Skænderier

Ååhh, findes der snart noget værrere end skænderier (lige bortset fra alvorlige sygdomme, terror/krig og død). Jeg hader at skændes.
Alligevel syntes jeg at der går en del tid med det. Det er så tåbeligt.
Faktisk er det mest de mest ligegyldige ting, som kan blive til en ligegyldig højbølget diskusion. HVORFOR??
Oftest tror jeg det skyldes, at overskudet er i bund, og så bliver man hurtigere lidt pernitten og vrissende - eller jeg gør.
Jeg syntes egentlig at alt kører ganske godt, sådan all-over er alt som det skal være. Og alligevel så går jeg ofte rundt og er lidt utilfreds ....Og med nogle ting, som jeg jo så "bare" burde gøre noget ved og ændre på, i stedet for at irriteres ved det og bruge energi på at mugge over.

Jeg er træt af Kenneth ....nogle gange er hans blotte tilstedeværelse nok. Men jeg elsker ham og ville for intet i verden undværre ham. Og det er slet heller ikke hele tiden, at det er sådan - men alligevel for tit (for sådan burde det jo SLET ikke være).
Der er dog som oftest også en bedre grund end bare dét, at han er der...
Jeg er træt af, at "rollerne" bliver opstillet sådan, at han kan sige ting der pisser mig af, og når jeg så reagerer (ret forudsigeligt), så kan han få mig til at føle mig som skurken, der er skyld i hele den dårlige stemning, selvom jeg jo syntes, at han er dén der trykker på knapperne, som udløser det...
Han har en tendens til (syntes jeg), at gå i forsvarspossision med alt og ingenting. I disse dage er det så f.eks. VM, som han gerne vil se. Og jeg forbyder ham det ikke + han arbejder rigtig meget for tiden + han træner når han har fri og kan, så vi har mange timer fra hinanden. Og når han har fri, så arbejder jeg, og børnene små-skranter lidt for tiden (især Celina som blev vaccineret i forgårs og er meget plaget af tænder på vej....)

Jeg forstår ikke, at vi skal diskutere selv de mindste ting ....nogle gange er vi ikke engang uenige, og alligevel bliver det til en diskussion 
Tit virker det faktisk til, at vi skændes mest, når vi ses mindst. Måske fordi man mangler hinanden og nærheden - selvom det ikke lyder logisk. Og jo mere vi er fra hinanden, jo mere distancerer vi os i virkeligheden måske også...

Nu skal det ikke lyde som om, at vores forhold er helt til rotterne, for vi holder utvivlsomt begge uendelig meget af hinanden.
Men det er da opslidende at gå og snerre af hinanden alt for tit.
Og det er jo heller ikke sådan, at Kenneth kun ser VM, træner og arbejder. Han laver såmænd også en masse herhjemme... Den ros skal han da ha'!

Hm.... Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil med det.
Jeg er bare ærgelig og undrende over, hvorfor det sker så ofte.
Og træt af det mønster, hvor Kenneth har paraderne oppe, og jeg forsøger at redegøre for, hvorfor jeg bliver sur og irritabel.
Ingen af os lytter ret meget, for vi har begge for travlt med at få ret.

Og så, når humøret er nede, bliver jeg mere øffet og negativ i mit humør.
Så kommer fokus på alt muligt andet. At jeg er træt af at være overvægtig, f.eks. Og jeg har bare ikke "nosserne" til at gøre noget ved det. Slet ikke når jeg er utilfreds og øv. Så bliver jeg mere opgivende og "ligeglad" med det hele.
Så er jeg træt af nullermænd og støv og hundehår overalt, og træt af at det ALTID er MIG der står og gør dit-dut-og-dat... Igen surmuler indeni for at retfærdiggøre mig selv. Det er så plat!

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af det...?!
For i virkeligheden, så TROR jeg, at det bunder i, at jeg mangler energien indeni til at gøre noget, og til at vende tankerne til noget positivt og handle, så jeg får gjort noget ved det! - Eller bare ikke længere fokuserer så meget på alt dét, som ikke er "godt nok", og i stedet bliver glad for alt det, som jo er godt (her er pigerne virkelig mit konstante lyspunkt!)

