Overskriften hentyder til mig selv! For søren da, er helt ved siden af mig. Enten er jeg sur og/eller på randen af gråd, eller også er jeg bare træt, træt, træt... der skal intet til før alt er galt, og selvom jeg er bevidst om det, og prøver at blive "god igen" ret hurtigt, kan jeg ende med at sidde og surmule i flere timer... Har jeg fx gjort her til aften, og hvor er det kedeligt og destruktivt!
Satser på det bare er hormoner der raser, enten pga. mens, eller allerbedst en lille bebs, og har ondt af min stakkels kæreste som får kappet hovedet af hver gang han ikke har læst mine tanker inden han vover at åbne munden..
Tror bare jeg finder min seng nu, og håber imorgen bliver lidt bedre...
Anmeld
