Marcus

Marcus er nu virkelig trådt ind med begge ben i trodsalderen

Når jeg henter ham i vuggestuen om eftermiddagen vil han ikke selv gå ud til barnevognen. Men jeg har jo også Ida med og han kan sagtens selv, så jeg har nogle ordentlige ture med ham dernede Han ligger sig på gulvet og skriger..............

Når vi så kommer hjem og vi er inde i opgangen smider han sig igen på gulvet og råber op. Imorges gjorde han det så også da han skulle afsted i vuggestuen. Han nægtede at gå ned af trappen, og da han endelig var kommet ned ville han ikke selv gå over til bilen. Martin havde derfor en tur med ham imorges .................

Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre ved det. Vi nægter jo at slæbe rundt på ham og jeg syndes også vi er stædige, men det er simpelthen bare så surt.

Er der nogle der har prøvet det samme og evt. nogle gode råd til hvordan vi får ham vendet fra det ???

Freja er også allerede begyndt på den der med at smide sig ned og skrige. Hos hende er det typisk når hun ikke vil noget, fx holde mor i hånden når vi er ude og handle og der er mange mennesker.

Jeg plejer bare at stå og kigge på hende og indimellem spørge hende om hun er færdig nu? Og når hun så langt om længe rejser sig op tager jeg hende i hånden igen. Nogen gange finder hun sig i det, andre gang starter vi forfra, men jeg satser på at hun til sidst finder ud af at det får hun intet ud af og opgiver den taktik.

Hvis der er nogen, der har en bedre ide, læser jeg lige med her...

Karo skriver:

Marcus er nu virkelig trådt ind med begge ben i trodsalderen

Når jeg henter ham i vuggestuen om eftermiddagen vil han ikke selv gå ud til barnevognen. Men jeg har jo også Ida med og han kan sagtens selv, så jeg har nogle ordentlige ture med ham dernede Han ligger sig på gulvet og skriger..............

Når vi så kommer hjem og vi er inde i opgangen smider han sig igen på gulvet og råber op. Imorges gjorde han det så også da han skulle afsted i vuggestuen. Han nægtede at gå ned af trappen, og da han endelig var kommet ned ville han ikke selv gå over til bilen. Martin havde derfor en tur med ham imorges .................

Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre ved det. Vi nægter jo at slæbe rundt på ham og jeg syndes også vi er stædige, men det er simpelthen bare så surt.

Er der nogle der har prøvet det samme og evt. nogle gode råd til hvordan vi får ham vendet fra det ???

Åhhh det er som at høre emma-sophie, hun er bare strid! vi havde det så sent som i morges da vi stod og smurte madpakker og hun ville have jeg skulle smøre hendes morgenmad før frokosten selvom vi var igang med madpakkerne. hun lå på gulvet i 12 min før hun opgav og bare gerne ville op og sidde og kigge hvad jeg lavede!!!

Ved ikke om jeg har nogen gode råd som sådan når det er noget herhjemme plejer vi at sætte hende ind på værelset og sige hun kan komme ud når hun er færdig med det pjat. der går som regel ikke så længe. men hun er også strid til det når vi skal ud af døren. Meget lidt pædagogisk er jeg begyndt at sige til hende at hvis hun skaber sig så må hun blive hjemme og så er det kun Victoria der kommer afsted og leger. det plejer at hjælpe med den sætning men er sku ikke stolt af mig selv

Tålmod, tålmod og endnu mere tålmod...........det er vist kuren mod trods. Rum ham..............for det er jo ikke forkerte følelser, men hans følelser. Han er næsten lige blevet storebror, og der er jo i hans verden kommet en stor trussel ind i hans verden. En trussel mod mor og fars ubetingede kærlighed. Bevar roen, når han tilter, og prøv at rum ham. Evt. prøv at lave noget med ham alene............både mor og far, eller enkeltvis. Undgå at have ham med ud at handle, mens det står på..............det er næsten at bede om en konflikt.

Man kan i situationer, hvor han VIL bestemme noget selv, give ham et valg mellem to ting. På den måde føler han at han er med til at bestemme, og han bliver ikke overvældet og forvirret af for mange valgmuligheder. eks. kunne være at i er på vej hjem fra børnehave. Så begynder han, at han ikke vil gå............jamen så får han valget, at gå selv eller at sidde på barnevognen (på sådan et søskende sæde)..................det er lige til at gå til, han skal bare vælge en af de to ting.

Det er ikke nemt at være 2 år. Man begynder at vide at man er et SELV, og at man ikke hænger sammen med mor og far.

