Den tikkende bombe

...det er mig.

Mikkel har ret høje forventninger til det her graviditets-halløj og han er noget skuffet over at der endnu ikke har været noget drama! Jeg har hverken kastet op i kaskader, eller været urimelig eller bare almindelig hysterisk. Jeg har ikke grædt snot, og jeg har ikke insisteret mere på at han skulle købe slik end jeg plejer! Derfor går han pt og smug-kigger i min retning, og hver gang jeg sukker eller kommer til at smække en smule med køleskabslågen så ser han helt opløftet ud, hvorpå han synker tilbage i samme afventende sindelag når han opdager at jeg ikke er ked/vred/sur/umulig

Vi må håbe han kan få lidt value-for-money senere i graviditeten, og jeg har prøvet at fortælle ham at det sagtens kan nå at komme, men han virker ret skeptisk, he he he...

Hvad med jer? Hvilke forventninger gør jeres mænd sig, og opfylder i dem?

Nu afventer jeg jo fødsel, så hidsigproppen er klart i mig....

Snakkede med et par som lige har fået deres første fælles barn, hun har to fra  tidligere og han er derfor 1. gangs far.

De fortalte at han var lidt skuffet over fødslen, da der kun havde været jm og hun havde bare siddet i et hjørne og ventet, hvorom alle de fødsler han havde set i tv ol. var der mega mange med, læger, sygeplejersker, jm, sosu osv...

Så sådan er forventninger jo forskellige

her er kæresten vidst blevet overrasket over mine humørsvingninger.. fordi de kommer ind i mellem som en storm fra en sky fri himmel...

men han har store forventninger til at jeg kommer til at skælde og smælde når jeg skal føde...

det er hans den første men min nr 2. og med Noah kom jeg ikke med andet udbrud end hold K*** det her gør ondt...

så nu for vi at se.. heh

Min dejlige mand synes (heldigvis) at jeg er nuttet, når hormonerne raser. Som f.eks. i går, hvor jeg skulle lave mad og løgene ikke var helt gode nok efter min smag, hvilket gjorde mig trist/skuffet  - så han gav mig et kys og ordnede løgene for mig. Han forventer, at jeg går lidt hormonella-amok på ham eller andre en gang i mellem. Og så er han ekstra kærlig og forstående, da jeg tuder over ingenting - f.eks. en komediefilm. Desuden forventer han også, at jeg kommer til at skælde ham hæder og ære fra, når jeg engang skal føde... hm... håber lidt at jeg bliver den tavse type á la Miranda fra SEX and the City.

DK skriver:

...det er mig.

Mikkel har ret høje forventninger til det her graviditets-halløj og han er noget skuffet over at der endnu ikke har været noget drama! Jeg har hverken kastet op i kaskader, eller været urimelig eller bare almindelig hysterisk. Jeg har ikke grædt snot, og jeg har ikke insisteret mere på at han skulle købe slik end jeg plejer! Derfor går han pt og smug-kigger i min retning, og hver gang jeg sukker eller kommer til at smække en smule med køleskabslågen så ser han helt opløftet ud, hvorpå han synker tilbage i samme afventende sindelag når han opdager at jeg ikke er ked/vred/sur/umulig

Vi må håbe han kan få lidt value-for-money senere i graviditeten, og jeg har prøvet at fortælle ham at det sagtens kan nå at komme, men han virker ret skeptisk, he he he...

Hvad med jer? Hvilke forventninger gør jeres mænd sig, og opfylder i dem?

 

Min mand har i mange år haft forventninger om, at jeg ville blive en stor hormon-kugleskør-kvinde, når jeg blev gravid og jeg levede helt sikkert op til hans forventninger de første 4-5 måneder. Jeg havde kvalme 24/7, kunne stort set intet få ned, måtte bare ligge i sengen og havde derfor ondt i hele kroppen, så jeg "brokkede" mig helt vildt - og tror faktisk også, at jeg flere gange sagde (med et smil på læben) TAKE IT BACK...! Men han har klaret det med smil og mindet mig om (hvis jeg blev for slem) at det jo er i den gode sags tjeneste

MIn søde og meget konfliktsky kæreste gruer for den kommende periode hvor han er sikker på at jeg udvikler mig til en hormonheks uden lignende forhistorie. Indtil videre er det overhovedet ikke slemt, og han synes jeg er meget sød når jeg tuder til alle (!) slags tv-programmer og film... skønt