Hej alle i skønne kvinder. Tak for alle jeres tanker og heppende ord i denne tid. Det har bare været så uhyggeligt altså.....
Hun startede med at kaste op fredag aften og så lørdag morgen havde hun 39.5 i feber og det blev hun bare ved med at have. Jeg ringede til lægevagten for at høre hvor bekymret jeg skulle være men jeg fik at vide at så længe hun drak og tissede skulle jeg tage det stille og roligt. Hele weekenden havde hun over 39 i feber og var rigtig slap. Hun græd hele tiden og ville kun være oppe hos os og ville også kun sove oppe hos os. Uha det var hårdt.
Mandag morgen ringer jeg til lægevagten og siger at nu bliver de nødt til at komme og kigge på hende. Der kommer så en rigtig sød læge og kigger i hendes ører, hals og lyttede på lungerne, men han fandt intet. Vi fik nogle Pinex stikpiller til at få feberen ned. Det hjalp lidt og hun friskede lidt op men ikke længe. Så var den gal igen.
Tirsdag morgen tænkte jeg at det kunne bare ikke passe at hun skulle blive ved med at være så dårlig og jeg ringede til min egen læge som bad os komme. Jeg ringede til min veninde for at høre om hun ville køre os derop. Jeg brød helt sammen i telefonen for jeg var helt udkørt og min søde veninde sagde: Jeg tager lige tøj på og så kommer jeg!!! Hun er bare dejlig!!! Hun var her i løbet af ingen tid og fik presset lidt mad i mig (jeg havde tabt mig 3kg på de 4 dage). Vi kørte så til læge som blev noget bekymret over at hun græd SÅ meget, så hun sendte os ud på børneafdelingen. Jeg tudede det meste af vejen derud. Jeg var pisse bange. Da vi kommer derud ( klokken 13.30) kommer vi ind på en stue og vi skal have al tøjet af Carla for hun skal lige vejes og hendes temperatur skal tages. SÅ skal vi have en urinprøve fra hende. Jeg sad med en kop og gloede på hendes underliv i en time!!!! Dødens pølse altså! Carla faldt heldigvis i søvn på briksen så hun lå roligt. Så skulle hun have taget en blodprøve og det lykkedes heldigvis i første forsøg, men nej hvor hun græd... Min lille pus... Min veninde var heldigvis hos mig hele tiden.
Vi sad og ventede meget af tiden. Så kom Casper 17.30. Så skulle vi over og have røntgenfotograferet hendes lunger for at se om det var lungebetændelse, for de kunne ikke høre noget på hendes lunger men de ville være sikre. De kunne heller ikke se noget på hendes ører eller i hendes hals. RØntgen var heller ikke en god oplevelse. Jeg skulle holde hende meget hårdt for hun kæmpede en brav kamp for at komme væk og hun skreg så meget at hun var ved at kaste op. De tog to billeder og så fik jeg at vide jeg måtte tage hende op og trøste hende. Det blev kort for det ene billede skulle tages om. FOr helvede!!!! Så måtte jeg lægge hende igen og hun skreg meget igen. Da de havde taget det gav jeg hende tøj på med det samme og så sagde Casper jeg skulle vente hvis de nu skulle have flere billeder og så sagde jeg: Det skal de ikke! SLUT!!!!
Billederne viste intet men blodprøverne viste et forhøjet infektionstal så vi skulle indlægges. Og så skulle Carla have lagt drop. Jeg var ved at skide grønne grise for jeg er bange for nåle og synes selv det gør ondt at få drop... Nå men der var jo ingen vej udenom. De prøvede to gange i hendes hånd uden at det lykkedes og hun græd SÅ voldssomt. Så sagde de at de ikke kunne lægge den i hånden, men at de ville lægge den i tindingen på hende. SÅ kunne jeg ikke mere. Tårerne væltede ned af mine kinder og jeg sagde flere gange "det kan jeg ikke, det kan jeg ikke". Jeg blev nødt til at gå og Casper blev hos Carla. Jeg græd så meget at jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg ringede til min mor som ikke forstod et ord af hvad jeg sagde. Så så jeg at lægerne kom ud fra stuen så jeg skyndte mig derned igen. De havde stukket hende TO gange i tindingen UDEN at det var lykkedes så nu tilkaldte de en narkoselæge som skulle lægge droppet. Jeg græd endnu mere for jeg kunne slet ikke have at hun var blevet stukket så mange gange og så var hun ikke færdig endnu! Jeg gik igen da narkoselægen kom. Hun stak hende først i hånden. Det lykkedes ikke. Så stak hun hende i foden og det lykkedes. Puha!!! Vi kom så over på en stue og fik drop. Der var klokken 22.30!!!! Sikke en dag!!!!! Jeg havde det bare så skidt og fik ikke rigtig sovet. Det gjorde Carla heldigvis.
Næste dag fulgte flere blodprøver og hver gang hun skulle have drop var hun mega bange. Det var bare ikke sjovt.... Casper var heldigvis hos os både onsdag og torsdag. Onsdag så jeg at hendes højre øre væskede, ergo havde hun mellemørebetændelse. Og samtidig fik vi at vide at de kunne se på røntgenbillederne at hun havde lungebetændelse på venstre lunge. Så er der ikke noget at sige til hun har grædt. Og hun har faktisk kun kunnet fungere på smertestillende. Om aftenen var vi så ved ørelægen og få suget betændelse ud af øret. Skønt!!!
Torsdag aften fjernede de under lidt protest droppet, men væsken ville ikke løbe og jeg havde fået lovning på at når droppet ikke virkede mere tog de det ud og lagde ikke et nyt! Og det holdt jeg på!!!! Det betød at hun skulle have medicin i munden og det kunne jeg jo give hende og så kunne vi komme hjem. I dag har hun haft det bedre og vi kom så hjem. Da vi kom hjem begyndte hun at græde helt vildt. Hun kunne slet ikke finde ud af det. Så lagde vi os ind i vores seng og sov to timer og så blev hun i bedre humør. Nu håber jeg bare det bliver ved at gå godt for vi skal indlægges igen, hvis hun får det skidt. 7.9.13.
Da hun var blevet puttet stod Casper og jeg lige og holdt lidt om hinanden og så begyndte jeg bare at græde igen.... Det har bare været for meget det hele!!!!
Håber I kom igennem denne lange smøre, men jeg havde brug for at få det ud af kroppen ved at skrive det ned. Kram til alle jer!
