forvirret-hjælp

Hej tøser..

Jeg er nu 37 uger henne, fødslen og det hele kommer pludselig meget tæt på.. Min kæreste (faren) og jeg gik fra hinanden da jeg var 3 måneder henne, da jeg var meget forvirret (tror pga. graviditeten og forandringen) og det hele gik lidt galt, pga mit svingende humør og ja, jeg var stort set ikke til at leve sammen med.. Han har i mellemtiden fået en ny kæreste, som er meget ældre end ham har teenage børn og som han nærmest er blevet papfar for, han har også en datter med en anden på 2 år som hende den nye kæreste rigtig leger papmor med.. Nu er jeg så begyndt at blive lidt mere klar oven i hovedet, efter at have været alene alt den tid, og nu hvor fødslen nærmer sig er jeg virkelig begyndt at mangle ham.. Jeg tænker på ham hele tiden og har gjort det de sidste par uger, vi har også snakket lidt og han har besøgt mig, og han siger nu han er meget splittet fordi jeg har fortalt ham hvordan jeg har det,, at jeg syntes det føles forkert at vi skal sætte et barn vi har lavet sammen i verden, men hver for sig?! Nu er jeg nået dertil hvor jeg er i tvivl om det bare er fordi jeg snart skal føde at mine følelser suser rundt eller om jeg virkelig ønsker ham tilbage? Og kan jeg overhovedet tillade mig at komme rendene og ødelægge deres forhold? En anden ting er at hun bor 1 vej væk fra mig og jeg køre forbi der hver dag, hvilket er rigtig svært for mig efterhånden.. Føler mig til grin, at jeg går her med min kæmpe mave og drømmer om den kernefamilie jeg burde ha, som han jo egentlig har hos hende? og skal de så lege kernefamilie med vores dreng når han bliver født? mens jeg kan sidde her som den der unge dumme mor . ved ikke hvad jeg skal gøre. vi mangler farmand <3

MissJuels skriver:

Hej tøser..

Jeg er nu 37 uger henne, fødslen og det hele kommer pludselig meget tæt på.. Min kæreste (faren) og jeg gik fra hinanden da jeg var 3 måneder henne, da jeg var meget forvirret (tror pga. graviditeten og forandringen) og det hele gik lidt galt, pga mit svingende humør og ja, jeg var stort set ikke til at leve sammen med.. Han har i mellemtiden fået en ny kæreste, som er meget ældre end ham har teenage børn og som han nærmest er blevet papfar for, han har også en datter med en anden på 2 år som hende den nye kæreste rigtig leger papmor med.. Nu er jeg så begyndt at blive lidt mere klar oven i hovedet, efter at have været alene alt den tid, og nu hvor fødslen nærmer sig er jeg virkelig begyndt at mangle ham.. Jeg tænker på ham hele tiden og har gjort det de sidste par uger, vi har også snakket lidt og han har besøgt mig, og han siger nu han er meget splittet fordi jeg har fortalt ham hvordan jeg har det,, at jeg syntes det føles forkert at vi skal sætte et barn vi har lavet sammen i verden, men hver for sig?! Nu er jeg nået dertil hvor jeg er i tvivl om det bare er fordi jeg snart skal føde at mine følelser suser rundt eller om jeg virkelig ønsker ham tilbage? Og kan jeg overhovedet tillade mig at komme rendene og ødelægge deres forhold? En anden ting er at hun bor 1 vej væk fra mig og jeg køre forbi der hver dag, hvilket er rigtig svært for mig efterhånden.. Føler mig til grin, at jeg går her med min kæmpe mave og drømmer om den kernefamilie jeg burde ha, som han jo egentlig har hos hende? og skal de så lege kernefamilie med vores dreng når han bliver født? mens jeg kan sidde her som den der unge dumme mor . ved ikke hvad jeg skal gøre. vi mangler farmand <3

Åhhh det er sgu da heller ikke nemt

Jeg har intet godt svar, ville bare lige sige jeg har læst dit indlæg og jeg håber at du finder det der er bedst for dig!

tak håber jeg også, ved heller ikke lige hvilke svar jeg mangler for jeg er vel den eneste der kan finde svaret.. men det altid dejligt at få delt det og få en mening fra nogen andre

Har tænkt lidt over dit indlæg, siden jeg læste det tidligere i dag. Jeg har stadig ikke nogle vise ord, for det må desværre være op til dig selv, at finde svaret du søger.

