hvordan tager man beslutningen? :s

Min kæreste og jeg har nu snakket om at prøve at blive gravide i ca. 4 måneders tid. Men hver gang jeg kommer til at tænke på det, bliver jeg virkelig nervøs og tænker: "Det kommer nok ikke til at gå godt!" 

Jeg har bare de værste fornemmelser omkring det. Bl.a.: -vi kommer ikke til at kunne klare det sammen og bliver nødt til at flytte hvert til sidst! -jeg bliver ikke en god mor, jeg ved ikke engang hvordan man skifter en ble eller hvilke ting man skal bruge hvornår, osv. -vi kommer til at gøre alt forkert og det hele ender bare galt!

Men HVER gang jeg nævner det for kæresten kommer han altid med så skide gode argumenter og siger blandt andet: "Hvordan kan man forberede sig 100% til at få sit første barn, når det jo er første gang?

Puha, det er hårdt at gå med alle de tanker. Men tror også lidt det har noget afgøre med at jeg er bange for det ikke lykkedes sådan "hurtigt nok for os" forstået på den måde at vi kommer til at give op!

Er det dumt at gå igang før man er 100% sikker på at nu det nu, eller er det helt normalt?

Du kan aldrig forberede dig 100% på et barn - for du ved ikke hvad der kommer ud jo? Og det er HELT normalt at tænke sådan. Jeg er selv lige blevet mor for første gang og tænker da også en gang imellem hvad det dog er jeg er gået ind til? Men du glemmer det bare så hurtigt når hun smiler til dig eller ligger og laver små lyde, når hun knuger din hånd eller putter sig ind til dig om natten... så er det bare det hele værd!

KH
Zette, som har en kæreste der heller ikke havde prøvet at skifte ble eller holde en baby nogen sinde!

Gud hvor kan jeg genkende mig selv i dit indlæg!

Jeg havde gået i nogle år og snakket baby, og pludselig en dag sagde min kæreste, at nu synes han at vi skulle gå i gang. Puha, jeg fik det skidt. Og så kom alle de samme overvejelser, som du har.

Min kæreste er, præcist som din, også rigtig god til at skyde alle mine bekymringer til jorden.

Men det er jo også rigtigt, at vi nok skal lære det, at vi bliver gode mødre, at vi lærer vores barn at kende og hvorfor det græder osv osv. Det, det i bund og grund handler om er, om vi har lyst til at få et barn eller ej. For du bliver nok aldrig rigtig klar. Det føler jeg mig i hvertfald ikke

Jeg håber, at du fik lidt ud af mit svar, selvom det er lidt rodet  

He he. Da vi havde taget beslutningen og skulle i seng sammen første gang hvor jeg ikke var beskyttet af p-piller gik jeg så meget i panik at han blev nødt til at tage et kondom på.  Da jeg så var blevet gravid nåede jeg at tænke mange gange om det nu VAR det jeg ville og om vi kunne klare det. Men altså det KAN man. Men vent dog til din panik har lagt sig

Jeg har prøvet en del gange at sige til ham at det nu måske ikke helt skal være endnu, men når vi så snakker om det bliver jg hurtigt roligere!

Det er helt tosset så hurtigt man kan skifte mening og så mange tanker der farer rundt i hovedet på en     Men det er bare lige idag vi havde aftalt at gå igang med projektet men, det er svært ikke at blive helt svimmel bare ved tanken  

Men måske venter vi en måned eller to, det må jeg lige vurdere ud fra hvor slemt det er     -Tak for svarene!

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har nu snakket om at prøve at blive gravide i ca. 4 måneders tid. Men hver gang jeg kommer til at tænke på det, bliver jeg virkelig nervøs og tænker: "Det kommer nok ikke til at gå godt!" 

Jeg har bare de værste fornemmelser omkring det. Bl.a.: -vi kommer ikke til at kunne klare det sammen og bliver nødt til at flytte hvert til sidst! -jeg bliver ikke en god mor, jeg ved ikke engang hvordan man skifter en ble eller hvilke ting man skal bruge hvornår, osv. -vi kommer til at gøre alt forkert og det hele ender bare galt!

Men HVER gang jeg nævner det for kæresten kommer han altid med så skide gode argumenter og siger blandt andet: "Hvordan kan man forberede sig 100% til at få sit første barn, når det jo er første gang?

Puha, det er hårdt at gå med alle de tanker. Men tror også lidt det har noget afgøre med at jeg er bange for det ikke lykkedes sådan "hurtigt nok for os" forstået på den måde at vi kommer til at give op!

Er det dumt at gå igang før man er 100% sikker på at nu det nu, eller er det helt normalt?

Dine tanker og følelser er HELT naturlige!!!

Det er den aller største beslutning, man kan tage - og derfor tror jeg heller ikke, at man på noget tidspunkt får fuldstændig ro i sindet, og føler sig 100 procent klar!!!

Når det så er sagt, så skal man stole SÅ meget på sit forhold, at man har tillid til, at selvfølgelig kan vi klare det!!! Man kan ikke forberede sig på, hvordan det bliver at være forældre, men det er i hvert fald  super vigtigt at føle styken i forholdet, så man som par føler sig rustet til opgaven....!!!

Men hvis I ellers har det smadder godt sammen, så er jeg da helt sikker på, at I selvfølgelilg kan klare at blive forældre....  Og der e rjo mange, der bliver forældre uden det var planlagt og tilrettelagt, og som klarer det rigtig godt alligevel...

Pøj pøj med beslutningen....

mange knus fra Lea 

Mjø, man KAn heller ikke forberede sig nok...det kan ikke lade sig gøre.

MEn man vokser med opgaven og lærer at det andre gør og siger bla. gode råd osv. Man lærer selv at sortere ud i gode og dårlige råd og finder ind i rollen som mor:-)

Synes vel nærmest det hele sker sådan lidt automatisk, har aldrig tænkt at jeg gør tingene forkert eller at det kunne jeg ikke finde ud af....man gør det bare:-)