Jeg vil lige starte med at fortælle at jegikke selv er en supermor, og jeg også har problemer med at få børnene til at høre efter!
Jeg ved hvad der skal til at få dem til at høre efter, men det er svært nogengange at få det ud i praksis. Men her er opskriften.
Overvej med hver eneste lille ting: Er det en kamp værd? Hvis det ikke er, så lad være med at sige nej. Hvis det er en kamp værd, så tag den og bliv ved indtil du får det igennem du vil have.
Vi holdt fødsesldag i forgårs og der sidder min moster så og sgier: Ih, hvor er jeres børn dog velopdragne. Øh, nå??? jamen de høre jo slet ikke efter hvad jeg siger. Hvortil min moster siger: Den midtereste har lige spurgt om han måtte tage frugt (det måtte han godt). Bare det at han spørger og ikke bare tager synes hun var godt. Dernæst spørge han om han må tage kage. Jeg siger nej, og så spørger han om han må tage en bolle, jeg siger ja. -og så går han igang med at spise frugt. Det skal lige sige at jeg sad ved et andet bord, men ryggen halvt til ham. Min moster kunne se ham tydeligt og hun var så imponere af at han bare spiste det frugt han havde fået ja til og lod kagerne ligge på fadet som stod lige foran ham. Til det tænkte jeg bare: ja, selvfølgelig lader han kagerne ligge. Det måtte min moster så lige fortælle at det ikke er nogen selvfølge.
Grunden til at han gør det, er fordi jeg ALTID har været konsekent med kager/slik/sodavand. Jeg har aldrig vaklet og ikke vidst om jeg skulle sige ja eller nej. Jeg har været HELT TYDELIG i min kommunikation, og vores børn er ikke itvivl om hvad mor mener om den sag. Derfor kan de godt spørger i håb om at de i dag måske fik lov, men de acceptere et nej første gang, for de ved der ikke er noget at gøre.
Der hvor det går galt, det er f.eks. når de løber ned af vejen ( det gjorde de i dag f.eks.) jeg råber efter dem at de skal stoppe, men de fortsætter bare. Hvorfor hører de ikke efter der?? Ja, fordi jeg ikke har været konsekvent. Der har været gange hvor jeg har tænkt: åh, pyt, lad dem bare rende, men alligevel synes at nu rendte de for langt, og så har jeg råbt at de skulle komme tilbage, men jeg har også acceptetet at de ikke øjeblikkeligt kom tilbage. Så jeg har lært dem at når mor råber: kom tilbage, så betyder det: mor håber at I kommer tilbage. Det ville være dejligt hvis I kom, men hun gør ikke noget ved det, hvis vi ikke kommer.
Dertil skal det så også siges at børn jo hele tiden udforsker grænserne (f.eks. med kagen) for at se om der er kommet nye grænser, det kunne jo være.
Til slut vil jeg også nævne at en 2årig ALDRIG er ond ved sin mor!!! Det kan føles som om at han udfordre dig mere end du kan magte og du derfor opfatter dem som han er ond, men det er han ikke!!! Jeg aner ikke hvordan du er sammen med din søn, men det kan være du ikke er så tydlig, og han efterlyser nogle grænser han kan se. -og husk så; hvis man vælger at sætte en grænse skal den være der HVER GANG!!! ellers er det virkelig synd for børnene. De bliver meget usikre og forvirrede, hvis det er sådan at den ene dag falder der brænde ned, og mor bliver rasende over et eller andet, og en anden dag så får man bare sådan et halvhjertet nej med på vejen over den sammen ting. Dét kan børn slet ikke håndtere.
Det er også derfor man skal vælge sine kampe med omhu, for det kræver at man sætter ind HVER gang, og derfor skal der helst ikke være for mange af dem. Det bliver alt for anstrengende både for mor og barn.
Inde i min søns børnehave har den den regel at børn på alt med undtagelse af 3 ting.
1. hvis det er til fare for dem selv
2. hvis det er til fare for andre
3. hvis det ødelægger noget.
Det kan være en meget god tommelfinger regel at have i baghovedet.
Held og lykke og husk så, at din søn elsker dig og er dybt afhængig af dig og af din kærlighed!!!