Men jeg vil blot sige, at hvis faren til barnet er i tvivl, om hvorvidt han skal være sammen med dig eller sin nye kæreste (som han jo af gode grunde kun kan have været sammen med et halvt års tid), så har han nok ikke de mest dybtfølte følelser for hende, han er sammen med nu. Tror du de også vil være sammen om 10 år? Og tror du I stadig vil være sammen om 10 år, hvis i fandt sammen nu?

Det er jo sådan nogle spørgsmål du skal stille dig selv - og så prøve at lade være med at tænke på, om du ødelægger en familie. Det er jo ikke fordi du har snuppet ham fra hende, blevet gravid og nu vil have ham for dig selv. Det var jer to der var sammen fra starten, så blev du gravid og hormonerne raser, og så fandt han en anden...

Tænk kun på dig selv. Hvad vil du gerne? Er det "bare" fordi du gerne vil have dit barn ser sin far hver dag, eller er det fordi du elsker og savner faren til dit barn?

Håber du finder det svar du søger.

Det var lige det jeg havde brug for, en andens synsvinkel..

Så mange tak for svaret, jeg ved det er noget jeg selv skal finde ud af men det åbner en masse nye vinkler når man høre sådan fra andre, man har det med at være lidt snæversynet når man selv sidder og tænker det igennem. Men tak :

Det kunne godt lyde lidt som om det "kun" er fordi fødslen nærmer sig, at du har disse tanker..... At du skal være alene med ansvaret og den lille....

Jeg tænker lidt at din x er kommet forholdsvis hurtig videre, og tror måske du ville være bedst "tjent" med at være alene med dit barn.... Selvom dele barn ikke lige er det man drømmer om når man planlægger at stifte familie.....

Men dette er udelukkende min umiddelbare mening/indtryk, kender jo hverken dig eller din x.....

Men tror måske du skal (hvis du kan) vente med at beslutte dig om du vil have mig igen, til efter fødslen og tingene køre mig dig og den lille.... Måske finder du ud af at du slet ikke behøver ham

hejsa..

hmm jeg har selv skrevet et indlæg om min egen mand som var mig utro, mens vi har vores datter på 3 måneder... der står omkring hele vores forhold igennem 3 år...

jeg er 19 og han 22 år. da jeg fik min datter, kom jeg på familiecenter, og dengang var jeg gået fra ham pga vold. men jeg kom hurtig til at fortryde og savne ham, og tænkte det samme som dig, det der med at man er højgravid og man nærmer sig det nye liv... så jeg valgte at ta ham tilbage, og vi havde det også meget godt de første 2 måneder, men den sidste måned her, har jeg ikke haft overskud til ham, da det jo er hårdt at være nybagt og ung mor, især når faren sover det meste af dagen!

da jeg jo ikke havde det store overskud til min mand, fandt han sig en anden pige som også var på familiecentret med sin lille 2 måneder dreng. det var hemmeligt forhold de havde, indtil jeg fik af vide af andre fra stedet at de havde været sammen osv...

jeg brød sammen, og valgte at skilles med ham... men nu snakker vi lidt sammen igen, og jeg VED det er dumt af mig, men jeg ønsker ligeså meget den lille kernefamilie

.. men hvis jeg kunne spole tiden tilbage, havde jeg ikke sendt bud efter ham inden jeg havde født, for så ville jeg have undgået at skulle lægge ham til side som jeg har gjort.. for i starten har man ikke så meget tid til hinanden som før.. sådan ser jeg ihvertfald på det...

 - jeg sys også at du skulle vente til du har født og set hvordan tingene ser ud til den tid, og ikke ta ham tilbage endnu...

held og lykke, og tillykke med din mave  

MissJuels skriver:

Hej tøser..