Huh...
Måske handler det alligevel bare mest om mig selv?!?   - Måske!
Jeg syntes jo bare at vi er TO om at diskutere, og TO om at "havne i det" igen. Og selvom jeg måske er "den sure", så er jeg det jo ikke bare ud af den blå luft, uden grund. Det er jo tit noget han GØR mig, ved den måde han gør eller måden han siger nogle ting til mig på.

Giver mit indlæg overhovedet mening?
Ellers fik jeg ihvertfald bare lige mulighed for at taste det ud og "udstille mig selv" som Frk. Surmule-kælling 

Jeg ved at jeg ikke altid er lige nem og sjov, at leve sammen med.
Men jeg reagerer jo også på mine omgivelser. Så hvis der KUN var grund til at smile og være glad, så ville jeg nok ikke bare gå og være trist, sur eller irritabel. Man smitter jo af på hinanden, begge veje!

Øv indlæg, det beklager jeg.
Ligesom jeg som altid, beklager længden på mit indlæg...

Jeg håber nok bare lidt på at høre fra nogen, at det slet ikke er så unormalt endda. At andre også kender til det, eller at alle forhold har sådanne perioder.
Selvom det ikke hjælper noget på det, så er det alligevel en form for trøst.

Eller også skal jeg slet ikke trøstes, men bare have at vide, at jeg er helt galt på den, og dybt urimelig i min adfærd, og skal se at tage mig samme.... Jeg ved det ikke?

Det er jo også svært for at andre udefrastående, at udtale sig om, da I jo kun lige hører et lillebitte uddrag af, hvad det kunne være, i et indlæg som dette.

Og igen, har jeg så lige brug for at understrege, at mit indlæg altså ikke indikerer, at Kenneth og jeg er på nippet til at forlade hinanden, eller noget. Slet ikke. Det er bare de dersens dumme meningsløse mundhuggerier og ligegyldige skænderier, som kan være ret opslidende og trælse.
Så det skulle jeg lige ud med her. Og TAK fordi du gad læse med.....

Puha hvor kan jeg genkende ALT det du skriver!

Sådan er det også her i perioder.... jeg hader det hader det hader det og aner ikke hvordan jeg skal komme ud af det når det står på.

Som regel ender det med at jeg råber MEGET højt og så vræler jeg.... så får vi sørget for noget kærestetid uden barn og så er det hele ligesom overstået og godt igen.

Her skyldes det helt klart manglende overskud. Og så kan jeg få SÅ ondt af mig selv og ser kun at det hele tiden er mig der gør ting herhjemme.... selvom Carsten står op kl. 5 hver morgen, kører til Sjælland for at arbejde, og er hjemme mellem 17 og 19.... når jeg så tænker over det får jeg rigtig dårlig samvittighed. For når vi så når til weekenden er han så sød til at hjælpe med alt....

Nå men ville vist egentlig bare sige at jeg kender til det du skriver, men desværre ikke rigtig har gode råd at bidrage med.

Som skrevet er det der hjælper herhjemme at få kærestetid, så vi kan se hinanden igen.

 

Puha hvor kan jeg genkende ALT det du skriver!

Sådan er det også her i perioder.... jeg hader det hader det hader det og aner ikke hvordan jeg skal komme ud af det når det står på.

Som regel ender det med at jeg råber MEGET højt og så vræler jeg.... så får vi sørget for noget kærestetid uden barn og så er det hele ligesom overstået og godt igen.

Her skyldes det helt klart manglende overskud. Og så kan jeg få SÅ ondt af mig selv og ser kun at det hele tiden er mig der gør ting herhjemme.... selvom Carsten står op kl. 5 hver morgen, kører til Sjælland for at arbejde, og er hjemme mellem 17 og 19.... når jeg så tænker over det får jeg rigtig dårlig samvittighed. For når vi så når til weekenden er han så sød til at hjælpe med alt....

