Hej piger.
I need a hug..
Da jeg var 14 fik jeg en kæreste og vi var kærester til jeg blev 18, derefter var vi bedste venner. I starten af mit og Kaspers (nuværende kæreste og far til Sasha) forhold havde han selvfølgelig svært ved at forstå hvorfor vi stadig var venner, men efter lidt tid, og arbejde selvfølgelig accepterede han det. Og de to blev selv venner. Molle (eks) var en in familie, han spiste hos min mor hver søndag, også selvom jeg sjældent var med. Han holdt altid jul og fødselsdage hos os. Han var som en bror for mig, for det føles som om vi var vokset op sammen. Han var også den første jeg fortalte at jeg var gravid, og han var pavestolt.
Så fik han en kæreste. Han var 23 år, og var da hun var yngre blevet fejlmedicineret pga epelsi. Og havde derfor fået en hjerneskade, og hele hende folkskole var simpelthen blevet slettet fra hendes hukommelse. Men hun var ikke synligt handicappet. Men jeg tænkte, det er ikk noget der betyder noget, så længe Molle er glad for hende. Og jeg gjorde alt for at hun skulle føle sig velkommen i min familie. Hun var med til fødselsdag, hun kom om til min mor og spise, vi tog til Århus for at shoppe, vi tog i biografen og ud at bade. Get the picture? Jeg synes jeg gjorde alt. Og for mig, virkede det som om at hun havde accepteret mig og kunne lide mig. Da Kasper og jeg skulle flytte var der halvanden månede hvor vi ingen steder havde at bo, og MOlle sagde at jeg bare kunne flytte ind på han gæsteværelse. Jeg sagde at han skulle være sikker på at det var okay for hende, og hun sagde at det var helt i orden. På det har tidspunkt har de været sammen i 2 uger, og hun flyttede direkte hjemme fra sin eks og hjjem til Molle (!??) Men jeg flyttede derhjem, og på det tidspunkt var jeg rimlig højgravid, og Kasper besøgte mig hver dag, han boede hos hans mor som bor i samme by. Ugerne går og jeg synes egentlig at det går nogenlunde. Jeg lærer hende at kende, og bryder mig egentlig mindre og mindre om hende, men siger det ikke, da det jo ikke er noget jeg skal blande mig i. Jeg finder ud af hvad for en pige hun er, og hvor hjerneskadet hun egentlig er. Hun er MEGET uintelligent. Men samtidig bedrevidende og belærende. En ret uheldig kombination hvis du spørger mig. Hun beslutter sig for at hun vil have en hund, Molle havde i forvejen 2 hunkatte, og det var i en lejlighed. Hjem kommer hun med Buster, en hvalp på 3 måneder der endnu ikke er stueren. Han er en blanding imellem en rottwieler, schæfer og dobermann. Altså en stor hund der kræver opdragelse og diciplin. Det får den ikke! Den skider og pisser over det hele, og det er mig (højgravid) der ræser rundt og gør rent efter den hund, fordi de to åbenbart er ligeglade. Den går i kattebakken og spiser afføringen, og det får den godbider for, for ellers får den jo dårligt ånde. Jamen du godeste, jeg kunne blive ved!
Dagen kommer hvor jeg skal flytte. De kan desværre ikke hjælpe da de skal ud og se på et hus de har tænkt sig at købe ( de har været sammen i 2 måneder!! ) Efter en uges tid inviterer vi dem ud og spise og de takker ja tak. Kasper og jeg synes det var en go aften, det gjorde de åbenbart ikke. En uge senere skriver MOlle til min mor at han blir nødt til på ubestemt tid at aflyse deres søndagsafttale, da hans kæreste har det dårligt med det. Der går lang tid, jeg hører intet og min datter blir født. Stadig intet. December kommer og det er 4 måneder siden jeg har hørt fra ham. Jeg skriver til ham, og spørger hvad i al verden der er gået galt, og om der er noget jeg kan gøre for at udbedrer situationen. Han svarer at han er ked af det men hun havde rigtig svært ved at accepterer mig. Efterfølgende kommer der er masse ubehagelige sms'er hvor jeg blir svinet til : det er min egen skyld, jeg skulle ikke behandle hende sådan osv osv osv. 2 dage senere får jeg en sms fra hans arbejdstelefon hvor han skriver at de sms'er var hende der skrev i hans sted, og at hun ikke måtte vide at vi skrev sammen i smug, og at han overvejde at droppe hende. Jeg skrev at jeg ville støtte ham uanset hvad han besluttede. Og at han skulle vide at mig og min familie elskede ham og savnede ham. Og det var ikke fordi vi på nogen måde ville tage hendes plads i hans liv, vi ville bare stadig gerne være en del af det.
For en månede siden kommer min lillebror og siger at de venter barn, termin den 6 december. Og jeg er dybt, DYBT ulykkelig. Jeg har mistet min bedste ven, han valgte mig fra så let som ingenting. Til august er det et år siden jeg sidst har set ham, og jeg føler det hele skete fra den ene dag til den anden, for jeg så det slet ikke komme. Ingen af dem er villige til at arbejde for det her. Og samtidig har jeg nogle ubehagelige tanker omkring den her graviditet. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at der sker noget. Men hun er på ingen måde i stand til at tage være på en barn, der vil være totalt afhængigt af hende. Hun kan ikke engang finde ad af at stå op om morgenen og få et bad og noget morgenmad. Hun kan ikke tage vare på sig selv, hvordan skal hun kunne tage vare på et lille barn?
Jeg sætter pris på dem der gider læse det hele. Og endnu mere på respons. Jeg er så ked af det her!
Anmeld
