Hej alle I smukke, skønne og kloge kvinder (og Henrik).
Jeg sidder i svigermors have omgivet af rosenbuske og små grimme hunde med menstruationsbind på, og har nu endelig samlet mig sammen til at sende jer et lille "postkort" 
Turen herop i bil gik over al forventning. Jeg trak på mit arsenal af børnesange. Et af mine største talenter er nemlig at jeg på ryggraden alene kan huske op mod 300 børnesange - alt lige fra gamle arbejderviser, sange fra Vesterbro Ungdomsgård, De små synger, Disneyfilm, Højskolesangbogen, salmer og klappe-kage-viser til vuggeviser på 3 forskellige sprog og rockklassikere som handler om børn 
Så jeg sang, skrålede, nynnede og klappede af hjertens lyst i 5 timer, og Svenskefanden har været noget så imponeret og pralet af mig til familie og venner
Og bettemusen holdt sig i ro hele vejen op gennem Moder Svea, og det blev ikke nær den rædselstur vi havde frygtet.
Næste bekymring var så om vi ville kunne få nattero - eller nogen form for ro - heroppe, for Bassimutten har jo ikke vist sig særligt samarbejdsvillig når det kommer til at sove andre steder end hjemme i sin seng. Men også her har den friske svenske sommer vist sig at være just what the doctor ordered, for minsanten om han ikke har boblet hen kl 19 hver aften uden en lyd, og sovet til midnat/1 om natten, spist, bøvset og bajset og lagt sig igen til kl 5...
Svigermamma - som bestemt mener at det må være vandet heroppe, som jo er "det reneste vand i verden"
har stået på spring i alle henseender, og står frisk op for at hjælpe til hver morgen, og er mere end parat til at stjæle ham så vi kan sove længe. Når hun altså ikke lige er i gang med at servicere sin forkælede søn og svigerdatter med smörgåsar, läsk, chokolade, kaffe, blødkogte æg, shoppepenge til mig og bitten, knus, kram, uendelig støtte, gode råd (!) og ros...
Svigerfar (som ellers ikke lige står øverst på min liste) har artet sig og ugen har været præget af en bemærkelsesværdig fattighed hvad angår hans sædvanlige martyr-bemærkninger.
I dag er første dag siden mandag at vi har mærket det mindste til rødtoppens sarte mave, men selv det har været uendeligt lidt i forhold til hvad vi er vant til hjemmefra øl-og pornolandet...Desværre var det sådan at det var pappas tur til at tage morgenvagten og han smører da bare bitten af på en yderst taknemlig Farmor der så baksede rundt med ham et par timer mens han peb, og gav sig (hvilket mine ultrasarte mor-ører jo pejlede sig ind på gennem søvnens tykke tåger) så det endte med at jeg stak til farmand at den altså var gal dernede. Han møffede sig ud af sengen som en såret bjørn og bragede ned ad trappen, kun for at vende tilbage med et uldent "han har det FINT - SOV NU!!!"
Jeg er ret sikker på at Svigermor så så ulykkelig ud da han kom ned at han ikke turde tage guldklumpen fra hende... Efter en halv times skrål dernede fra prikkede jeg til ham igen, og I ved hvordan det går når man prikker til en sovende bjørn "i sin lune hule" 
Så morbjørnen her stor resolut op og rev sin unge tilbage i favnen, og minsanten om ikke den store stygge pappabjørn kom luntende efter et par minutter med en meget skyldbetynget attitude og tilbød både kaffe og knus og en ordentlig undskyldning
Og nu er der efterhånden faldet ro på hele bjørnefamilien igen, og hele misæren tilskrives nu det glas tyttebærsaft morbjørnen drak i går (for det skyldes ihvertfald ikke at han sad i træk i over en time på fars og svigermors skød uden bukser på!!!) 

Lørdag skal vi afsted og hilse på det gamle "gäng" til en fest ved Tyresö. Det bliver super at se folk igen og få lov at fulde sig lidt i den svenske sommernat. Og svigerne er "eksaltiske" over udsigten til at få Jonte for sig selv uden vores indblanding 

Så alt ånder fryd og gammen, vi er allesammen glade, tilfredse, mætte (især de 3-4 myg som altid finder vej ind i soveværelset om aftenen) og yderst rene (badekar - bare vent til I ser de fantastiske videofilm vi har optaget)...
Hvad med jer derhjemme - nyder I sommeren???
Sjovt at selvom jeg jo ikke "ser" jer til hverdag, og jeg har computeren med herop, så føles det alligevel som om I er langt væk og jeg savner jer 
Skriv lidt om hvad I går og laver allesammen!!!
Knus og sommarpussar
Rosa, Svenskefanden og Jontelille
PS: Dagens tip - man skal ikke prikke til sovende bjørne, myg, babyer eller vabler - det gør ondt på dig selv på den ene eller anden måde. 