Hvorfor skal familien være sådan??

Min mor er blevet gradvist mere og mere kontrollerende og kommanderende og kan overhovedet ikke se andre synspunkter end sit eget siden jeg fik konstateret Sclerose for 3 år siden og siden vores datter kom for 1½ år siden er det blevet helt håbløst...

Hendes sidste påfund er at vi manglede en sandkasse, så hun ringer og får fat i min mand og spørger om hun ikke skal købe en sandkasse som jem og fix har på tilbud og male og sætte over til os. Min mand siger pænt tak, men nej tak - vi er midt i en større haveomlægning og han kan ikke lige overskue hvor den skulle stå og han var stresset så ellers tak. Hun beder så om at tale med mig og starter med at hun gerne vil købe en sandkasse til Freja... (!) 

Jeg er ikke enig med Rune om sandkassen, men han ER min mand og Frejas far og han har allerede sagt nej til hende - så jeg fortæller hende stort set det samme som han gjorde - vi er ved at renovere så tak, men nej tak.

2 dage senere ringer konen og fortæller glædes strålende at hun har købt en sandkasse til os... Dette er bare et ud af mange eksempler... 

De kom så i Torsdags og skulle være blevet til mandag. I går var vi i tivoli og rå-hyggede allesammen og det var bare SÅ dejligt. I dag ved morgenmaden kommer vi så til at snakke sandkasse og jeg fortæller hende at hun ikke må opfatte det forkert - Freja ELSKER sandkassen, men hun bedes venligst afstå fra at TOTALT ignorere vores holdning en anden gang. Det er mangel på respekt for både min mand og jeg og jeg vil ikke have det.

Hun begynder med at Freja jo elsker sandkassen og hun derfor havde ret og hun havde jo ikke købt den sandkasse vi havde sagt nej til men en anden, og de havde jo også selv sand med så det ikke var til besvær... Jeg fortæller hende at det bare er en undskyldning og at hun udemærket godt ved hvad jeg mener... osv, osv... Hun siger at hvis sandkassen er så stort et problem kan de tage den med hjem igen...

Jeg tænker over det et par timer og bliver enig med mig selv om at jeg ikke på den ene side kan skælde hende ud over at komme slæbende med sandkassen og på den anden side så beholde den bare fordi hun havde ret i at Freja ville elske den. Jeg beder hende om at tage den med hjem igen - så måtte vi købe en anden til Freja (nu hun var blevet så glad for den...), men jeg var nødt til at holde på mit standpunkt hvis jeg skulle leve med mig selv. Jeg er tilsyneladende nødt til at sige MEGET tydeligt fra overfor hende og være MEGET konsekvent, hvis jeg skal trænge igennem.

Jeg synes selv jeg prøver at holde en konstruktiv tone (lykkes nok ikke helt) - hun bliver MEGET personlig (noget hun ellers ikke blev før i tiden) og det endte med at de pakkede bilen og kørte de 4 timer hjem her i eftermiddags...

Jeg er sur på min stedfar, der (i min verden) eskalerede konflikten ved at tage hjem istedet for at tale om det, på min mor der er blevet SÅ nærtagende og en total drama-queen (fik blandt andet fyret af at hun jo måtte have opdraget mig forkert siden jeg var sådan og at den eneste dette gik ud over var min datter... Jeg kan tilsyneladende ikke få nogen af dem til at forstå at det ikke har noget med den skide sandkasse at gøre, men princippet i at hun TOTALT ignorerer vores holdninger og meninger om VORES liv - hun gik endda så vidt som at sige at hun ikke ville love ikke at gøre det igen, hvis hun mente at hun havde ret og vi tog fejl... 

"Det er jo nogen gange sådan folk udvikler sig..." smed hun i hovedet på mig..

Jeg har  siden de kørte og jeg hader bare at det endte på den måde, men jeg mener stadig at jeg var nødt til at sige fra. Vores forhold er blevet stadig dårligere de sidste par år fordi jeg går og er irriteret over at hun jokker over mine grænser igen og igen og det er bare nødt til at stoppe...

Jeg har nu besluttet mig for at forældre nogle gange er mere bøvl end de er værd...

Det var så dagens piv fra mig... jeg glæder mig til at jeg kan skrive et "Hvor er livet bare lækkert" indlæg  herinde.. det er fanme snart på tide!!!

Øv bøv, men er stolt af dig Hun må sgu respektere din mands nej i første omgang.. Men flot klaret.. Alt bliver forhåbenlig godt igen, hun surmuler vel bare lidt, men indser (håber) du gjorde det rigtige.  Opbakning herfra

Hmm....

