Jer med børn på 2-3

Anonym skriver:

Jeg er dybt frustreret og ked af det, de sidste par uger har været så 'slemme' med min datter, hun er så strid, og kører sit eget løb. Hun har ingen respekt for os og hører kun hvad hun selv siger..
Hun forstår på INGEN måder et nej, og det bekymre mig lidt, selvom jeg godt ved de er i trods alderen.

Vi har været SÅ uenige her til aften, og jeg har råbt flere gange, hun har været på værelset, og jeg har måtte 'tage fat' i hendes arm.

Jeg trænger måske til en dags fred, men samtidig er jeg så ked af at jeg reagere som jeg gør..

Kender i til det her??

jeg kan fortælle dig så meget at Min søn er ligeså dan, ingen respekt for nogen, VIL bestemme ALT selv, Gør alt selv, igår begyndte jeg at tude af afmagtelse, Han stresser mig meget...

fordi det er nemlig svært at sætte sig i respekt over for de små basser , min søn er 3½ og forstår 100% Alt hvad der bliver sagt og gjort...

men gør alligevel det totale modsatte, vi har prøvet at sætte ham ude på trappen og vi har prøvet at sende ham på værelset, vi har stort set prøvet alt...og det med at du har råbt af din Datter, jamen det er virkelig ikke til at undgå, for det har jeg selv gjort 1000 gange , men har fundet ud af at når jeg har advaret ham om noget 2-3 gange og han stadig er fræk flabet eller ik høre efter, så går jeg stille og roligt hen til ham og tager ham op stille og roligt , og siger nu bliver mor nødt til at lægge dig til at sove til middag fordi du ikke høre efter, så græder han og skaber sig, men jeg bevar roen og smiler til ham og går ud af værelset, hvis han stadig skriger og skaber sig går jeg ind igen , ligger ham ned , giver ham dyne på, uden at sige så meget som et prd, men smiler bare ... 

det hjælper på min søn fordi det synes han er mærkeligt, at Mor ikke bliver sur eller stresset...

men det er svært at finde en måde at håndtere det på, fordi de netop er i trodsalderen, for det skal jo være sådan !

Pøj med lillepigen

jeg er ikke fan af time-out, synes det er "for nem" en løsning... Jeg tror det er et spg. om at være vedholdende og den voksne...

Og NEJ det er ikke 3. gang de skal høre efter, det er første gang! det er en fejl mange forældre gør i dag. De siger nej og nej og nej og nej, og  kommer med tomme trusler( siger jeg ikke at DU gør), men det holder ikk en meter... 

STÅ FAST, det forstår de!!

og så en 

Ok du/din mand er de voksne og det er jer som bestemmer. Ja men det betyder ikke kun nej - det betyder også stemningen. Der er vist ingen tvivl om at jeres pige oplever at der bliver stillet for store krav og at der bliver sagt "nej" ALT for mange gange. 

Hvis et barn kun hører nej og du skal opføre dig ordentlig bliver det selvforstærkende på den måde at hvorfor så opfører sig ordentligt? HUn er jo en lille bitte en der slet slet ikke kan gennemskue konsekvenserne af hvad der foregår. Hun er barnet I er de voksne.

Så sæt kravene ned, tal pænere til din datter og respekter at hun også må sige nej. Hun er også et lille menneske.

Jeg har også en på 2år og 8mdr. Og vi er selvfølgelig i selvstændighedsfasen men vi har endnu ikke oplevet at Tjalfe bliver så frustreret at han må ty til at være konstant uvoren. Vi forsøger at lytte til ham (ikke forstået sådan at han bestemmer alt) men fx. "jeg kan godt forstå på dig at du gerne vil male nu men vi skal spise også sidder vi alle sammen ved spisebordet. Sådan er det. Så kan vi male igen i morgen" i stille og rolig stemmeføring. Så oplever han at han bliver hørt og anerkendt men at han desværre ikke kan få det som han vil have det lige nu.