Anna-jonas skriver:

Tålmod, tålmod og endnu mere tålmod...........det er vist kuren mod trods. Rum ham..............for det er jo ikke forkerte følelser, men hans følelser. Han er næsten lige blevet storebror, og der er jo i hans verden kommet en stor trussel ind i hans verden. En trussel mod mor og fars ubetingede kærlighed. Bevar roen, når han tilter, og prøv at rum ham. Evt. prøv at lave noget med ham alene............både mor og far, eller enkeltvis. Undgå at have ham med ud at handle, mens det står på..............det er næsten at bede om en konflikt.

Man kan i situationer, hvor han VIL bestemme noget selv, give ham et valg mellem to ting. På den måde føler han at han er med til at bestemme, og han bliver ikke overvældet og forvirret af for mange valgmuligheder. eks. kunne være at i er på vej hjem fra børnehave. Så begynder han, at han ikke vil gå............jamen så får han valget, at gå selv eller at sidde på barnevognen (på sådan et søskende sæde)..................det er lige til at gå til, han skal bare vælge en af de to ting.

Det er ikke nemt at være 2 år. Man begynder at vide at man er et SELV, og at man ikke hænger sammen med mor og far.

Amen!!!

Anna-jonas skriver:

Tålmod, tålmod og endnu mere tålmod...........det er vist kuren mod trods. Rum ham..............for det er jo ikke forkerte følelser, men hans følelser. Han er næsten lige blevet storebror, og der er jo i hans verden kommet en stor trussel ind i hans verden. En trussel mod mor og fars ubetingede kærlighed. Bevar roen, når han tilter, og prøv at rum ham. Evt. prøv at lave noget med ham alene............både mor og far, eller enkeltvis. Undgå at have ham med ud at handle, mens det står på..............det er næsten at bede om en konflikt.

Man kan i situationer, hvor han VIL bestemme noget selv, give ham et valg mellem to ting. På den måde føler han at han er med til at bestemme, og han bliver ikke overvældet og forvirret af for mange valgmuligheder. eks. kunne være at i er på vej hjem fra børnehave. Så begynder han, at han ikke vil gå............jamen så får han valget, at gå selv eller at sidde på barnevognen (på sådan et søskende sæde)..................det er lige til at gå til, han skal bare vælge en af de to ting.

Det er ikke nemt at være 2 år. Man begynder at vide at man er et SELV, og at man ikke hænger sammen med mor og far.

Åhhh................. Jeg prøver virkelig at være tålmodig. Vi laver allerede rigtig meget med ham alene. Hver aften går enten Martin eller jeg i haven med ham og leger og i weekenden tager ham og Martin ofte i zoologiske have.

Han er ikke med ude og handle. Det ordner jeg i løbet af dagen, for så er der ro på

Jeg har ikke prøvet at give ham to ting at vælge imellem, da jeg nok går og tror han ikke forstår så meget da han ikke er så gammel. Men han forstår sikkert mere end jeg går og tror, så det vil jeg prøve i eftermiddag når han skal hentes. Og så vil jeg øve mig på at være mere tålmodig.

Karo skriver:

Åhhh................. Jeg prøver virkelig at være tålmodig. Vi laver allerede rigtig meget med ham alene. Hver aften går enten Martin eller jeg i haven med ham og leger og i weekenden tager ham og Martin ofte i zoologiske have.

Han er ikke med ude og handle. Det ordner jeg i løbet af dagen, for så er der ro på

Jeg har ikke prøvet at give ham to ting at vælge imellem, da jeg nok går og tror han ikke forstår så meget da han ikke er så gammel. Men han forstår sikkert mere end jeg går og tror, så det vil jeg prøve i eftermiddag når han skal hentes. Og så vil jeg øve mig på at være mere tålmodig.

Jeg vil give Mette ret. For Cassandra hat et stykke tid været i trodsalderen (siden 1½år). Men hun er blevet mega slemt nede i vuggestuen. Hun vil IKK med hjem, så nogen gange skaber hun sig, hos mig får hun lov til det om det så er midt på gulvet i vuggestuen og noglen af pædagogerne glo fordi de ikk har set hende sådan før. For det gå væk igen, da hun enten finder ud af mor ikk gider eller at hun ikk få opmærksomhed når hun går det.

Det sjoveste er at når hun første har fået jakken på, så det det farvel og så er hun GÅET.

Jeg tror også det har noget med hun er blevet storesøster. Så fra vi henter hende i morgen kl 16- lørdag kl. 15 er hun alene med mor og far.