Jeg har faktisk ikke overvejet, men kan sagtens forstå at i gør det. Er det ikke rigtigt, at der bliver forsket rigtig meget i sclerose, så chancen for at der sker noget inden for de næste år faktisk er ret stor? Selvfølgelig kan man ikke vide hvordan forskningen ser ud til den tid, og om der stadig vil være brug for celler fra navlestrengen eller om det er nok, men på den anden side ville det da heller ikke være til at bære at have valgt det fra for så at finde ud af, at i kunne have brugt dem?
Det er rigtig. Der bliver forsket enormt meget.
Siden der åbnede et stort forskningscenter i Paris er det gået lynhurtigt med at få gjort nye opdagelser vedr sclerose. Forskningen bliver koordineret derfra, så alle forskningsresultater bliver fælles for europæiske forskere. Informationer om mange scleroseramte og deres familier er blevet registreret i en kæmpe-mega database, så forskerne ikke behøver at starte forfra hver gang.
Hvis det samme kunne ske med forskning i f.eks cancer, leddegigt etc. etc...
Da jeg blev syg for ti år siden var der én type medicin, og idag nok 15 forskellige behandlingstyper. Det er underligt at tænke på at der for tolv år siden var der slet ikke noget at tilbyde, så de scleroseramte måtte groft sagt affinde sig med at have ca. 50% sandsynlighed for at miste førligheden.
Stamceller er den helt store forskningsfelt ligenu, så jeg tør simpelthen ikke undlade at tage stamceller nu. Hvis nu jeg viderefører sygdommen... Jeg ville ikke have overvejet stamcelleopbevaring, hvis ikke jeg var arveligt syg.
Det skal lige siges at jeg er gået "let igennem" i fht sclerosen. Ingen kan se det på mig. Jeg har fuld førlighed, udover at jeg er mere træt end før.. Og jeg er den første i min familie, der har fået sclerose.
Hav en dejlig skt. hans
Anmeld