Nå men ville vist egentlig bare sige at jeg kender til det du skriver, men desværre ikke rigtig har gode råd at bidrage med.

Som skrevet er det der hjælper herhjemme at få kærestetid, så vi kan se hinanden igen.

Tak for dit svar. Det var dejligt at høre..
Det er nemlig også sådan, som jeg skrev, at jeg tit syntes at skænderierne forstærkes mere i de perioder, hvor vi ser hinanden allermindst. Kenneth er træt fra job på døgnvagter, hvor han ikke får meget søvn. Og jeg er træt efter skiftevis at være alene med børnene, eller på mit arbejde ...Igår f.eks havde jeg en 10-timers vagt, kl. 12-22. Og kom så hjem og sov alene i soveværelset sammen med Celina, som vågnede op og havde en ekstreeem skrigetur. Kenneth sov på sofaen, da han er slemt plaget af allergi og nyser højlydt og meget.
Så dårlig nattesøvn, og skiftevis på arbejde, mens modsatte part så er "børnepasser". Og der er ikke så meget tid, hvor vi er FÆLLES om det lige pt.
Når endelig vi begge er hjemme, så skal der enten laves mad, bades eller puttes børn. Eller som lige nu f.eks, hvor Kenneth er taget afsted for at træne, og jeg er hjemme hos børnene, som skal sove til middag .....hver vores sted!

- Og Celina skriger nu, så jeg må lige ud til hende....

Men jeg forstår udemærket din pointe med at behøve tid sammen.
Selvom det virker ulogisk at skændes mest, når man ses mindst.
Men det er jo nok netop fordi man trænger til mere HYGGELIG tid sammen!

Puha - jeg tror i har det som mange (desværre) har det. Det er når batterierne er flade og man savner at være sammen det hele koger over.

Herhjemme skændes vi ikke - det er bare mig der snærre - ØV, og Brian lukker af.

Men jeg har opdaget at når der er noget der irreterer mig, bunder det tit i at Brian ikke laver lige det jeg gerne ville have han skulle. Så på et tidspunkt foreslog jeg ham, at når der var noget vi gerne ville have gjort (støvsuget, redt hunden, vasket gulv, ryddet op ....) så skrev vi det op på en seddel der hænger på hoveddøren ,så man kan se den man kommer hjem - eller er på vej ud og man så kan forberede sig metalt på det der skal laves når man kommer hjem.

Og det virker - det kan godt være det tit er mig der laver det meste af det alligevel, men så er det fordi det er mig der har overskudet til det (Brian er også ret godt til at tage fat).

Men det er som om at når jeg/vi først har skrevet det på sedlen, så ved vi det bliver gjort inden så længe, også skal man ikke gå at være irreteret over at den anden ikke lige kan se, at man havde tænkt at man gerne ville have gjort dit eller dat.

Måske kan du/I bruge ideen og oprette en "jeg-vil-gerne-have-lavet-seddel".

Også håber jeg vi alle får tid til mere kæreste hygge så vi kan rumme hinanden noget mere.

SMIL fra Mette 33+3

Katrine......................Det kunne ha' været mig der skrev det indlæg. Har det sommetider på samme måde.

Men i torsdags tog vi en kæresteaften, og var ude at spise i rolige omgivelser. Der tog jeg stille og roligt hul på et par "issues", og de blev vel modtaget, og der blev tænkt og svaret. Vi sad i ro og talte om nogle svære emner, og blev enige om, at vi får talt for lidt sammen i hverdagene, og at det gør at lunten er kort, og vi skændes. Vi skal have minimum 2 voksen-samtaler om ugen, så vi kan blive ved med at elske hinanden.

Du får et stort knus.

Det er så skørt det der med overskud, for det kræver overskud at få gjort noget ved tingene, men får man det så gjort, så får man endnu mere overskud - og ofte tager det længst tid at få sparket sig selv igang, og så har man det bare SÅ godt, når man finder ud af, at det ikke krævede så meget, som man faktisk troede.

