Arghhh stress og frustration

Hvordan håndterer I de små, når de bare skriger og skriger??? Min lille datter på 5 uger kan blive fuldstændig hysterisk og komme op i det røde felt, hvor hun nærmest er utrøstelig - nogle gange vil hun kun hænge på armen af mig, men der er jo situationer, hvor det ikke rigtig kan lade sig gøre.

Jeg kan simpelthen blive så vred og frustreret, at jeg råber "hold kæft" i hovedet på hende eller slår i bordet - jeg skal bare af med noget af al den negative energi, der hober sig op inden i mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på at gøre hende noget!!! Bagefter bliver jeg dybt plaget af dårlig samvittighed. Hvis jeg bare lader hende skrige, får jeg også mega dårlig samvittighed. Det er bare SÅ frustrerende. Hun er jo den herligste lille unge, når hun er sød (eller sover...)

Er der andre som mig, der kan finde på at skrige deres baby i hovedet, som måske kan bekræfte, at de ikke blive fuldstændig sindsyge af det på længere sigt...? Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig ikke er noget man skal blive ved med...

Jeg har talt med min læge, sundhedsplejerske m.fl. om det og skal tale med en psykolog i næste uge, så det er altså ikke fordi jeg ikke prøver at ændre min adfærd for selvom det måske er normalt , vil jeg ikke være sådan her!

Anonym skriver:

Hvordan håndterer I de små, når de bare skriger og skriger??? Min lille datter på 5 uger kan blive fuldstændig hysterisk og komme op i det røde felt, hvor hun nærmest er utrøstelig - nogle gange vil hun kun hænge på armen af mig, men der er jo situationer, hvor det ikke rigtig kan lade sig gøre.

Jeg kan simpelthen blive så vred og frustreret, at jeg råber "hold kæft" i hovedet på hende eller slår i bordet - jeg skal bare af med noget af al den negative energi, der hober sig op inden i mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg selvfølgelig aldrig kunne finde på at gøre hende noget!!! Bagefter bliver jeg dybt plaget af dårlig samvittighed. Hvis jeg bare lader hende skrige, får jeg også mega dårlig samvittighed. Det er bare SÅ frustrerende. Hun er jo den herligste lille unge, når hun er sød (eller sover...)

Er der andre som mig, der kan finde på at skrige deres baby i hovedet, som måske kan bekræfte, at de ikke blive fuldstændig sindsyge af det på længere sigt...? Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig ikke er noget man skal blive ved med...

Jeg har talt med min læge, sundhedsplejerske m.fl. om det og skal tale med en psykolog i næste uge, så det er altså ikke fordi jeg ikke prøver at ændre min adfærd for selvom det måske er normalt , vil jeg ikke være sådan her!

først vil jeg sige, at det ert ganska normalt at blive frustreret over gråden, når de bare græder og græder...

men du ved også godt selv, at det ikke hjælper at råbe hende ind i hovedet. Så det er ikke okay at gøre det. Jeg er dog sikker på at hun ikke har taget skade af det endnu...

det eneste du kan gøre er at være der for hende... Ja selvfølgelig skal du tisse osv og spise, men så må du tage hende med på wc i liften eller have hende tæt mens du spiser... Det vigtigste er at du er rolig og trøster hende...  Har hun ondt nogen steder? nogen gange kan det være en fordel at smutte forbi en kiropraktor... bare så du kan udelukke det:0)

Du skal tænke på, at dit barn ikke ved i er to separate mennesker, i hendes verden er i et menneske, og derfor har hun desperat brug for dig. Og hun kan temli sikkert godt mærke at du bliver frustreret.

har du ikke nogen som kan aflaste dig lidt?

knus

Ni-ko-li-ne skriver:

først vil jeg sige, at det ert ganska normalt at blive frustreret over gråden, når de bare græder og græder...

men du ved også godt selv, at det ikke hjælper at råbe hende ind i hovedet. Så det er ikke okay at gøre det. Jeg er dog sikker på at hun ikke har taget skade af det endnu...

det eneste du kan gøre er at være der for hende... Ja selvfølgelig skal du tisse osv og spise, men så må du tage hende med på wc i liften eller have hende tæt mens du spiser... Det vigtigste er at du er rolig og trøster hende...  Har hun ondt nogen steder? nogen gange kan det være en fordel at smutte forbi en kiropraktor... bare så du kan udelukke det:0)

Du skal tænke på, at dit barn ikke ved i er to separate mennesker, i hendes verden er i et menneske, og derfor har hun desperat brug for dig. Og hun kan temli sikkert godt mærke at du bliver frustreret.

har du ikke nogen som kan aflaste dig lidt?

knus

Hun vil ikke ligge i liften, i sengen, sofaen, på et tæppe på gulvet... Hun vil kun hænge på mig og jeg skal helst danse rundt med hende og synge. Hun bliver fuldstændig rødglødende, hvis jeg lægger hende.