Jeg kan godt følge dig!!
Men jeg kan på sin vis også godt følge hende...

Jeg tror lidt at I er kørt fast i sådan et "mønster". Og det er så sandelig IKKE i orden, at hun ikke respekterer et nej - hvad enten det kommer fra din mand eller dig. Det er Jeres hjem og Jeres familie - basta! Der jeg fuldt ud enig med dig!

Men når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg samtidig lidt ved mig selv, om det er gået hen og blevet en princip-sag, at det er en princip-sag? ......forstået på dén måde, at du måske er blevet meget hurtig til også, at lukke af/afvise/sætte foden ned/sige fra/sætte grænser overfor hende ?!?

Ærligt, så ville jeg blive såret, hvis jeg valgte at glæde med en gave (selvom den i dette tilfældet slet ikke burde være givet, da I jo HAVDE takket nej tak inden), og særligt når Freja jo faktisk har rigtig meget glæde af den.
Og at du så ender med at vælge dén løsning på det, at hun skal tage den med sig (der står du MEGET fast, synes jeg!) .....for så SELV at anskaffe Jer en anden sandkasse til Freja, fordi hun nu er blevet glad for den gave, som hun slet ikke skulle have haft .....hmm...det er nok dér, at jeg synes, at der kommer lidt for meget stædighed og "magtkamp" ind over det, hvis jeg skal være ærlig.

Men jeg kender Jer jo ikke personligt, og ved kun af Jeres forhold udfra dit indlæg. Så jeg siger bare min umiddelbare tanke, når jeg læser det...
Og det er bestemt ikke for at støde eller såre dig.....men måske til lidt eftertanke?  Du er jo oveni også mega hormonel lige for tiden...hehe 

Det er kedeligt, at det endte ud som det gjorde.
Og træls at du føler at spændingerne bare blive større med tiden.
Men I er to til at have et forhold - hvad enten det er anspændt eller godt...

JustAnotherName skriver:

Hmm....

Jeg kan godt følge dig!!
Men jeg kan på sin vis også godt følge hende...

Jeg tror lidt at I er kørt fast i sådan et "mønster". Og det er så sandelig IKKE i orden, at hun ikke respekterer et nej - hvad enten det kommer fra din mand eller dig. Det er Jeres hjem og Jeres familie - basta! Der jeg fuldt ud enig med dig!

Men når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg samtidig lidt ved mig selv, om det er gået hen og blevet en princip-sag, at det er en princip-sag? ......forstået på dén måde, at du måske er blevet meget hurtig til også, at lukke af/afvise/sætte foden ned/sige fra/sætte grænser overfor hende ?!?

Ærligt, så ville jeg blive såret, hvis jeg valgte at glæde med en gave (selvom den i dette tilfældet slet ikke burde være givet, da I jo HAVDE takket nej tak inden), og særligt når Freja jo faktisk har rigtig meget glæde af den.
Og at du så ender med at vælge dén løsning på det, at hun skal tage den med sig (der står du MEGET fast, synes jeg!) .....for så SELV at anskaffe Jer en anden sandkasse til Freja, fordi hun nu er blevet glad for den gave, som hun slet ikke skulle have haft .....hmm...det er nok dér, at jeg synes, at der kommer lidt for meget stædighed og "magtkamp" ind over det, hvis jeg skal være ærlig.

Men jeg kender Jer jo ikke personligt, og ved kun af Jeres forhold udfra dit indlæg. Så jeg siger bare min umiddelbare tanke, når jeg læser det...
Og det er bestemt ikke for at støde eller såre dig.....men måske til lidt eftertanke?  Du er jo oveni også mega hormonel lige for tiden...hehe 

Det er kedeligt, at det endte ud som det gjorde.
Og træls at du føler at spændingerne bare blive større med tiden.
Men I er to til at have et forhold - hvad enten det er anspændt eller godt...

Du siger ikke noget, som jeg ikke har tænkt selv..

Jeg tror ikke det er hormonerne, men jeg ER blevet mere og mere nærtagende over de sidste par år, så det er klart en kombination af at hun jokker mere og mere over mine grænser og jeg er blevet dårligere og dårligere til ignorere det.

Det er klart et princip - jeg kender hende og jeg føler at hvis jeg ikke havde gjort det her, ville hun næste gang smide i hovedet på mig at jeg jo også brokkede mig over sandkassen, men at jeg jo alligevel endte med at blive glad for den... så det er nok det samme denne gang også-

En slags "målet helliger midlet" og det er der jeg står totalt af... Da hun sad og sagde at hun ikke ville sige at hun ikke ville gøre det igen, hvis hun mente vi tog fejl (underforstået "jeg er TOTALT ligeglad med hvad du bestemmer om dit eget liv - hvis jeg ikke er enig gør JEG som det passer mig), var en stor del af årsagen til at jeg besluttede at bede hende om at tage sandkassen med igen...

