Jeg har gennem nogle år nu haft en sød og dejlig kæreste. Det var en af de forhold med massere af gnist og kærlighed. Nu er det var forsvundet lige så stille, det er som en vindrue som liller forlænge i solen, til sidst bliver den til en rosin og hvis den ligger længe nok forsvinder den.
Jeg føler slet ikke jeg kender min kæreste, jeg føler ikke at han kender mig og jeg føler slet ikke at han tilgodeser mine behov. Han brokker sig HELE tiden over penge og at vi ikke har råd til dit og dat. Jeg er på kontanthjælp fordi jeg ikke kan arbejde og jeg kan ikke komme med en dato på hvornår jeg kan eller om jeg nogensinde kommer til det igen.
Han siger at hvis jeg skal fortsætte med at være på kontanthjælp så vil han nok ikke være sammen med mig, men Hallo, hvilken twistet verden er det lige at kærligheden kun kommer an på pengene. Jeg ville jo mene at hvis man elsker hinanden så elsker man også hinanden hvis man er fattig.
Det er bare SÅ dødt det her forhold. Vi er ikke uvenner, vi skændes ikke, vi snakker faktisk heller ikke sammen. Vi har en søn på 1 år som ikke var palnlagt og som han helst ikke ville have haft, men helt ærligt hvis det er den eneste grund til at han bliver her så synes jeg jo han skulle tage sine computerdele og skride.
Nu overvejer jeg lige hvordan jeg skal gribe det hele an og håber så på at han gider at lytte til mig. Som jeg altid siger så er det OKAY.....
Anmeld