Jeg tror at fordi I kommer hurtigt op i det røde felt så gør hun også. HUn imiterer jer for det er jer som sætter reglerne for hvad der er rigtigt.Man siger: gør som jeg siger, men i virkeligheden bør man sige: gør som jeg gør. Altså at sætte et godt eksempel.

Og ja så er der dage med en miniteenager (som vi kalder det herhjemme) som er sværere end andre men det er der jo også med os voksne, så er vi stressede eller har pms. Det er hvad det er. Det er forventeligt med mennesker. Vi opfører os ikke ens hele tiden (og hvor ville det dog være kedeligt hvis vi gjorde)!

Så jeg synes du skal kigge kritisk på dig selv og din egen opførsel og ændre på det som du mener bør også stille og roligt nyde forandringen hos din datter.

Pøj pøj med det!

Tror også det er noget alle med børn i 2-3års alderen kender til.. Så du er ikke alene.. Dog er jeg ikke tilhænger af at råbe og tage fat i børnene.. Og sige NEJ adskillige gange.. Din datter siger nej til dig, for på den måde siger hun JA til sig selv.. Hun vil jo være selvstændig nu..

Her hos os siger jeg hvad jeg selv føler, istedet for bare at sige nej.. Desuden giver jeg også udtryk for at jeg godt ved hvad hun føler, nøjagtig som Kirle beskriver.

Vi sender hende også på værelset - dog lukker vi ikke døren! Hun forstår det også fuldt ud.. Og kommer selv ud og siger hun er sød igen, og så er der ikke mere (for denne gang) Vi har haft mange kampe ved bordet, hvor hun har luret, at sidder hun ikke ordenligt kommer hun ind på værelset og slut med aftensmad.. Men det er lige præcis det hun gerne vil.. Ned og lege.. Hehe.. Så der hedder det sig nu, at man venter med at gå fra bordet til alle er færdige.. Det har hjulpet en del i spisesituationerne..

Men ellers gælder det vel bare om at tage kampene - og VINDE dem.. For ellers kører de om hjørnerne med en.. Og pas på med de tomme trusler - ungerne er jo ikke dumme..

Det er jo netop en stor del af det, at være i dén alder.
Når de er 2-3 år (særligt der, men også i tiden fremover), bruger de for alvor meget tid på at forme sig, forstå regler for lege, regler for at socialisere sig og gebærde sig blandt andre børn og voksne. Og de søger grænser, for at mærke, hvor langt de kan gå, hvor langt de kan strække den, og hvor mange ting de kan få indflydelse på.

Og børn kan godt være med til at træffe valg og beslutninger - men det skal være udfra de ting som far og mor har bestemt.
Og det er kun GANSKE FÅ VALGMULIGHEDER!!
F.eks. "Vil du have markrel eller leverpostej på din rugbrød?"
Så har barnet et valg, men kun imellem det udvalg, som mor/far har bestemt.
For (små) børn kan ikke rumme, at have for mange valgmuligheder og for mange muligheder for at skulle træffe beslutninger .....De har BRUG for at have FÅ valg, og ellers mærke, at der er styr på tingene fra omgivelserne/de voksne - os forældre!

Det samme gælder også for opdragelse.
De prøver os af, og prøver os af. Og det kan være ganske opslidende.
Men det er netop fordi VI er deres primære personer, og dem som håndhæver reglerne for dem, at det er os forældre, som skal stå mest model til alle de kampe og al den ballade.

Og når de bliver frustrede og sure og ter sig helt vildt, fordi de har fået et nej, så er det jo netop fordi at de har svært ved at der er en begrænsning. Og hvis man giver efter på dét, så er der lavet en åbning, som fortæller barnet, at hvis jeg bare tér mig og skriger højt nok, så får jeg måske alligevel lov.

