Jeg har det svært med det hele.... (Langt)

 Jeg er gravid i uge 19, og jeg glæder mig til at skulle ha' en baby... Jeg har det bare supersvært lige nu, for baby's farmand og jeg bor ikke sammen, da vi ikke havde været kærester særlig længe da jeg lige pludselig ups var gravid... Vi havde ikke passet på da han har fået af vide at han ikke ville kunne få børn uden hjælp pga dårlig sædkvalitet..... Men det ku han så godt alligevel, og er ellevild for at skulle være far. Men det store problem er så MIG.... Jeg har ikke lyst til at skulle flytte sammen med ham allerede, jeg har en følelse af at jeg lige pludselig ikke selv må bestemme over mit liv, for jeg kan ikke tillade mig at sige nej til at bo sammen med ham, for så mener han ikke at han får lov til at være en rigtig far. Og jeg er bare så ked af det, for jeg vil ikke miste ham, og jeg vil ikke fratage ham retten til at være far, men jeg har det bare så skidt lige nu at jeg ender på den lukkede afd. hvis jeg ikke kan få lov til at følge mit hjerte, og tænke på hvad jeg helst vil. Og jeg siger heller ikke at vi aldrig skal flytte sammen, men det hele er gået for hurtigt for os, og jeg har det sådan, at det med baby har vi ingen kontrol over, den er på vej, men jeg mener ikke at vi behøver flytte sammen, fordi baby er på vej.... Er jeg helt tosset og urimelig, når jeg mener at det vigtigste er at vi elsker hinanden og har det godt sammen, når vi er sammen, fremfor at jeg skal gøre noget som jeg slet ikke har lyst til, og det så ender med at vi ikke kan holde hinanden ud??? Jeg er åben for at høre jeres kloge ord, piger.....

Uha, kan godt se dillemaet... Men jeg synes ikke du skal gøre noget du ikke har lyst til! Har du prøvet at fortælle ham hvad du føler?? Kan jo være at han vil være forstående. Han kan jo sagens være der meget af tiden, men ikke bo der. Og derved følge med i sit barns liv.

I må jo så bare lave nogle "regler", så han ikke er der altid, og på en måde alligevel bor der...

Du kan jo sige at du er bange for det ender med i går fra hinanden, hvis I ikke lige får noget tid til at lære hinanden endnu bedre at kende. Man skal jo lære hinandens fejl og mangler, og hellere gøre det i små skridt, end at få dem alle kastet lige i hovedet... Det kan jo hurtigt virke skræmmende.

 

Men tillykke med graviditeten!

Er du glad for at være gravid? Det lyder lidt som om du føler dig presset til det barn eftersom det måske er hans eneste chance for at få børn?
Studser bare over at du er mere nervøs for omvæltningen over at flytte sammen, end det at skulle være mor. Det er nok det største af din frihed du giver afkald på det er til baby.

mor_sabina skriver:

Er du glad for at være gravid? Det lyder lidt som om du føler dig presset til det barn eftersom det måske er hans eneste chance for at få børn?
Studser bare over at du er mere nervøs for omvæltningen over at flytte sammen, end det at skulle være mor. Det er nok det største af din frihed du giver afkald på det er til baby.

Jeg er virkelig glad for at skulle have dette barn, omvæltningen bliver ikke så stor da jeg har et barn i forvejen. Men lige nu er det svært at være helt vildt glad, da det at jeg ikke vil bo sammen med farmand fylder så meget.... Jeg har talt med ham om det, men han kan ikke helt forstå mine følelser, kan kun se at han mister noget ved at jeg ikke er klar til at bo sammen med ham endnu. Men han siger at han jo bliver nødt til at indordne sig, selvom han ikke er enig med mig. Men jeg synes at det er bedre at vi venter med at bo sammen, så vi begge er sikre på at vi kan holde hinanden ud, fremfor at vi flytter sammen nu, og så får spat af hinanden inden der er gået ret lang tid... Og jeg synes selv at jeg er uudholdelig og sær lige nu, men jeg er jo også gravid

Anonym skriver:

Jeg er virkelig glad for at skulle have dette barn, omvæltningen bliver ikke så stor da jeg har et barn i forvejen. Men lige nu er det svært at være helt vildt glad, da det at jeg ikke vil bo sammen med farmand fylder så meget.... Jeg har talt med ham om det, men han kan ikke helt forstå mine følelser, kan kun se at han mister noget ved at jeg ikke er klar til at bo sammen med ham endnu. Men han siger at han jo bliver nødt til at indordne sig, selvom han ikke er enig med mig. Men jeg synes at det er bedre at vi venter med at bo sammen, så vi begge er sikre på at vi kan holde hinanden ud, fremfor at vi flytter sammen nu, og så får spat af hinanden inden der er gået ret lang tid... Og jeg synes selv at jeg er uudholdelig og sær lige nu, men jeg er jo også gravid

Ok så kan jeg meget bedre forstå dit dilemma

Så kan jeg virkelig godt forstå dig, hvis du har været alene med et barn, kan jeg sagtens følge at springet til at binde sig må være endnu sværere. Men synes da du skal fortælle ham at det bestemt ikke er ham, og at du synes i skal give det lidt tid, hvem ved måske er du klar sidst i graviditeten? Og så tror jeg du har fuldstændig ret i at samtidig med at det er et nyt forhold, så at skulle finde sammen under et tag som gravid jo næsten virker uoverskueligt.

Jeg håber at han støtter dig indtil du en dag bliver klar til at tage springet

Held og lykke med graviditeten (vi har termin næsten samtidig)

Det er selvfølgelig svært hvis din kæreste havde en drøm om den perfekte kernefamilie og du bare har lyst til at være dig også han kan komme og gå som det passer.

Nu har du jo prøvet at have en lille før så du ved jo hvor strengt det er i perioder så det behøver jeg ikke kommenterer.

Du må gøre hvad der føles rigtigt for dig men det samme må din kæreste. Derfor bliver du nødt til at stille dig tre spørgsmål

1. hvad vil jeg? (Vær opmærksom på hvor meget der er dig og hvor meget der er hormoner )

2. Hvad vil din kæreste? (Vær opmærksom på hvad der er for dig og hvad der er for jeres fælles barn)

3. Er jeg villig til at sætte forholdet med min kæreste på spil for at få det som jeg umiddelbart vil have?

Jeg vil ønsker dig stort tillykke med graviditeten og jeg håber I snart finder ud af hvordan det skal være for jer