Puha, kender ikke meget til at miste SÅ tæt på, det tætteste jeg har mistet var venner/veninder og bedsteforældre.
Dog kender jeg ALT til at miste til kræften, og den er nu en satans skabning (undskyld mit sprog).
Du skal huske at din fars bedre halvdel er væk. Måske en støttepæl - hans livslys - og hans hjerte er nok delt i 2.
Da vi mistede min farfar til kræften gjorde læge og sygeplejersker meget ud af at fortælle os, at min farmor i en periode ville være svær at nå, hun ville trække sig og ville have svært ved at falde på plads i sit nye liv uden ham.
Som sagt så skete det, og i lange perioder så vi hende ikke. Stadig nu, 5 år efter, forsvinder hun fra tid til anden, ind i sig selv, sin egen verden og er ked i lange perioder.
Det er ingen undskyldning når man er forsørger (aner ikke hvor gammel din søster er), men man skal også huske på, at han måske bærer så stor en sorg, at han ikke engang aner hvordan han skal tage vare på ham selv. Det er faktisk ofte sådan at man trækker sig fra alt man har kært fordi man er bange for at miste igen...
Har i snakket med ham og fortalt om jeres følelser - bla. at i føler jer glemt og overset? Måske har han brug for at høre, hvor meget i har brug for ham nu hvor jeres mor er væk - få ham forklaret, at i føler at i ikke kun har mistet 1 forældre, men 2...?
Underordnet hvad er jeg sikker på, at det intet hjælper at du melder afbud til spisning, for at straffe ham for, at din søster ikke er inviteret... ved han det er derfor du har meldt afbud? Ellers straffer du ham for noget han ikke aner hvad er, og det hjælper jo ingen steder.
Jeg synes ligesom Heidi, at i sammen skulle tage kontakt til kræftens bekæmpelse og fortælle om jeres tab og jeres problemer. Fonden er startet af samme årsag, og jeg har endnu ikke hørt om folk der har fået nej til hjælp, tværtimod.
Til sidst vil jeg lige sende dig et
- jeg er ked af jeres tab og håber at i sammen kan finde kræfter til at kommen ovenpå igen og være en familie
