sætter du baren for dig selv så lavt? Selvfølgelig kan du klare det! Prøv det ad, før du afskriver dig selv på den måde.

mrsMary skriver:

Desværre kan jeg heller ikke hjælpe dig....men kan kun sige, ud fra egen erfaring, at jo mindre man laver, jo mindre kan man overskue.

Hvorfor sætter du baren for dig selv så lavt? Selvfølgelig kan du klare det! Prøv det ad, før du afskriver dig selv på den måde.

Åhh det ved jeg. Kender det alt for godt, bare det at skulle planlægge en dag, hvis du som hjemmegående har 2 aftaler, så bliver man helt stresset... Men det er desværre mit energiniveau jeg er bange for ikke fungere. Pga skaden i foden har jeg kroniske smerter i foden, og skinneben, som gør at når jeg har været i arbejdsprøvning (har ikke haft job efter skaden) så skal jeg hjem og sove bagefter, og have benet op for at det ikke hæver mere end "normalt"...

opper den lige

har nemlig heller ingen erfagringer men et kæmpe herfra skal du da have

mrsMary skriver:

Desværre kan jeg heller ikke hjælpe dig....men kan kun sige, ud fra egen erfaring, at jo mindre man laver, jo mindre kan man overskue.

Hvorfor sætter du baren for dig selv så lavt? Selvfølgelig kan du klare det! Prøv det ad, før du afskriver dig selv på den måde.

du skal passe på dig selv. det må være hårdt at skulle sige farvel til arbejdsmarkedet men hvis du ikke er i stand til at arbejde så er det jo desværre sådan det er. sæt dig selv og din familie først. hvad med noget velgørenhed kunne det være en mulighed???

mange tanker herfra

Jeg håber ikke, at jeg vil støde dig. Det er slet ikke min mening. Og jeg har ingen ide om hvordan det er at være dig, og kender ikke nogle i sådan en situation. Men min første tanke er. At jeg tror måske ikke altid at det er så sundt at gå der hjemme. At være ude 4 timer om dagen kan jo være et sted hvor der ikke er så meget stress og hvor du faktisk bliver glad for at være. Søde kollegaer, forstående chef. Nogle gange tænker jeg, at det er nemmere at være noget der hjemme når man har været ude lidt og få lidt indtryk. Du skriver du er bange for ikke at kunne være der for kæresten, men måske han i længden vil være glad for, at du havde noget andet end bare ham og barnet. Det kan være ensomt og måske gøre din deperation værre, bare at gå der hjemme dag efter dag. Nu ved jeg godt, at du har nogle fysiske skavanker som ikke kan sammenlignes med noget andet. Og jeg håber ikke, at du vil tage dette indlæg forkert. Men tænker bare, at det måske ikke er så dårligt endnu, at du som ung kvinde ikke ender på førtidspension allerede.

Jeg kan ikke være mere enig i alt det som i skriver, også derfor jeg kæmpede sådan for at komme igennem til fleksjob sidste år. Men der stod jeg bare ikke med et kommende barn på vej, og alle de ord som de forskellige læger og psykologer har sagt.

Her kommer de fysiske skavanker som jeg havde inden skaden skete: hypermobile led. Smerter i begge knæ (kondomalasi) tendens til seneskedehindebetændelse i begge håndled, tendens til migræne (under mens, pressede og stressende situationer) og så mit Fodled med kronisk dropfod med regional nervesmerte syndrom.

Af de psykiske der er nævnt er: Skrøblig person, lav angst og belastningstærkel, og fremtidig jobs må ikke indholde personrelaterede arbejdsfunktioner. Jeg har behov for opmuntring, støtte og generelt positiv opmærksomhed såfrem jeg skal kunne fungere optimalt...

Det er taget ud fra et brev jeg fik, hvor de har samlet ALT der har været siden ulykken satte sagen i gang. Det er kun taget i STORE vendinger, og der er meget mere. Og det er der jeg går ned, for hvor pokker finder jeg noget som passer ind i dette, og jeg kan overkomme med den kommende familie??

For der er ikke noget jeg hellere vil end tilbage til noget job. Og den med frivillig job har jeg også selv tænkt, for så kan jeg tage det i mit tempo. Jeg har i den tid jeg har gået hjemme her ikke haft nogen disideret nedture, eller dårlige dage, og kommer ud af sengen, og ned og træne både alm. styrketræning, og holdtræning.

(sorry, nu blev det langt igen)