er det familierådgivning, psykolog eller noget 3?

Skriver lige som anonym.

Jeg synes jeg står i en rigtig dum følelsesmæssig knibe og har brug for hjælp til at håndtere den. Jeg har nu svært ved at objektiv nok.

Situationen er at vi er en sammenbragt familie. Vi har 2 fælles børn, han har en søn fra tidligere. 

problemet er forskellen imellem de 2, eller rettere forskellen på hvordan de bliver behandlet, "set", oplever og bliver tiltalt.

Min mands søn, bor langt væk så mange gange kommer han torsdag aften. Fredag skal manden (oftest) på arbejde og hans søn bliver derfor passet af farmor (jeg går eller hjemme) fra 8-17.30.

Vores søn kommer i børnehave. Dette sker hver anden fredag. ALDRIG er vores søn blevet passet af farmor fordi hun lige havde lyst, hentet fra børnehave eller andet.

Farmor tager også gerne med sin tidligere svigerinde og barnebarn til legoland, tivoli, zoo, lalandia osv. 

Det synes jeg er HELT fint, hvis vores søn så fik samme tilbud! (og ja farmor betaler disse ture)Men det gælder alle aspekter, gaver, oplevelser, interesse.

Far laver faktisk samme nummer. Hans dreng kan komme med ham på arbejde, med på kajaktur med overnatning med far i telt, Han bliver altid spurgt "vil du med far .."

Hans søn kan virkelig provokere vores..og vores modstår faktisk i ualmindelig lang tid i betragtning af han kun er knap 4, uden af far "ser" det, men lige så snart vores søn reagerer SÅ falder hammeren og han bliver skældt hæder og ære fra og kylet på værelset. Ovendt så får hans søn kun af vide, "lad nu være"(hans søn er 5,5 år)

Dette gælder ved alt..om der så bliver slået, sparket eller andet.

Vores søn har indtil nu været rimelig ligeglad (nok mere for lille til at forstå) men NU kan han sagtens mærke der er forskel.

Han vil da også gerne hjem til farmor(og farfar) men der er aldrig tid når han spørger (eller jeg gør), han vil da også på de ture og have dage som hans storebror jo kommer og nærmest hoverende siger han har været på. 

" ha ha jeg har bare været hos faarmor, det har du bare ikke"

Jeg har så vidt muligt prøvet at kompensere, men det kan jeg jo slet slet ikke og nu kan jeg bare mærke det er en kile imellem min mand og jeg.

Ja jeg HAR påpeget det overfor min mand. Hans reaktion er altid det samme, nemlig at han føler sig personligt anklaget som (dårlig) far og at det jo ikke er en konkurrence mellem børnene.

Han har ligeud sagt at han ikke ser det er et problem.

hvad gør jeg?

Jeg kan godt mærke nu, at jeg ikke længere kan udskyde det med at vores søn ikke forstå det.

Samtidig står min mands opførsel overfor vores søn i skærende kontrast til vores pige. Ahh hvor er det dog svært og gør så ondt i mit hjerte for vores søn ER bare SÅ nem og dejlig.

Jeg har brug for noget hjælp til at håndtere dette, men ved ikke om familierådgivningen i kommunen er det rigtige..det er jo ikke fordi vores søn har problemer... og en psykolog..hvad kan sådan en gøre..?

Lortesituation

en rigtig ked

Uha, ved ikke, hvad du skal gøre, men er helt enig i, at det da er en dum situation. 

Håber, du får nogle gode råd, som kan hjælpe!

Hvis jeg må have lov at komme med et på et helt overordnet plan, vil jeg sige, at du endelig må passe på ikke at blive irriteret på den tilsyneladende forkælede søn! Det er IKKE hans skyld, men kunne forestille mig, han nemt kunne blive objekt for irritation pga. de voksnes opførsel og behandling af ham...

Krammer og held og lykke

Hm, til at starte med da jeg læste din tråd, sad jeg faktisk og glædede mig over, at x svigerinde og farmor stadig kan lavet noget sammen med barnet. Det har ikke været "tilladt" her i min familien efter skilsmissen, og det har givet nogle vilde forviklinger. Jeg er også rigtig glad for at læse at du er helt okay med det, men når det så er sagt, så er det jo ikke en holdbar situation lige nu, hverken for Jeres fælles søn, din mands søn eller din mand og dig.