Jeg er nu 37 uger henne, fødslen og det hele kommer pludselig meget tæt på.. Min kæreste (faren) og jeg gik fra hinanden da jeg var 3 måneder henne, da jeg var meget forvirret (tror pga. graviditeten og forandringen) og det hele gik lidt galt, pga mit svingende humør og ja, jeg var stort set ikke til at leve sammen med.. Han har i mellemtiden fået en ny kæreste, som er meget ældre end ham har teenage børn og som han nærmest er blevet papfar for, han har også en datter med en anden på 2 år som hende den nye kæreste rigtig leger papmor med.. Nu er jeg så begyndt at blive lidt mere klar oven i hovedet, efter at have været alene alt den tid, og nu hvor fødslen nærmer sig er jeg virkelig begyndt at mangle ham.. Jeg tænker på ham hele tiden og har gjort det de sidste par uger, vi har også snakket lidt og han har besøgt mig, og han siger nu han er meget splittet fordi jeg har fortalt ham hvordan jeg har det,, at jeg syntes det føles forkert at vi skal sætte et barn vi har lavet sammen i verden, men hver for sig?! Nu er jeg nået dertil hvor jeg er i tvivl om det bare er fordi jeg snart skal føde at mine følelser suser rundt eller om jeg virkelig ønsker ham tilbage? Og kan jeg overhovedet tillade mig at komme rendene og ødelægge deres forhold? En anden ting er at hun bor 1 vej væk fra mig og jeg køre forbi der hver dag, hvilket er rigtig svært for mig efterhånden.. Føler mig til grin, at jeg går her med min kæmpe mave og drømmer om den kernefamilie jeg burde ha, som han jo egentlig har hos hende? og skal de så lege kernefamilie med vores dreng når han bliver født? mens jeg kan sidde her som den der unge dumme mor . ved ikke hvad jeg skal gøre. vi mangler farmand <3

Jeg synes da også umiddelbart at det virker til at han er "kommet" ret hurtigt videre ! og at han i forvejen har nok at se til og et rodet liv hvis man kan sige det! Jeg håber du finder ud af hvad der er det bedste for dig - om det så er at vente til du har fået dit barn og se hvordan dine følelser er - er jo reelt nok. Men nej det er jo aldrig sjovt at stå tilbage alene og så - så tæt på "den anden".

Jeg føler med dig, men du skal passe på dig selv og dine følelser.

Jeg syntes stadig ikke den følelse af at der er et lille håb, der nager, og fortæller en at der måske engang er en mulighed for at man kunne blive den lille kernefamilie. 

Jeg syntes du skal gøre det der er bedst for dig og dit barn, jeg valgte at se min datters far, fordi han gerne ville se mig, men fandt også ud af på det besøg at han slet ikke var klar til et barn

Når nu din x leger familie med sin nye kæreste, så syntes jeg da godt at du kan åbne muligheden for at han kan være i jeres liv, og så lade ham definerede hvad han så mener det må indebære, men jeg tror det er vigtigt at have en deadline oppe i hovedet, der siger at hvis man ikke har kunne finde sammen/få det til at fungere indenfor en periode, så er det på tide at komme videre inden ens barn bliver så stor at de forstår mere af hvad der foregår, jeg havde sat et år som deadline, og ja det er kommet og gået, så jeg har valgt at komme videre, så må han komme og bede om at være en del af sin datters liv hvis han ønsker det. 

Men hvor er det altså bare ufedt at han har fundet en lige i nabolaget.. det er jo helt DH

Mht. råd tror jeg de andre har svaret nogenlunde det samme som jeg ville. Men bed mærke i det der med, at du skriver om dig selv som hende der bliver set som den dumme unge mor.

Synes det er en hel forkert tanke. Ja, nogle mennesker vil nok dømme dig, men lige så mange - og sikkert flere vil lige som jeg tænke, hvor er hun sej og stærk, at hun vælger baby trods faren er skredet, og hvor er hun sej og stærk, at hun følger sit hjerte. Det er langt fra alle der ville turde gøre det.