Psyken...

Spørger lige ud i rummet...

Vi ved allesammen at hormonerne spiller os et puds her under graviditeten, men jeg er alligevel nysgerrig efter at høre om der er andre, som jeg, som føler at man står meget alene med det hele?

Føler mig så ensom samtidig med at jeg er ovenud lykkelig. Min kæreste er meget opmærksom på mig, aer konstant min mave, og spørger ind til mig, men alligevel føler jeg at jeg er alene om det..

Jeg tænker bare at det er hormonerne der driller mig, men puhh hvor er det dog en belastende følelse, som er tæt beslægtet til gråd...

kan godt nikke genkendende til det du skriver. Føler også til tider jeg står alene med det hele. Der er en masse ting man har måttet give afkald på allerede nu, selvom den lille nye ikke er kommet til verden.

Min kæreste prøver at forstå mig, men kan jo slet ikke sætte sig ind i hvordan jeg har det. Det jo mig der bærer det i maven. Kunne være dejligt hvis man lige kunne skiftes til at have det maven Men inde i mit hoved er jeg allerede blevet mor. Det måske det der er forskellen fra en og de andre.

men op med hovedet du ikke alene med den tanke

Jeg kender det godt. Sådan havde jeg det også som gravid. Alt ligger jo også på vores skuldre - alle "ofringerne" forbundet med at bære barnet er jo vores, fysiske begrænsninger, ansvar for at "slå alarm" hvis barnet ikke har det godt, fødsel osv. er jo noget vi skal klare. Det er en gave, men også et stykke hårdt arbejde...

For mit vedkommende har det ikke ændret sig, siden jeg fødte. Jeg føler stadig, at jeg står med det hele - selvom min mand løber rundt og gør mindst ligeså meget som mig. Det er bare os mødre som er "på" døgnet rundt. Vi er på en anden måde uundværlige for babyerne, og vi er dermed nødt til at tilsidesætte vores egne behov i langt større grad end mændene. Det er nok kvinders lod i livet, men til gengæld får vi det igen fra børnene... De er jo lidt mere vores end mændenes (men det skal mændene aldrig vide!).

jacqueline84 skriver:

kan godt nikke genkendende til det du skriver. Føler også til tider jeg står alene med det hele. Der er en masse ting man har måttet give afkald på allerede nu, selvom den lille nye ikke er kommet til verden.

Min kæreste prøver at forstå mig, men kan jo slet ikke sætte sig ind i hvordan jeg har det. Det jo mig der bærer det i maven. Kunne være dejligt hvis man lige kunne skiftes til at have det maven Men inde i mit hoved er jeg allerede blevet mor. Det måske det der er forskellen fra en og de andre.

men op med hovedet du ikke alene med den tanke

Jeg tror at du har fuldstændig ret i, at inde i vores hoveder, så er vi allerede mødre og føler det ansvar der følger med... Det har fædrene jo af gode grunde lidt svært ved

Men dejligt at jeg ikke er helt alene med den følelse, det hjælper altid lidt at vide

baby2010 skriver:

Jeg kender det godt. Sådan havde jeg det også som gravid. Alt ligger jo også på vores skuldre - alle "ofringerne" forbundet med at bære barnet er jo vores, fysiske begrænsninger, ansvar for at "slå alarm" hvis barnet ikke har det godt, fødsel osv. er jo noget vi skal klare. Det er en gave, men også et stykke hårdt arbejde...

For mit vedkommende har det ikke ændret sig, siden jeg fødte. Jeg føler stadig, at jeg står med det hele - selvom min mand løber rundt og gør mindst ligeså meget som mig. Det er bare os mødre som er "på" døgnet rundt. Vi er på en anden måde uundværlige for babyerne, og vi er dermed nødt til at tilsidesætte vores egne behov i langt større grad end mændene. Det er nok kvinders lod i livet, men til gengæld får vi det igen fra børnene... De er jo lidt mere vores end mændenes (men det skal mændene aldrig vide!).

Tak for dit svar, det hjælper på det at man ikke er helt alene med de tanker

Ja allerede nu føler vi vores ansvar, det er jo mig der skal passe på mig selv og bebsen nu, det er mig der skal reagere ved det mindste, mig der mærker den hver gang den sparker, mig der må "ofre" mig og være den ædru ved fester osv. osv. Men det er da også dejligt, og meget misundelsesværdigt for mændene, men sådan er jo nu bare en gang indrettet

Selvfølgelig er det mest vores børn, det kan vi godt blive enige om

marhemor skriver:

 

Tak for dit svar, det hjælper på det at man ikke er helt alene med de tanker

Ja allerede nu føler vi vores ansvar, det er jo mig der skal passe på mig selv og bebsen nu, det er mig der skal reagere ved det mindste, mig der mærker den hver gang den sparker, mig der må "ofre" mig og være den ædru ved fester osv. osv. Men det er da også dejligt, og meget misundelsesværdigt for mændene, men sådan er jo nu bare en gang indrettet

Selvfølgelig er det mest vores børn, det kan vi godt blive enige om

Lige præcis!  Og du vil mærke det endnu tydeligere, når babyen er kommet til verden. Det er ensomt sommetider - og manden forstår det ofte slet ikke. Det skal man så lære at tilgive ham for, men det er en lang proces... Som mor er man øverste chef for det hele, vi ved bedst og det er hos os hele ansvaret ligger!