Hvis din mand føler sig angrebet nytter det muligvis ikke at blive ved med at forsøge at tale om det, men noget familierådgivning lyder for mig som en udmærket ide. Jeg har virkelig ingen erfaring på området, andet end jeg har været barn der blev klemt og glemt i en skilsmisse fordi folk ikke måtte se hinanden osv. - så så vidt det er muligt, synes jeg der skal holdes fast i farmor, x svigerinde, barn turene - men i et rimeligt omfang!

Hvorfor må du ikke passe din bonussøn de fredage det drejer sig om? Så kunne farmor måske have begge drenge med på tur én fredag i månenden? Så bidrager hun måske også til at styrke deres indbyrdes forhold?

Nåh, det var bare lidt strøtanker fra mig, husk som en anden nævner, at det IKKE er din bonussøns skyld!

Øv, sikke trist at læse. Jeg får helt ondt af din 4-årige søn.
Det er svært med sambragte familier - især hvis farmand slet ikke selv bemærker eller mener at der er en forskel i behandlingen af dem.

Jeg aner ikke, hvem eller hvor man kan henvende sig med sådanne ting. Men jeg syntes det er godt, at du er opmærksom og har tænkt sig at handle på det, fremfor at opgive, fordi farmand ikke mener at der er noget problem. For det ER da helt bestemt et problem, og vil blive det i alle årene frem for Jeres fælles søn, hvis ikke der bliver rettet op på det hurtigt.

Jeg har selv to børn, men med samme mand. Og der bliver ikke gjort forskel.
Så jeg har ingen personlige erfaringer eller noget klogt at bidrage med.

Så ja, mit svar til dig, er nok lidt overflødigt.
Men jeg syntes, at jeg ville skrive, da din historie berørte mig meget.
Og jeg håber virkelig, at der kommer en god løsning på det - hurtigt.
For det er virkelig synd for Jeres fælles søn, at han kommer til at føle sig forfordelt og altid står lidt i skyggen af sin storebror.

Pyt med at far gør ting alene med den store. Det er kun godt...
Hvis bare han så OGSÅ gør det alene med de to andre (og nok især med Jeres 4-årige søn, sådan som det er lige i øjeblikket)

Og farmor burde også lige ruskes lidt op i.
Det er da dejligt, at hun gør en masse ting sammen med den store dreng og hans mor. Men hun har altså også to andre børnebørn!!

Jeg sender dig en masse tanker og en portion styrke til at gå videre med dette, så dine børn kommer til at føle sig "lige med hinanden" - Lige elsket og lige meget værd! 

Hm, til at starte med da jeg læste din tråd, sad jeg faktisk og glædede mig over, at x svigerinde og farmor stadig kan lavet noget sammen med barnet. Det har ikke været "tilladt" her i min familien efter skilsmissen, og det har givet nogle vilde forviklinger. Jeg er også rigtig glad for at læse at du er helt okay med det, men når det så er sagt, så er det jo ikke en holdbar situation lige nu, hverken for Jeres fælles søn, din mands søn eller din mand og dig.

Hvis din mand føler sig angrebet nytter det muligvis ikke at blive ved med at forsøge at tale om det, men noget familierådgivning lyder for mig som en udmærket ide. Jeg har virkelig ingen erfaring på området, andet end jeg har været barn der blev klemt og glemt i en skilsmisse fordi folk ikke måtte se hinanden osv. - så så vidt det er muligt, synes jeg der skal holdes fast i farmor, x svigerinde, barn turene - men i et rimeligt omfang!

Hvorfor må du ikke passe din bonussøn de fredage det drejer sig om? Så kunne farmor måske have begge drenge med på tur én fredag i månenden? Så bidrager hun måske også til at styrke deres indbyrdes forhold?

Nåh, det var bare lidt strøtanker fra mig, husk som en anden nævner, at det IKKE er din bonussøns skyld!

ja godt spørgsmål...hvorfor må jeg ikke det!

Fordi det vil ex´en ikke have! Hvis han skal have sin søn fra torsdag så må det ikke være sammen med mig. Hun tjekker det jo ved at snakke med farmor!

Manden har meldt ud, at han gerne selv vil klare det omkring hans store søn, så jeg er ikke en del af hans familie..eller det føler jeg ikke, for jeg er jo ikke god nok til at være sammen med ham.