Pelle og jeg har altid snakket meget om tingene, når en af os har følt, at der er noget, der er ved at løbe af sporet - frugten af, at Pelle (og hans halvbror) primært er vokset op alene med deres mor, høster jeg nu...hun har lært dem at sætte ord på...at han så ofte lige skal prikkes til for at finde ud af, at der rent faktisk er noget, der går ham på er så en anden sag. Nå men det jeg ville frem til er, at vi også i en lang periode begge gik og var lidt vrisne - vi skiftedes til at få sådan nogle "jeg sådan sgu ikke tingene fungerer"-anfald...men vi havde svært ved at finde ud af, hvad det var der ikke fungerede. Jeg tror du og jeg snakkede lidt om det, da du var her sidst - men en af de ting, vi fandt ud af var, at vi begge følte at de praktiske opgaver bare ikke fungerede...især jeg følte aldrig jeg var FÆRDIG - der var hele tiden noget, jeg burde gøre. Derfor lavede vi en ugeplan, hvor der er sat et overskueligt antal opgaver på hver dag. Jeg forsøger så at få nået noget i løbet af dagen (jeg går jo stadig hjemme), og når Pelle kommer hjem og ungerne er hentet kigger vi på planen og ser, hvor meget der er nået i løbet af dagen; har jeg ikke været hjemme eller andet, så forsøger vi at få det til at fungere sådan, at vi kan nå de ting, der står på planen.

Måske kan I ikke gøre det på samme måde, da I sådan på skift står alene med ungerne, hvor vi jo mere har en 8-16-hverdag (Pelle er på arbejde fra 7.30-15.30, så han er som regel hjemme kl. 16 hver dag)...men det jeg tænker er, at det måske ville være sundt med en forventningsafstemning og en konkret nedskrevet struktur, så I har den som krykke at støtte jer til i hverdagen...(det er dog vigtigt, at man er indforstået med, at det ikke er altid, man får nået det, man har sat sig for...f.eks. hvis der er sygdom eller andet i den stil...så starter man bare planen op igen, når "krisen" er overstået...)...

Derudover kan jeg virkelig godt forstå, at du/I er slidte, når I er så lidt sammen - jeg er personlig RIGTIG dårlig til at være alene (med børnene)...jeg keeeeeeder mig simpelthen, når jeg ikke har noget vokseninput, jeg bliver rastløs og irritabel, når jeg ikke er andet end "serviceorgan"...så det er da sikkert også det, du er ude i - du trænger til at dagen er andet end hverdag og praktiske gøremål...for ellers bliver det hele da for surt.

Når I endelig er hjemme begge to, så skid hul i at være praktiske og fornuftige, og gør nogle ting alle fire - måske uden for hjemmet; tag ungerne med ud at spise (vi var på sunset igår, og det var RÅhyggeligt), gå en tur selvom det er uden for rytme...bare en tur på legepladsen inden ungerne bliver puttet kan være nok til at give lidt energi...

Jo og så noget andet. Vi har i "krise"-tider lavet midlertidige regler for TV og PC - så begge dele har været slukket i ½ time hver dag - så får man nemlig pludselig talt sammen (og ungerne kan godt underholde sig selv ½ time)...det lyder på mig som om I virkelig trænger til at kommunikere og få sat nogle ord på det der rører sig - overfor hinanden!

Det blev vist lidt langt....gav det mening?

JustAnotherName skriver:

Ååhh, findes der snart noget værrere end skænderier (lige bortset fra alvorlige sygdomme, terror/krig og død). Jeg hader at skændes.
Alligevel syntes jeg at der går en del tid med det. Det er så tåbeligt.
Faktisk er det mest de mest ligegyldige ting, som kan blive til en ligegyldig højbølget diskusion. HVORFOR??
Oftest tror jeg det skyldes, at overskudet er i bund, og så bliver man hurtigere lidt pernitten og vrissende - eller jeg gør.
Jeg syntes egentlig at alt kører ganske godt, sådan all-over er alt som det skal være. Og alligevel så går jeg ofte rundt og er lidt utilfreds ....Og med nogle ting, som jeg jo så "bare" burde gøre noget ved og ændre på, i stedet for at irriteres ved det og bruge energi på at mugge over.