Så man skal vælge sine kampe - vælge sine "nej"-er. Og finde ud af, hvornår det bare er helt uacceptabelt og man helt klart mener nej - og så holde sig 100% til det HVER GANG! ....Det forstår barnet så (ihvertfald på sigt) og det viser at man står fast og er en tydelig forældre, som ikke afviger fra de beslutninger som er taget.
Og selvom det er mega øv for barnet, så er de bare nødt til at leve med det, for sådan er det, basta! Det har far og mor bestemt, og det kan der ikke rykkes ved. Og det giver en form for tryghed, for et barn at mærke, at man kan regne med, at far og mor mener det de siger.

Samtidig er der også andre ting, som nogle gange er "ja" og andre gange er "nej" ....det kan selvfølgelig godt være lidt mere forvirrende, men børn kan sagtens forstå det. Hvis man f.eks. siger "Vi PLEJER jo ikke sådan at få is lige efter morgenmaden. Men idag har vi ferie og skal have lov til at hygge os med en is - så IDAG er det okay" ....Dét kan barnet godt forstå! Og det er da muligt at barnet de efterfølgende formiddage så igen vil spørge efter en is. Men de ved så også godt, at når der bliver sagt nej næste gang, så bliver det ikke lavet om til et ja. For det plejer ikke at virke.

Og så er der ting, som bare ikke er værd at diskutere om.
Derfor kan man alligevel godt ryge i det røde felt engang imellem, og blive ked af, at man ikke fik handlet eller reageret helt så godt, som man gerne ville. Sådan har vid et vist allesammen engang imellem.

Det blev langt. Og måske møgkedeligt. Men jeg endte bare lige med at taste og taste på livet løs....    Så nu vil jeg stoppe igen!

- skriver:

Lyder meget normalt.

 

Syntes i skal indføre time out. Det har hjulpet her... 

Sørg for gode stunder så det hele ikke føles træls. Og lad vær med at råbe, det hjælper virkelig intet... Selv om det godt kan være svært...

Enig

Sebastian er lige blevet 3 år, og herhjemme kan vi også godt mærke at konflikterne er af en anden type end de var for 2 år siden.

Jeg er meget stor modstander af Time Out metoden, og ville aldrig drømme om at praktisere den overfor mine børn. I stedet har vi herhjemme prioriteret det meget højt at vælge vores kampe med omhu, at sætte gode eksempler for vores børn, og at sørge for at det er enkle og overskuelige valgmuligheder de præsenteres for.

Først og fremmest er det ikke alle kampe der er værd at tage. Vi har den holdning at det skal være sjovt at have børn, og derfor er der nogle konflikter som vi løser ved afledning.

Vi går meget op i at vi taler pænt til hinanden herhjemme (vi råber ikke og vi bander ikke), og vi stiller ikke krav om at man fx siger Tak for mad efter måltiderne. Sebastian er begyndt at sige det af sig selv i løbet af det sidste halve år - fordi han har set os andre sige det, og gennem erfaring har forstået at det er en af de sociale spilleregler der gælder i vores hjem.

Og endelig har det været en stor hjælp i hverdagen at vi har fjernet mange valgmuligheder. Vi stiller ganske enkelt ikke spørgsmål medmindre vi reelt ønsker at han skal tage en beslutning. Det har taget en del tilvending, især for mig, men eksempelvis siger vi ikke "Vil du med ind og spise?", for så er vi selv ude om at vi ind imellem får et nej. det samme gælder "Vil du med hjem fra vuggestue? og Skal vi gå ud og få tøj på?". Det er ikke ting der er til diskussion og derfor ikke noget der formuleres som spørgsmål.

Jeg tror på at det styrker børns selvtillid at de kan mærke at de også har indflydelse, så i andre situationer er det helt ok at Sebastian selv vælger ting. Fx må han gerne selv vælge hvilke bukser han vil have på - så er det bare mit job at sørge for at de bukser der er i skuffen er nogle der kan bruges. Og han må også gerne vælge om han vil have havregryn eller cornflakes til morgenmad (men det stilles som enten eller valg, aldrig som "Hvad vil du have til morgenmad?" spørgsmål)

Generelt har jeg en ide om at man skal behandle sine børn med den samme respekt som man selv forventer at modtage - dog med det forbehold at man som forælder er ansvarlig for at barnet træffer valg der ikke har uheldige konsekvenser.

