...og stå midt i en flytning, skift fra vugger til børnehave, med ferie og uden sine vante rytmer, omgivelser eller venner. Hjemmet forandres fra dag til dag, væggene bliver tommer, hylderne ligeså, mor og far er hektiske og har 1000 ting de skal nå, man har sin egen vilje, men må ikke få den, man har en lillesøster hvis fornemste opgave på jorden er at ødelægge de lege, man lige har bygget op - samt slå en i hovedet med skovlen/klodsen/grydeskeen, man har lært at være en stor pige, der ikke går med ble, man savner sin vuggestue MEGET, og fremtiden er mærkelig diffus, ukonkret og ukendt. Åha lille søde Annika, du er bare en pige, der har svært ved at rumme dit lille liv lige nu - og du har en mor, der har svært ved at rumme, at du har det svært. Jeg forstår dig så godt du lille...for det er ikke en nem ting, vi udsætter dig for - men jeg lover dig, min skat, at det nok skal blive godt, at du nok skal få en masse nye venner i det store spændende "BØRNEHAVE". Og så er det, at vi skal prise os så lykkelige for, at du har en far, der er så god til at læse og forstå dig, og som idag lige præcis formåede at få sat ord på, hvad der frustrerer dig!! Du og ham I kan bare noget sammen....og han fik mig til at forstå dig, og vi blev alle meget klogere, og meget gladere! Og I legede, at tårnet på legepladsen var et skib, græsset omkring var vand og sandkassen en ø, hvor din lillesøster sad og puttede sand i en spand med en skovl...du "faldt i vandet", men far reddede dig og sammen svømmede I til øen, hvor lille Lina sad! Du og jeg - vi er heldige, vi har din far, der kan redde os, når vi er ude, hvor vi ikke helt kan bunde!
Anmeld
