Åh hvor jeg HADER, når jeg kommer til at gøre sådan noget...
Fredag er lig med fridag for ungerne, og den startede selvfølgelig ud med, at de begge to var totalt mugne - så jeg besluttede mig for, at der skulle ske noget idag - Pelle har bilen idag, så jeg tog en rask beslutning om, at vi da skulle et smut ind til Århus med toget - skulle have byttet en fødselsdagsgave og Annika skulle have sandaler - begge dele burde kunne ordnes i Bruuns Galleri. MEN de havde så ikke sandaler, der passede Annika (der ligesom sin mor er så "heldig" at have en smal fod med smal vrist)...hun enten svømmede i dem, eller også var de for små (læs: for korte), så vi måtte ned i ll. sct. Clemens Stræde, hvor jeg ved, de har et stort udvalg - no problemo vi burde kunne tage toget nede ved havnen - jeg har godt nok aldrig taget toget dernede før, men mente da bestemt ikke, at det skulle være nogen sag.
Det lykkedes langt om længe at finde et par sandaler, som sad fint på Annikas fod (og CHOK de kostede 600 kr!!!!!), og så havde vi ellers travlt - jeg LØB hele vejen ned til toget med begge ungerne i klapvognen (IKKE tvillingevognen - de sad i "bus" bag ved hinanden i den alm. klapvon), og fik spottet den nærmeste station, krydsede skinnerne (det var så her, jeg begik første fejl) og løb langs skinnerne.....blot for at opdage, at vi var på den forkerte side af skinnerne!!!, i stedet for at gå tilbage samme vej, som jeg var kommet, fortsatte jeg langs skinnerne - for der måtte vel komme en mulighed for at krydse dem (her begik jeg anden fejl)...det gjorde der også...en gangbro med 50 trin op på begge sider....håbløst med begge ungerne og klapvogn på slæb....hvad gjorde jeg? Jo jeg fortsatte da i samme retning (yes you've got it - fejl nr. 3!)...og da jeg havde gået der i en rum tid, og der bare blev flere fiskekuttere på den ene side og længere og længere til stationen var jeg faktisk tæt på at smide håndklædet i ringen - ungerne var VILDT tålmodige og synes det var herrehyggeligt, men jeg var tudefærdig! Det var så der, jeg ringede til Pelle - for med skoven i sigte, ingen busser eller tog i miles omkreds (det vi skulle have været med var lige kørt forbi os), og med vabler på mine ellers så fine sommerfusser, kunne jeg ikke se anden udvej! Så Prinsen i Den Røde Skoda blev vores redning - han forlod sin pind, kørte ind og fandt os, kørte os hjem (med mig tudende, Lina SNORKsovende og Annika bestukket med en slikkepind for, at hun ikke skulle falde i søvn også), satte os af og kørte tilbage til sin pind...
Åh jeg tåbelige kvindemenneske - hvordan kan man lige tage så mange forkerte beslutninger i træk? Ved godt det er banalt, men jeg føler virkelig ikke, at jeg kunne være det bekendt; Annika var skuffet over ikke at skulle køre i tog igen, nærmest utrøstelig over at hendes far skulle tilbage på arbejdet OG jeg stjal en masse tid fra Pelle, som jeg VED er stresset i de her dage....*suk* 
Så nu sidder jeg her og føler mig virkelig dum, begge ungerne sover udmattede i hver deres vogn, og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at lade det ødelægge min dag - for vi havde faktisk en hyggelig tur....lige indtil det gik galt....