Jeg er træt af Kenneth ....nogle gange er hans blotte tilstedeværelse nok. Men jeg elsker ham og ville for intet i verden undværre ham. Og det er slet heller ikke hele tiden, at det er sådan - men alligevel for tit (for sådan burde det jo SLET ikke være).
Der er dog som oftest også en bedre grund end bare dét, at han er der...
Jeg er træt af, at "rollerne" bliver opstillet sådan, at han kan sige ting der pisser mig af, og når jeg så reagerer (ret forudsigeligt), så kan han få mig til at føle mig som skurken, der er skyld i hele den dårlige stemning, selvom jeg jo syntes, at han er dén der trykker på knapperne, som udløser det...
Han har en tendens til (syntes jeg), at gå i forsvarspossision med alt og ingenting. I disse dage er det så f.eks. VM, som han gerne vil se. Og jeg forbyder ham det ikke + han arbejder rigtig meget for tiden + han træner når han har fri og kan, så vi har mange timer fra hinanden. Og når han har fri, så arbejder jeg, og børnene små-skranter lidt for tiden (især Celina som blev vaccineret i forgårs og er meget plaget af tænder på vej....)

Jeg forstår ikke, at vi skal diskutere selv de mindste ting ....nogle gange er vi ikke engang uenige, og alligevel bliver det til en diskussion 
Tit virker det faktisk til, at vi skændes mest, når vi ses mindst. Måske fordi man mangler hinanden og nærheden - selvom det ikke lyder logisk. Og jo mere vi er fra hinanden, jo mere distancerer vi os i virkeligheden måske også...

Nu skal det ikke lyde som om, at vores forhold er helt til rotterne, for vi holder utvivlsomt begge uendelig meget af hinanden.
Men det er da opslidende at gå og snerre af hinanden alt for tit.
Og det er jo heller ikke sådan, at Kenneth kun ser VM, træner og arbejder. Han laver såmænd også en masse herhjemme... Den ros skal han da ha'!

Hm.... Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil med det.
Jeg er bare ærgelig og undrende over, hvorfor det sker så ofte.
Og træt af det mønster, hvor Kenneth har paraderne oppe, og jeg forsøger at redegøre for, hvorfor jeg bliver sur og irritabel.
Ingen af os lytter ret meget, for vi har begge for travlt med at få ret.

Og så, når humøret er nede, bliver jeg mere øffet og negativ i mit humør.
Så kommer fokus på alt muligt andet. At jeg er træt af at være overvægtig, f.eks. Og jeg har bare ikke "nosserne" til at gøre noget ved det. Slet ikke når jeg er utilfreds og øv. Så bliver jeg mere opgivende og "ligeglad" med det hele.
Så er jeg træt af nullermænd og støv og hundehår overalt, og træt af at det ALTID er MIG der står og gør dit-dut-og-dat... Igen surmuler indeni for at retfærdiggøre mig selv. Det er så plat!

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af det...?!
For i virkeligheden, så TROR jeg, at det bunder i, at jeg mangler energien indeni til at gøre noget, og til at vende tankerne til noget positivt og handle, så jeg får gjort noget ved det! - Eller bare ikke længere fokuserer så meget på alt dét, som ikke er "godt nok", og i stedet bliver glad for alt det, som jo er godt (her er pigerne virkelig mit konstante lyspunkt!)

Huh...
Måske handler det alligevel bare mest om mig selv?!?   - Måske!
Jeg syntes jo bare at vi er TO om at diskutere, og TO om at "havne i det" igen. Og selvom jeg måske er "den sure", så er jeg det jo ikke bare ud af den blå luft, uden grund. Det er jo tit noget han GØR mig, ved den måde han gør eller måden han siger nogle ting til mig på.