Jeg føler at jeg er nødt til at trække en MEGET kraftig linie i sandet, hvis hun nogensinde skal forstå at JEG / VI har ret til vores holdning, uanset om hun er enig eller ej. 

Sandkassen er bare det seneste eksempel - et andet er vores bryllup. Hun var utilfreds med at vi ville holde det på rådhuset og helt galt gik det, da jeg ikke ville have en brudebuket. Hun tilbød så at betale den hvis det var pengene og jeg sagde igen tak, men nej tak - det betød ikke noget for mig, og jeg ville have det skidt med at hun brugte så mange penge på noget som ikke sagde mig noget. Hun blev ved med at presse på i flere uger og tilsidst forklarede jeg hende MEGET tydeligt at det var MIT bryllup, og JEG bestemte om jeg ville have en buket eller ej - det er ikke noget hun skal blande sig i... Jeg har hørt og forstået hendes tilbud, men ellers tak.

Jeg finder ud af 2 dage før brylluppet at hun har planlagt med min svigermor (der ikke aner noget om at jeg har frabedt mig den buket) at de så selv vil købe nogle fede blomster og så give mig en buket på min bryllupsdag til at sætte i en vase - at buketten så tilfældigvis havde et håndtag så jeg KUNNE bære den hvis jeg ville, var en mindre detalje...

Pernille............jeg har også en total trumler mor..............der altid bare vader ind over mine grænser,og er med alderen er blevet helt ude af stand til at mærke hvad der er passende at sige, hvornår.

Jeg har virkelig kæmpet en kamp..................i MANGE år, og har i lange perioder slet ingen kontakt haft med hende.

Nu, er det heldigvis faldet rimelig ro over vores forhold, og jeg kan for første gang i mit liv sige, at jeg ikke kan undvære min mor. Hun har fattet hvad det handler om (for det meste), og har virkelig været en enorm støtte for os, i den svære periode vi har haft efter at Ida blev syg.

Men Pernille, der hvor jeg vil hen er..................at du har gjort det helt rigtige. Men at det nok kræver en del flere "sammenstød" før hun forstår, at hun ikke bare kan over-rule jeres holdninger og beslutninger. Så selv om du er ked nu...................så har du altså handlet både loyalt over for din mand og dig selv.

Anna-jonas skriver:

Pernille............jeg har også en total trumler mor..............der altid bare vader ind over mine grænser,og er med alderen er blevet helt ude af stand til at mærke hvad der er passende at sige, hvornår.

Jeg har virkelig kæmpet en kamp..................i MANGE år, og har i lange perioder slet ingen kontakt haft med hende.

Nu, er det heldigvis faldet rimelig ro over vores forhold, og jeg kan for første gang i mit liv sige, at jeg ikke kan undvære min mor. Hun har fattet hvad det handler om (for det meste), og har virkelig været en enorm støtte for os, i den svære periode vi har haft efter at Ida blev syg.

Men Pernille, der hvor jeg vil hen er..................at du har gjort det helt rigtige. Men at det nok kræver en del flere "sammenstød" før hun forstår, at hun ikke bare kan over-rule jeres holdninger og beslutninger. Så selv om du er ked nu...................så har du altså handlet både loyalt over for din mand og dig selv.

Tak - det hjælper at høre

Jeg prøver at holde fast i at det er rigtigt - nogen gange er det bare svært ikke at tænke over om man har gjort det rigtige....

Skouboe skriver:

Tak - det hjælper at høre

Jeg prøver at holde fast i at det er rigtigt - nogen gange er det bare svært ikke at tænke over om man har gjort det rigtige....

Jeg er sikker på, at du kender din mor bedst, og dermed gør det rigtige (som godt kan føles forkert) ....for du er selvfølgelig nødt til at sige klart fra overfor, at få overskredet dine grænser igen og igen.

Jeg kan sagtens forstå dig!

Skouboe skriver:

Min mor er blevet gradvist mere og mere kontrollerende og kommanderende og kan overhovedet ikke se andre synspunkter end sit eget siden jeg fik konstateret Sclerose for 3 år siden og siden vores datter kom for 1½ år siden er det blevet helt håbløst...

