Curling-forældre: Beskyttelse eller overbeskyttelse

Fra Information

Forældre beskyldes i stigende omfang for at overbeskytte deres børn. Er beskyldningen rimelig - eller er det snarere udtryk for, at børnene brug ekstra omsorg, fordi verden bliver mere og mere kompleks?

Vi hører det igen og igen - kritikken af moderne forældre. Kritikken handler som oftest om, at forældre forkæler deres børn, varter dem op, lader dem bestemme for meget, og har svært ved at sige nej til dem. Curling-forældre kaldes de. Det er forældre, der efter sigende løber foran deres børn og fejer for dem, så de ikke skal møde vanskeligheder eller problemer på deres vej.

Det er øjensynligt et internationalt fænomen - i den vestlige verden i hvert fald. F.eks. diskuteres samme fænomen i USA. Der kalder man det bare helikopterforældre - forældre, der hele tiden våger over deres børn. Den engelske version er cottonwool babies - børn pakket ind i vat. Emnet har været diskuteret i fjernsynet i England, netop her op til sommerferien, hvor mange engelske forældre stadig husker Madeleine-sagen, og ikke har den store lyst til at lade deres børn lege ude alene og også overvejer, hvor nu ferien skal afholdes.

Men hvorfor italesættes forældre konstant som forkerte i forhold til, hvordan de har med deres børn og gøre. Og hvorfor beskyldes de for at være overbeskyttende netop i dag?

Læs mere her

Det har altså sin grænse. Det er ikke så længe siden jeg læste en artikel fra universitet, hvor studievejledere og det administrative personale brokkede sig over det selv samme. Forældre som ringede og bad dem om at sende kort til deres børn, så de ved hvor de skal til eksamen, sende et kort over hvilke busser, sørge for transport til eksamen. Her er tale om voksne mennesker, som selv skal stå med et ansvar. Hvem har som 20-22 årig sine forældre til at ringe til uddannelsesstedet? Så er det hele altså gået over stregen efter min mening.

Det kan godt være at det er blevet en mere hård verden at leve i, men skal man så ikke også lære sine børn i begå sig i den? Hvis de altid sidder i en bil bliver de ikke trygge ved trafikken. Så kunne man måske cykle med dem i stedet?

Selvfølgelig skal de da kun have et ansvar, der passer til alderen, men et ansvar skal de da lære at have. Ellers ender det med at lille Peter skal have mor eller far til at følge sig i skole på en vidregående uddannelse, eller snakke med chefen om lønforhøjelse. Det holder ikke en meter.

Jeanne skriver:

Det har altså sin grænse. Det er ikke så længe siden jeg læste en artikel fra universitet, hvor studievejledere og det administrative personale brokkede sig over det selv samme. Forældre som ringede og bad dem om at sende kort til deres børn, så de ved hvor de skal til eksamen, sende et kort over hvilke busser, sørge for transport til eksamen. Her er tale om voksne mennesker, som selv skal stå med et ansvar. Hvem har som 20-22 årig sine forældre til at ringe til uddannelsesstedet? Så er det hele altså gået over stregen efter min mening.

Det kan godt være at det er blevet en mere hård verden at leve i, men skal man så ikke også lære sine børn i begå sig i den? Hvis de altid sidder i en bil bliver de ikke trygge ved trafikken. Så kunne man måske cykle med dem i stedet?

Selvfølgelig skal de da kun have et ansvar, der passer til alderen, men et ansvar skal de da lære at have. Ellers ender det med at lille Peter skal have mor eller far til at følge sig i skole på en vidregående uddannelse, eller snakke med chefen om lønforhøjelse. Det holder ikke en meter.

Jeg er selv en rigtig pylre mor overfor Mikkel:$ Men jeg er enig i det du skriver...:) Der er altså grænser...