Først og fremmest, dejligt at læse lidt norsk. Jeg er selv halvt nordmand (min far er norsk), så det er næsten som at komme hjem, når jeg læser norsk 
Også for at svare på dit indlæg. Jeg er ked af, at der nu er blevet sat tvivl om det navn I havde besluttet, det var måske lidt fjollet, at din kæreste spurgte sin mor. Må jeg spørge, er din kæreste også norsk? Det er bare fordi jeg ved, at min norske del af familien går meget op i det med at opkalde børn efter deres farfar, så der skiftes de om navnene Gustav og Frederik. (Faktisk er det min fars onkel, som er Gustav Lorentzen, ham sangeren, som for nyligt omkom af et hjerteanfald, og som vist er ret kendt i Norge). Men hvorom alting er, så ved jeg, at det er meget vigtigt for den del af familien, at man opkalder drenge børnene efter farfarens navn. Jeg ved ikke, om I har lignende tradition i din familie eller om de har en lignende tradition i din kærestes? Jeg ser det som en lidt norsk tradition nemlig, men jeg kan tage fejl.
Nå men for at komme frem til det jeg mener. Jeg mener, at det var lidt dumt af din kæreste at spørge sin mor, når nu I havde besluttet, og jeg mener at det var rigtig ubetænksomt af hans mor at svare som hun gjorde. Men du skal huske på, at det er jeres lille søn, det er jer der bestemmer alt hvad der har noget at gøre med ham og ingen anden. I bestemmer hans navn, og vil I gerne give ham din fars navn, så er det det I skal gøre. Det ville da være forfærdelig at give ham et navn, I ikke er glade for, bare fordi I vil gøre andre glæde. Det holder ikke, og du skal bestemt ikke have dårlig samvittighed, hvis din svigerfar bliver skuffet, så er det hans problem, men det er vel voksne mennesker. Du skal ikke lade dig presse af dårlig samvittighed, det kommer der intet godt ud af. Så hold fast i det navn du bedst kan lide, så lad de andre bekymre sig om hvorvidt de gider bruge tid på at være skuffet, det er jo spild af tid, istedet burde de bare glæde sig over, at der kommer sådan et lille nyt fantastisk liv lige om lidt 
Anmeld