Som sommerfugl også skrev, så er jeg MEGET obs på ikke at komme til at straffe min bonussøn fordi han er til. Han kan jo ikke gøre for han er mere interessant end sin bror, så jeg blander mig slet ikke når det kommer til ham, for jeg er bange for det kun bliver negativt.

Derfor er det kun vores søn jeg irettesætter...allerede der en skæv ballance.

Jeg synes virkelig det er helt i orden at farmor også kan se sit barnebarn hos exsvigerinden, men føler det som om vores søne bliver straffet og ikke får samme tilbud fordi han jo bor sammen med mor OG far.

Arh det er bare skidesvært.

Anonym skriver:

ja godt spørgsmål...hvorfor må jeg ikke det!

Fordi det vil ex´en ikke have! Hvis han skal have sin søn fra torsdag så må det ikke være sammen med mig. Hun tjekker det jo ved at snakke med farmor!

Manden har meldt ud, at han gerne selv vil klare det omkring hans store søn, så jeg er ikke en del af hans familie..eller det føler jeg ikke, for jeg er jo ikke god nok til at være sammen med ham.

Som sommerfugl også skrev, så er jeg MEGET obs på ikke at komme til at straffe min bonussøn fordi han er til. Han kan jo ikke gøre for han er mere interessant end sin bror, så jeg blander mig slet ikke når det kommer til ham, for jeg er bange for det kun bliver negativt.

Derfor er det kun vores søn jeg irettesætter...allerede der en skæv ballance.

Arh det er bare skidesvært.

Puha, det lyder altså ikke helt godt! Kan slet ikke forstå din mand ikke vil have du passer hans søn... Hvordan kan han bo sammen med dig, og have et fælles barn med dig, men ikke ville lade dig passe sin egen søn? Det har jeg svært ved at forstå! Der bør jo gælde samme regler for både JERES sønd og HANS søn, i og med de er under JERES tag..
Jeg ved godt det er meget firkantet stillet op, og jeg har ikke følelser involveret eller noget, men jeg synes ikke det er i orden at din mand ikke lader dig få en rolle... Det bliver hurtigt rigtig ulideligt at have 2 drenge hvoraf du kun må irettesætte den ene, og din mand den anden/begge to... Vil helt klart sige familierådgivning, både hvor din mand og dig er uden børn, men måske også med børnene.. Og allerhelst inden alt for længe, for JERES søns skyld..!

AnneBJ skriver:

Puha, det lyder altså ikke helt godt! Kan slet ikke forstå din mand ikke vil have du passer hans søn... Hvordan kan han bo sammen med dig, og have et fælles barn med dig, men ikke ville lade dig passe sin egen søn? Det har jeg svært ved at forstå! Der bør jo gælde samme regler for både JERES sønd og HANS søn, i og med de er under JERES tag..
Jeg ved godt det er meget firkantet stillet op, og jeg har ikke følelser involveret eller noget, men jeg synes ikke det er i orden at din mand ikke lader dig få en rolle... Det bliver hurtigt rigtig ulideligt at have 2 drenge hvoraf du kun må irettesætte den ene, og din mand den anden/begge to... Vil helt klart sige familierådgivning, både hvor din mand og dig er uden børn, men måske også med børnene.. Og allerhelst inden alt for længe, for JERES søns skyld..!

Jeg er meget enig!

Spørge og lytte kan nogen gange være vejen frem i en konflikt.

Måske skullle der være fokus på din mands førstefødte: Hvordan er hans forhold til den dreng? Hvordan har han det med bruddet med moren? hvordan tror han at sønnen oplever bruddet? Har han dårlig samvittighed over for sønnen (ham på 5,5år)? Føler han at han har lige så god kontakt til sønnen, som dengang de boede sammen? osv. osv.

For der må jo være en grund til at den store søn i den grad bliver farvoritiseret. Ved blot at spørge og lytte, vil det give dig en fornemmelse af hvad det hele handler om. Samtidig vil din mand ikke kunne opleve det som et angreb på ham, men blot en interesse fra din side.

Det næste bliver så at finde ud af hvordan din mand har det med jeres søn? og derfra hvordan han oplever sit forhold til de to sønner. -og så er man ved at være fremme ved at man kan begynde at snakke om forskelsbehandling og hvad han/I/farmor kan og skal gøre ved det.

