Min søn er i trodsalderen :(

Marcus er nu virkelig trådt ind med begge ben i trodsalderen

Når jeg henter ham i vuggestuen om eftermiddagen vil han ikke selv gå ud til barnevognen. Men jeg har jo også Ida med og han kan sagtens selv, så jeg har nogle ordentlige ture med ham dernede Han ligger sig på gulvet og skriger..............

Når vi så kommer hjem og vi er inde i opgangen smider han sig igen på gulvet og råber op. Imorges gjorde han det så også da han skulle afsted i vuggestuen. Han nægtede at gå ned af trappen, og da han endelig var kommet ned ville han ikke selv gå over til bilen. Martin havde derfor en tur med ham imorges .................

Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre ved det. Vi nægter jo at slæbe rundt på ham og jeg syndes også vi er stædige, men det er simpelthen bare så surt.

Er der nogle der har prøvet det samme og evt. nogle gode råd til hvordan vi får ham vendet fra det ???

Alexander har helt klart haft det samme. Kan stadig godt have det. Det er møg anstrengende.

Har prøvet det med at gå i forvejen så han ikke kan se mig (det havde hjulpet for en veninde) men det er han bedøvende ligeglad med. Synes vi har prøvet mange forskellige vinkler og det der har virket bedst er motivation. At finde et eller andet som vi skal lege på vej op af trappen eller et edderkoppe spind vi skal checke om edderkoppen sidder i på vejen, eller et sted med gravkøer vi kører forbi at vi skal hen og se om de graver nu og i så fald hvad. Alle sådan nogle ting. Det kan også være hvis han er lidt sulten at så kan han motiveres med en frugtstang eller en riskiks.

Jeg er jo nok ikke så kompetent til at svare i og med Liam kun er knap 7 mdr, men jeg ved mine forældre da os tre søskende var små brugte det at ignorere os, simpelthen lade som om anfaldet slet ikke skete, og bare gik videre, ville vi f.eks. ikke gå ud til bilen og smed os på gulvet, jamen så lod de somom de ikke så os og gik selv ud til bilen. (Da jeg var spæd og brødrene små, gjorde mor så det, at når jeg var spændt i bilen, så gik hun retur til gangen og spurgte somom man talte normalt sammen "Nu kører vi en tur, hvis du vil med så må du komme nu, faaaarvel..." - Den virkede dengang på os alle, jeg ved min bror også har haft succes med denne metode med deres dreng dengang.

 

Det er ikke sikkert det virker, men det kunne jo være?

Så længe man selv er rolig og fattet, så opdager de, der ingen opmærksomhed falder deres vej, med mindre de er søde.

Kender det godt med min to årige dreng, men tror, frygter og forventer at det nok skal blive meget værre... Det er bare nogen gange et chock at se sit lille søde barn pludselig opføre sig helt hysterisk!

Jeg er nu højgravid og derfor kan jeg ikke bære på ham. Så hvis vi skal op til fjerde sal så må det jo bare ta et kvarter hvis det er det der skal til. Ellers vil jeg sige at motivation også hjælper godt. Hvis jeg ved at far er hjemme for eksemple, eller at vi skal op og spise blåbær eller hvad jeg nu kan finde på!

Vores dreng er også trodsig til tider ved spisetid, men der synes jeg ofte det hjælper bare at ignorere han hysteri og så smile lidt af det. Som regel går det hurtigt over igen hvis vi ikke gør for stort et nummer ud af det.

Jeg trøster mig også med at det kun er os forældre han tester for tiden. I vuggestuen og på besøg hos andre er han en sød og mild dreng heldigivis. Og så går det vel også over på et tidspunkt, de skal jo også udvikle deres egen personlighed og viljestyrke!

velkommen i klubben det er min datter også på 2 år