Hendes sidste påfund er at vi manglede en sandkasse, så hun ringer og får fat i min mand og spørger om hun ikke skal købe en sandkasse som jem og fix har på tilbud og male og sætte over til os. Min mand siger pænt tak, men nej tak - vi er midt i en større haveomlægning og han kan ikke lige overskue hvor den skulle stå og han var stresset så ellers tak. Hun beder så om at tale med mig og starter med at hun gerne vil købe en sandkasse til Freja... (!) 

Jeg er ikke enig med Rune om sandkassen, men han ER min mand og Frejas far og han har allerede sagt nej til hende - så jeg fortæller hende stort set det samme som han gjorde - vi er ved at renovere så tak, men nej tak.

2 dage senere ringer konen og fortæller glædes strålende at hun har købt en sandkasse til os... Dette er bare et ud af mange eksempler... 

De kom så i Torsdags og skulle være blevet til mandag. I går var vi i tivoli og rå-hyggede allesammen og det var bare SÅ dejligt. I dag ved morgenmaden kommer vi så til at snakke sandkasse og jeg fortæller hende at hun ikke må opfatte det forkert - Freja ELSKER sandkassen, men hun bedes venligst afstå fra at TOTALT ignorere vores holdning en anden gang. Det er mangel på respekt for både min mand og jeg og jeg vil ikke have det.

Hun begynder med at Freja jo elsker sandkassen og hun derfor havde ret og hun havde jo ikke købt den sandkasse vi havde sagt nej til men en anden, og de havde jo også selv sand med så det ikke var til besvær... Jeg fortæller hende at det bare er en undskyldning og at hun udemærket godt ved hvad jeg mener... osv, osv... Hun siger at hvis sandkassen er så stort et problem kan de tage den med hjem igen...

Jeg tænker over det et par timer og bliver enig med mig selv om at jeg ikke på den ene side kan skælde hende ud over at komme slæbende med sandkassen og på den anden side så beholde den bare fordi hun havde ret i at Freja ville elske den. Jeg beder hende om at tage den med hjem igen - så måtte vi købe en anden til Freja (nu hun var blevet så glad for den...), men jeg var nødt til at holde på mit standpunkt hvis jeg skulle leve med mig selv. Jeg er tilsyneladende nødt til at sige MEGET tydeligt fra overfor hende og være MEGET konsekvent, hvis jeg skal trænge igennem.

Jeg synes selv jeg prøver at holde en konstruktiv tone (lykkes nok ikke helt) - hun bliver MEGET personlig (noget hun ellers ikke blev før i tiden) og det endte med at de pakkede bilen og kørte de 4 timer hjem her i eftermiddags...

Jeg er sur på min stedfar, der (i min verden) eskalerede konflikten ved at tage hjem istedet for at tale om det, på min mor der er blevet SÅ nærtagende og en total drama-queen (fik blandt andet fyret af at hun jo måtte have opdraget mig forkert siden jeg var sådan og at den eneste dette gik ud over var min datter... Jeg kan tilsyneladende ikke få nogen af dem til at forstå at det ikke har noget med den skide sandkasse at gøre, men princippet i at hun TOTALT ignorerer vores holdninger og meninger om VORES liv - hun gik endda så vidt som at sige at hun ikke ville love ikke at gøre det igen, hvis hun mente at hun havde ret og vi tog fejl... 

"Det er jo nogen gange sådan folk udvikler sig..." smed hun i hovedet på mig..

Jeg har  siden de kørte og jeg hader bare at det endte på den måde, men jeg mener stadig at jeg var nødt til at sige fra. Vores forhold er blevet stadig dårligere de sidste par år fordi jeg går og er irriteret over at hun jokker over mine grænser igen og igen og det er bare nødt til at stoppe...

Jeg har nu besluttet mig for at forældre nogle gange er mere bøvl end de er værd...

Det var så dagens piv fra mig... jeg glæder mig til at jeg kan skrive et "Hvor er livet bare lækkert" indlæg  herinde.. det er fanme snart på tide!!!

Hvor må det være svært ikk at overreagere når ens mor er sådan og så tage den med ro nogen gange. Jeg tro jeg var blevet mega sur og sat fra start den kan du godt tage med hjem igen, for jeg sagde nej.

Men det lyder til du klarer det bedre end jeg vill ha.

Jeg håber dig og din mor vil får et bedre forhold

Puha... synes sgu det er flot at du siger STOP!
Jeg tror ikke jeg ville kunne gøre det... og dog... for det lyder som om det er en lang årrække det har stået på.

Jeg håber sådan at din mor snart forstår at det er dit liv, dit hus, din familie, og der gælder dine regler og hvad du siger!

Det må være rigtig svært igen og igen at få sine grænser overtrådt!