hvad gør man...???

Hej søde piger...

Er lidt i et dilemma...

Min mand har en pige på 6 år, fra et tidligere forhold som vi har hver 14. dag. Dilemmaet er nu, at vi har selv 2 fantastiske piger sammen, og siden den første kom..er mine følelser forandret totalt i forhold til hans pige, grunden dertil er at hans forældre (farmor og farfar) simpelthen forskelsbehandler pigerne, og mit hjerte kan ikke bære at hun skal skal ha 20 krammere, når min kun for 5. Og når vi er hjemme ved dem, så er det den store der får ormærksomheden, og min kan bare traske rundt uden der er nogle der ved hvor hun er eller hvad hun foretager sig (skal lige siges at de bor med en tilhørende skov, og at hun kun er 2½ år). og spørger man hvor hun er, fordi man er urolig, er der ingen der rejser sig for at tjekke. havde det været min mands pige, så havde fluks rejst sig allesammen...

De ringer i weekenderne og hører hvornår de må komme og hente den store....hmm, hvad med mine piger?? Det gør simpelthen så ondt at de kun spørger om de må få den ene og ikke den anden...

Og sådan er det med mange ting, føler lidt at de har ondt af den store fordi hun er delebarn, og at det er derfor de gør som de gør. Men kan det være rigtigt at det skal være sådan ?? 

De har fået at vide at vi ikke finder os i det, men tror egentlig de har glemt det igen... Hvad gør man? Har lidt lysten til at sige at de for simpelthen ikke for dem at se igen, hvis det fortsætter??

Nogle der kan komme med nogle råd, for det ødelægger forholdet mellem os alle...?

-den fortvivlede :-)

uhh det er så ømt et emne, for det skaber så hurtigt splid, tro mig.

først lige en

vi har selv stået der og jeg har selv været der(en morfar der forkælet mig og ikke mine 4 andre søskende)

men altså mit bedste råd er at tage den op med dem igen, fortælle at det såre jer at de gør den forskel og det såre jeres børn, for når delepigen bliver ældre vil hun også opdage den skæve fordeling og det er faktisk ubehageligt at være den der bliver forkælet ekstra, det såre, giver splid og dårlig samvittighed til pigen.

og de andre piger vil jo senere tage afstand og muligvis gøre det til et mobbe emne, det er en super hård en at forklare og det ikke altid det går helt godt, men det er i mine øjne den der har virket bedst, fordi den ikke går hen og netop gør så man hver gang lige skal synke en klump eller komme med en spids bemærkning.

jeg har også afprøvet den hvor der kom en spids bemærkning, hvilket giver langt flere diskutioner af den ubehagelige slags, men jeg nævnte en overgang min søn hver gang nogen nævnte min datter eller bad dem huske på at de var 2-(3) når der blive strikket og gjort ved til prinsessen

men det giver alt for dårlig stemning og for mange gnidninger

at holde dem/jer væk vil også være synd for børnene.

så mit råd er(efter den halve roman) at tage en snak med dem(igen) og fortæl dem hvad deres forskelsbehandling gør ved jer, ved pigerne nu og på sigt.

og så held og lykke med det