glæder mig endelig ikke helt vild til at skulle føde.
har kun 10 uger igen, og er klar og det hele, og har stort set alle tingene til den bette.
men syns det lidt underligt, tror min familie glæder sig mere end mig, hader den føelse a ikke rigtig at glæde mig, prøver så vidt muligt at gemme min mave men kan jeg heller ikke mere, nogle dage glæder jeg mig, men andre dage ikke, men føler stadig noget for den bette det da klart, og det er vidunderligt at mærke liv osv,
men har bare så svært ved at forholde mig til at den bettes fár er som han er, og at den bette sikkert ikke vil komme til at kende sin far,
faren har voldtaget mig adskillige a gange, og stået med en pistol for maven af mig osv,
og så kan man sige at jeg bare skulle have en abort, men da jeg kom til lægen fik jeg akut scanning samme dag og da jeg så det lille væsen så kunne jeg simpelhen ikke få mig selv til det..
men jeg ved når jeg har den bette i mine arme vil jeg ikke have de her tanker, men det bare nu, og alle går og spørger mig om jeg ikke glæder mig helt vild, og der siger jeg bare, ja det gør jeg da, for vil ikke virke uansvarlig, det er derfor jeg skriver her som ano, havde bare brug for at komme ud med det. for er så ked af mine tanker
Anmeld