Puha, hvor har jeg ondt af jer alle sammen!!! Både bonussøn, som har sin fars gunst, men ved at den kan forsvinde, jeres fællessøn som higer efter opmærksomhed fra far/farmor, jeres datter som står uden for det hele og kigger på (og en dag bliver stor nok til at forstå det magtspil der er igang) og dig der står og skal jonglere med det hele, og både med sårede følelser hos dig selv og hos din ældstesøn, og parforholdet og alt muligt andet.

Håber at I kan finder fælles fodslag på dette vigtige punkt.

Mumto3 skriver:

Spørge og lytte kan nogen gange være vejen frem i en konflikt.

Måske skullle der være fokus på din mands førstefødte: Hvordan er hans forhold til den dreng? Hvordan har han det med bruddet med moren? hvordan tror han at sønnen oplever bruddet? Har han dårlig samvittighed over for sønnen (ham på 5,5år)? Føler han at han har lige så god kontakt til sønnen, som dengang de boede sammen? osv. osv.

For der må jo være en grund til at den store søn i den grad bliver farvoritiseret. Ved blot at spørge og lytte, vil det give dig en fornemmelse af hvad det hele handler om. Samtidig vil din mand ikke kunne opleve det som et angreb på ham, men blot en interesse fra din side.

Det næste bliver så at finde ud af hvordan din mand har det med jeres søn? og derfra hvordan han oplever sit forhold til de to sønner. -og så er man ved at være fremme ved at man kan begynde at snakke om forskelsbehandling og hvad han/I/farmor kan og skal gøre ved det.

Puha, hvor har jeg ondt af jer alle sammen!!! Både bonussøn, som har sin fars gunst, men ved at den kan forsvinde, jeres fællessøn som higer efter opmærksomhed fra far/farmor, jeres datter som står uden for det hele og kigger på (og en dag bliver stor nok til at forstå det magtspil der er igang) og dig der står og skal jonglere med det hele, og både med sårede følelser hos dig selv og hos din ældstesøn, og parforholdet og alt muligt andet.

Håber at I kan finder fælles fodslag på dette vigtige punkt.

Du har virkelig fat i en helt masse rigtigt. Har selv tænkt mig at spørge ind til hvordan har har det med vores søn, for han virker irreteret, lunten er kort(ere), der er ikke så meget fysisk kontakt osv osv.

Jeg VED at manden har sort samvittighed overfor sin førstefødte, at han har et ambivalent forhold til sin ex, fordi hun altid bruger deres søn som våben. Sønnen har af sin mor fået af vide far ikke ville dem mere og det er derfor de ikke bor sammen. Så hans førstefødte har det på mange måder svært og det bliver der helt sikkert kompenseret for.

Jeg kan jo også godt forstå han ikke ønsker konflikter og skænd når han så er sammen med sin førstefødte.

Problemet er hvem der betaler den pris. JEG kan godt forstå det, og kan også sagtens ignorere at jeg derfor ikke er en del af noget. (ikke at jeg billiger det valg, men det er hans valg)

Kontakten til sønnen, er omtrent den samme, idet min mand rejser meget og faktisk ikke var hjemme da hans førstefødte var lille. (han rejser stadig meget så der er ingen forskel der på hans og vores.) Han har da fået mindre selvfølgelig, det kan jo ikke undgåes, men ikke nogen brat overgang.

Jeg har jo flere gange bragt op med forskelsbehandling, men hver gang hører manden det som at han er en dårlig far, ikke elsker sine børn lige meget, at det ikke er en konkurrence og at det er et angreb på hans søn. Derudover så ser han det IKKE som et problem at den ene oplever noget den anden ikke gør. (princippet har han helt ret i, det er frekvensen og det faktum at det kun gælder den ene) 

Jeg har forsøgt at skrive det, snakke om det og det er jo kun toppen af isbjerget her, det gælder jo gaver, one on one tid med far og alle de situationer som der er både med alle børn og når vi kun er "os".

Så derfor ved jeg ikke hvordan jeg skal komme igennem uden det bliver opfattet forkert. DEt skal jo IKKE være et magtspil, det skal være et SAMspil.

Men ja, må helt sikkert snakke med manden om, hvordan han har det med vores søn.

Tak for dit input!