min brors X har skrevet til mig på Facebook - hende den søde jeg skal ud og drikke kaffe med. Forhistorien er at vi har skrevet lidt frem og tilbage om at blive mor, hun har født for 4 uger siden. Hun var jo kæreste med mon bror, da jeg fødte Theodor for tidligt OG fik uopdaget fødselsdepression. Dengang gik det rigtig skidt med mine forældre, og hun har så skrevet, hun syntes min mor var ret tarvelig. Jeg bad hende uddybe det - var enig med hende men ville gerne høre hendes side af historien, det er jo altid interessant at høre hvordan andre tænker ;)
Tilbage kom en lang smøre pyha. Om hvordan hun synes min mor er dominerende, blander sig alt for meget, er manipulerende og har overfladiske værdier såsom at gå i lækkert tøj, bo lækkert og forstå sig på lån og renter mens de menneskelige værdier er for besværlige at have med at gøre. Følelser skal man helst ikke vise for mange af, hvis man har det dårligt må man bare spænde hjelmen. Min brors X skrev også, at min bror er nøjagtig ligesom min mor. Plus hun har oplevet flere eksempler på at min mor og min bror ikke gad hjælpe andre, fordi der ikke var nogen gevinst i det for dem selv :'( Til sidst skrev hun, hun heldigvis var kommet ud af det med sig selv i behold, og nu har hun det godt med sin nye dejlige kæreste og sin lille bebs.
Hendes brev har sat en masse tanker i gang i mit hovede og i mit hjerte. Hun har desværre ret i sine betragtninger, og også jeg er blevet skuffet MANGE gange over min families måde at være på. Af samme grund ser jeg dem ikke så tit, og rent følelsesmæssigt har jeg distanceret mig så meget fra dem, at de ikke rigtig kan såre mig mere, men nærværet er der jo så heller ikke længere på samme måde som før. Jeg kan se mine forældre gentage samme mønster overfor vores drenge. Med at købe ligegyldige ting drengene ikke kan bruge til noget, love dem ting de ikke holder osv. Der er dog ingen tvivl om at de forguder vores drenge (L)
Jeg har flere gange overvejet ikke at se mine forældre og min bror, men det vil alligevel være for mærkeligt for mig. Jeg synes det fungerer godt nu hvor vi ses en gang imellem, de er ret hyggeligt selskab i små doser. Min bror vil gerne tættere på mig, men det orker jeg ikke. Mht. drengene støtter jeg dem når de bliver skuffede, jeg forsvarer ikke mine forældre. Theodor er selv begyndt at sige fra overfor dem. Jeg tror på vores drenge kan tackle mine forældre, fordi de har fået en hel masse menneskelige værdier ind med modermælken, og fordi de kender deres egne grænser og forstår at håndhæve dem. Jeg vil ikke forhindre mine drenge i at se mormor og morfar, hvis de har lyst til at se dem. Omvendt vil jeg heller aldrig prøve at motivere dem til at se mormor og morfar, hvis de på et senere tidspunkt skulle udtrykke manglende lyst til kontakt med dem.
Hvad siger I til alt dette? Hvordan ville I forholde jer? (?)(?)(?)
(H) fra Tina med hovedet fuldt af tanker
Anmeld