Giver mit indlæg overhovedet mening?
Ellers fik jeg ihvertfald bare lige mulighed for at taste det ud og "udstille mig selv" som Frk. Surmule-kælling 

Jeg ved at jeg ikke altid er lige nem og sjov, at leve sammen med.
Men jeg reagerer jo også på mine omgivelser. Så hvis der KUN var grund til at smile og være glad, så ville jeg nok ikke bare gå og være trist, sur eller irritabel. Man smitter jo af på hinanden, begge veje!

Øv indlæg, det beklager jeg.
Ligesom jeg som altid, beklager længden på mit indlæg...

Jeg håber nok bare lidt på at høre fra nogen, at det slet ikke er så unormalt endda. At andre også kender til det, eller at alle forhold har sådanne perioder.
Selvom det ikke hjælper noget på det, så er det alligevel en form for trøst.

Eller også skal jeg slet ikke trøstes, men bare have at vide, at jeg er helt galt på den, og dybt urimelig i min adfærd, og skal se at tage mig samme.... Jeg ved det ikke?

Det er jo også svært for at andre udefrastående, at udtale sig om, da I jo kun lige hører et lillebitte uddrag af, hvad det kunne være, i et indlæg som dette.

Og igen, har jeg så lige brug for at understrege, at mit indlæg altså ikke indikerer, at Kenneth og jeg er på nippet til at forlade hinanden, eller noget. Slet ikke. Det er bare de dersens dumme meningsløse mundhuggerier og ligegyldige skænderier, som kan være ret opslidende og trælse.
Så det skulle jeg lige ud med her. Og TAK fordi du gad læse med.....

Det kunne lige så godt ha været mig der havde skrevet det indlæg!!! Det var som at sidde og læse noget jeg selv havde skrevet....

Og hvorfor er det at det er sådan når nu vi godt er klar over alt det der gør at det er sådan? Hvorfor er det at vi ikke får gjort noget ved det hele så det blir bedre? Hvorfor er det så svært?

Jeg er bestemt heller ikke let at leve sammen med (ihvertfald ikke altid....) og jeg ved det jo godt. Jeg er et stædigt æsel - men det er Morten jo også.... Vi skændes også altid og små lige gyldige ting - og ja vi har også oplevet mange gange at vi faktisk skændes om noget vi i bund og grund ER enige om... Det opdager vi så først når vi er godt oppe at køre. Som om der går noget galt når vi kommunikerer. Det har i sin tid været ved at koste vores liv sammen. Jeg har flere gange været stort set gået fra morten fordi alt dette bare blev for meget. Jeg tænkte at det ikke kunne være rigtigt at det skulle være sådan, men hver gang vendte jeg tilbage for kærligheden binder os bare sammen igen og igen.

Vi har nu ikke haft de store skænderier efter vi har fået Niklas Emil, men tror også det skyldes at jeg det meste af tiden enten har været på barsel eller været arbejdsløs. Tit starter et skænderi ofte med et eller andet der ikke er blevet gjort derhjemme og om hvis tur det var til at gøre dit eller dat - dagligdagstingene har jeg som regel nået derhjemme. Morten har også arbejdet meget det sidste lange stykke tid så måske har vi slet ikke haft tid til at skændes fordi vi jo ikke rigtig har set hinanden....

Her på det sidste synes jeg så det er plusset lidt op igen - sjovt nok efter jeg er startet på dette jobsøgningskursus...

Som sagt så er jeg heller ikke nem at leve med, jeg har en tildens til at vrisse og lyde sur. En meget meget dårlig vane og jo mere jeg er opmærksom på problemet og jo mere Morten siger det til mig, ja jo mere irriteret og sur blir jeg. Hader simpelthen at bruge dage på at være sur over at jeg er sur.... Spild af energi!

Så Katrine, du er IKKE alene om at have det sådan! Flot er du skrev så åbent om det for tit hjælper det at få det ud (ofte nemmere på skrift) og så det at høre at du ikke er alene om at ha det som du har det!

1000 tak, virkelig. Det er dejligt at læse Jeres svar på mit indlæg....