Og herhjemme virker det altså

JustAnotherName skriver:

Det er jo netop en stor del af det, at være i dén alder.
Når de er 2-3 år (særligt der, men også i tiden fremover), bruger de for alvor meget tid på at forme sig, forstå regler for lege, regler for at socialisere sig og gebærde sig blandt andre børn og voksne. Og de søger grænser, for at mærke, hvor langt de kan gå, hvor langt de kan strække den, og hvor mange ting de kan få indflydelse på.

Og børn kan godt være med til at træffe valg og beslutninger - men det skal være udfra de ting som far og mor har bestemt.
Og det er kun GANSKE FÅ VALGMULIGHEDER!!
F.eks. "Vil du have markrel eller leverpostej på din rugbrød?"
Så har barnet et valg, men kun imellem det udvalg, som mor/far har bestemt.
For (små) børn kan ikke rumme, at have for mange valgmuligheder og for mange muligheder for at skulle træffe beslutninger .....De har BRUG for at have FÅ valg, og ellers mærke, at der er styr på tingene fra omgivelserne/de voksne - os forældre!

Det samme gælder også for opdragelse.
De prøver os af, og prøver os af. Og det kan være ganske opslidende.
Men det er netop fordi VI er deres primære personer, og dem som håndhæver reglerne for dem, at det er os forældre, som skal stå mest model til alle de kampe og al den ballade.

Og når de bliver frustrede og sure og ter sig helt vildt, fordi de har fået et nej, så er det jo netop fordi at de har svært ved at der er en begrænsning. Og hvis man giver efter på dét, så er der lavet en åbning, som fortæller barnet, at hvis jeg bare tér mig og skriger højt nok, så får jeg måske alligevel lov.

Så man skal vælge sine kampe - vælge sine "nej"-er. Og finde ud af, hvornår det bare er helt uacceptabelt og man helt klart mener nej - og så holde sig 100% til det HVER GANG! ....Det forstår barnet så (ihvertfald på sigt) og det viser at man står fast og er en tydelig forældre, som ikke afviger fra de beslutninger som er taget.
Og selvom det er mega øv for barnet, så er de bare nødt til at leve med det, for sådan er det, basta! Det har far og mor bestemt, og det kan der ikke rykkes ved. Og det giver en form for tryghed, for et barn at mærke, at man kan regne med, at far og mor mener det de siger.

Samtidig er der også andre ting, som nogle gange er "ja" og andre gange er "nej" ....det kan selvfølgelig godt være lidt mere forvirrende, men børn kan sagtens forstå det. Hvis man f.eks. siger "Vi PLEJER jo ikke sådan at få is lige efter morgenmaden. Men idag har vi ferie og skal have lov til at hygge os med en is - så IDAG er det okay" ....Dét kan barnet godt forstå! Og det er da muligt at barnet de efterfølgende formiddage så igen vil spørge efter en is. Men de ved så også godt, at når der bliver sagt nej næste gang, så bliver det ikke lavet om til et ja. For det plejer ikke at virke.

Og så er der ting, som bare ikke er værd at diskutere om.
Derfor kan man alligevel godt ryge i det røde felt engang imellem, og blive ked af, at man ikke fik handlet eller reageret helt så godt, som man gerne ville. Sådan har vid et vist allesammen engang imellem.

Det blev langt. Og måske møgkedeligt. Men jeg endte bare lige med at taste og taste på livet løs....    Så nu vil jeg stoppe igen!

Jeg er SÅ enig i det alt sammen

Thalia skriver:

Jeg er SÅ enig i det alt sammen

  Dejligt at høre, og tak.