Jeg har også tænkt på, om hun har ondt - spekuleret på, om vi kan have løftet hende forkert eller trykket hende et sted uhensigtsmæssigt. Men hun er jo jævnligt blevet undersøgt på hospitalet, af sundhedsplejersken og vores egen læge. Hun har til gengæld lidt med maven. Jeg ved ikke om det decideret er kolik, men hun får nogle ture, hvor det er tydeligt, at hun har ondt i maven.

Uhhh aflastning er sådan et grimt ord.. Jeg ville jo helst kunne klare hende selv - det er trods alt mig, der er hendes mor og jeg synes det er mit ansvar at få løst problemerne. Vi er nok lige hysteriske og temperamentsfulde. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne opføre mig som en voksen!

Anonym skriver:

Hun vil ikke ligge i liften, i sengen, sofaen, på et tæppe på gulvet... Hun vil kun hænge på mig og jeg skal helst danse rundt med hende og synge. Hun bliver fuldstændig rødglødende, hvis jeg lægger hende.

Jeg har også tænkt på, om hun har ondt - spekuleret på, om vi kan have løftet hende forkert eller trykket hende et sted uhensigtsmæssigt. Men hun er jo jævnligt blevet undersøgt på hospitalet, af sundhedsplejersken og vores egen læge. Hun har til gengæld lidt med maven. Jeg ved ikke om det decideret er kolik, men hun får nogle ture, hvor det er tydeligt, at hun har ondt i maven.

Uhhh aflastning er sådan et grimt ord.. Jeg ville jo helst kunne klare hende selv - det er trods alt mig, der er hendes mor og jeg synes det er mit ansvar at få løst problemerne. Vi er nok lige hysteriske og temperamentsfulde. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne opføre mig som en voksen!

aflastning kunne være i form af bedsteforældre, en god veninde eller faderen:0) det er ikke meningen du skal stå med hele ansvaret alene:0)

jeg ved godt hun ikke vil ligge i liften, men det er bedre hvis du f.eks. skal tisse end at du bliver så frustreret at du bliver udafreagerende:0)

Det hjælper slet ikke og råbe og banke i bordet - Det gør det værre...

Kan farmand slet ikke tage over? Eller andre som er tæt på? Så du har mulighed for at blive aflastet?

Jeg kan fortælle dig at jeg har været samme sted da min datter var lille.... jeg blev så frustreret at jeg indimellem bare lagde hende fra mig og gik ind i et andet rum et par minutter.... Jeg kunne bliver så opkørt af det at jeg bare ønskede hun aldrig var blevet til og rent faktisk overvejede om jeg kunne levere hende tilbage til hospitalet...

2 sek. efter de tanker fik jeg selvfølgelig drøn-dårlig samvittighed.

Jeg snakkede meget med min sp om det, fordi det alt for ofte endte med at jeg sad og vrælede sammen med mit barn.

Hun sagde til mig at det var ok at have de tanker og at det var ok at jeg lige gik i et andet rum i 2 min  og trak vejret dybt.
Selvfølgelig skal det ikke ende med at man øver vold mod sit barn, men det er ok at blive frustreret og det er ok at banke hænderne ned i sofaen.... det er nemlig sindsygt frustrerende når man bare intet kan gøre!

Her hjalp det ind imellem at svøbe hende tæt i et tæppe eller lade hende være hos mig i en bæresele eller slynge, så jeg stadig havde hænderne fri.

Og så lige et kæmpe knus til dig... jeg kan tydeligt huske hvordan det var.

Hilsen Tina (mor til et tidligere kolikbarn!)

Ang. aflastning - det er umuligt at forudsige, hvornår hun hysser eller får ondt i maven og jeg samtidig bliver tilstrækkelig frustreret til at fx slå i bordet eller råbe (mange gange kan jeg godt håndtere situationen, men nogle gange kulminerer det bare). Min kæreste hjælper selvfølgelig, når han er hjemme, men han går jo på arbejde og er her ikke hele tiden.

Jeg har brug for et redskab til at komme ud af situationen og afreagere uden at blive aggresiv. Og så ville jeg høre, om der var andre der har prøvet at reagere på samme måde, så jeg i det mindste ikke er alene om den dårlige samvittighed. Ikke for at få bekræftet, at det er OK at være sådan - det ved jeg jo godt det ikke er - og jeg er også godt klar over, at der ikke er noget der bliver bedre af at råbe. Jeg tror bare det hjælper mig til at få taget den værste damp.

Måske er din datter bare et kontakt barn Så må man gøre tiltag, så man kan få noget ud af dagen, selvom hun vil have kropskontakt

Idun hang faktisk stort set konstant på mig i det første år... Jeg bandt hende fast, så hun både kunne spise og sove på mig og jeg kunne lave andre ting. Ellers ville jeg aldrig få ro...

Held og lykke med det!