Til jer mødre der har 2 børn eller flere (lidt langt)

Jeg har bare lige et spørgsmål... Er egentlig lidt rystet over at jeg kunne føle sådan...

Vi venter barn nr. 2 en dejlig lille dreng, men nu har jeg fået sådan en underlige og bange følelse af om der nu er kærlighed nok til den lille ny... Inde i mit hoved kan jeg bare slet slet ikke forstille mig, hvordan jeg skal kunne elske denne lille fyr så højt som jeg elsker Patrick (min dreng på 3 år)

Jeg elsker at ligge hånden på maven og se den vokser og kan stirre mig blind på scanningsbillederne, så glæder mig da til den lille nye melder sin ankomst (4. Oktboer)...

Men holder da op, disse "ukendte" følelser skræmmer mig lidt..

Er der andre af jer der har haft sådan en følelse er det normalt??

Knus

Tillader mig lige at skrive selvom jeg kun har et barn

Jeg har hørt det du beskriver rigtig mange gange fra andre gravide der skal have nr to. Jeg tror slet ikke du skal være bekymret

Jeg tror nærmere at når du sidder med den lille ny, vil du tænke; Hvordan kan jeg dog elske begge mine børn så højt, hvordan kan jeg rumme så meget kærlighed

Jeg er overbevist om at du vil føle sådan

Jeg tror alle forældre elsker deres børn lige højt, men måske på forskellige måder

Hejsa:0)

Nu har jeg lige fået nummer to:0) Jeg har aldrig selv haft de tanker om jeg havde kærlighed nok til begge to.

Men jeg lover dig at selvfølgelig har du det. For mig var det at føde 2. gang lige så stort og fantastisk som 1. gang. Var faktisk meget mere rørt og emotionel 2. gang, da jeg var meget mere "til stede" under fødslen, da man "kendte" forløbet.

Da Anton kom op på maven var jeg solgt og kærligheden til ham er lige så stor som til min datter:0)

Du skal ikke være det mindste nervæs, send de tanker lige tilbage hvor de kom fra:0) Vi har så meget kærlighed i os, og der er nok til meget mere end 2 børn:0) Stol på det:0)

Knus

Ved lige nøjagtigt hvordan du har det... Da jeg ventede barn nummer to blev jeg pludselig også frygteligt nervøs for om jeg virkelig havde kærlighed nok til to !!! Mikkel fyldte jo det hele og han var bare min dejlige store dreng på 3½ år -Jeg elskede ham jo så ubeskriveligt højt og vidste slet ikke hvor der skulle blive plads til nummer 2 henne... Heldigvis kom det hele jo af sig selv... talte faktisk med min jordemoder om det fordi det var noget jeg tænkte meget over... og hun kunne berolige mig med at det var helt normalt og at jeg bestemt ikke var den eneste med den følelse...

Da Mille kom til verden, elskede jeg hende lige så højt som Mikkel og det kunne sagtens lade sig gøre... Efterfølgende har vi jo fået Mads som er 4 år i dag, og han er lige så højt elsket som de to store...

Så jeg tør godt berolige dig med at det hele nok skal gå, men at dine tanker omkring det her er helt normalt....

Knus fra Pia.

Tusind tak alle sammen rart og høre det er "normalt" jeg aner ikke hvor de tanker lige kom fra... meget ubehaligt faktisk  Men som i skriver, ændre det sig sikkert lige så snart man får lille nøv op på maven, så forsvinder nevørsitet og alle de "grimme" tanker... Syntes bare alligevel der er en eller anden klump i maven..

Jeg venter barn nummer to - og jeg kan sagtens følge dig. Synes faktisk hele denne graviditet har været præget af dårlig samvittighed - først overfor lillesøster i maven fordi jeg slet ikke syntes jeg "dyrkede" min graviditet på samme måde som sidst og slet ikke havde de samme følelser overfor det nye liv inden i maven som jeg havde sidste gang... meeen, som vi nu nærmer os terminen synes jeg absolut at følelserne for hende derinde er på højde med den kærlighed jeg har for min store dejlige dreng på 2 1/2 og nu er den dårlige samvittighed igen vendt mod ham - hver gang jeg laver noget på hendes kommende værelse, køber tøj osv osv så får jeg dårlig samvittighed overfor min søn.

Så jeg er ikke så bange for ikke at komme til at elske dem lige højt - for det kan jeg mærke jeg allerede gør. jeg er til gengæld bange for at gå helt i selvsving med min dårlige samvittigehd når hun kommer til verden fordi jeg vil kæmpe for at dele sol og vind lige mellem dem  Hmm, mon det gav mening?

Anne85 skriver:

Jeg venter barn nummer to - og jeg kan sagtens følge dig. Synes faktisk hele denne graviditet har været præget af dårlig samvittighed - først overfor lillesøster i maven fordi jeg slet ikke syntes jeg "dyrkede" min graviditet på samme måde som sidst og slet ikke havde de samme følelser overfor det nye liv inden i maven som jeg havde sidste gang... meeen, som vi nu nærmer os terminen synes jeg absolut at følelserne for hende derinde er på højde med den kærlighed jeg har for min store dejlige dreng på 2 1/2 og nu er den dårlige samvittighed igen vendt mod ham - hver gang jeg laver noget på hendes kommende værelse, køber tøj osv osv så får jeg dårlig samvittighed overfor min søn.

Så jeg er ikke så bange for ikke at komme til at elske dem lige højt - for det kan jeg mærke jeg allerede gør. jeg er til gengæld bange for at gå helt i selvsving med min dårlige samvittigehd når hun kommer til verden fordi jeg vil kæmpe for at dele sol og vind lige mellem dem  Hmm, mon det gav mening?

Jeg ved helt hvad du mener... Men ang. det med at gøre værelse osv. klar.. der lader jeg Patrick hjælpe mig, med så meget som muligt også så han kan være lidt mere "klar" på at lille bror kommer.. Men jo alt det du beskriver der er også noget jeg går og "kæmper med" Men pt. tænker jeg ikke så meget over maven, men mere på at udnytte den tid jeg har "alene" sammen med Patrick indtil lillebror komemr hehe... ved ikke om det var noget man kunne forstå hehe

Patrick07 skriver:

Jeg ved helt hvad du mener... Men ang. det med at gøre værelse osv. klar.. der lader jeg Patrick hjælpe mig, med så meget som muligt også så han kan være lidt mere "klar" på at lille bror kommer.. Men jo alt det du beskriver der er også noget jeg går og "kæmper med" Men pt. tænker jeg ikke så meget over maven, men mere på at udnytte den tid jeg har "alene" sammen med Patrick indtil lillebror komemr hehe... ved ikke om det var noget man kunne forstå hehe

Kristian er også med i al forberedelse... har hjulpet far med at samle puslebord, kommode osv og hjulpet med at stille sin gamle seng ind på hendes værelse og vi taler generelt meget om at han skal være storebror osv.... men så kommer den lille dårlige samvittighed igen op i mig og jeg kan få følelsen af "ej snakker vi nu for meget om lillesøster - tror han så ikke vi vil ham" Fjollet!

Men ja - jeg nyyyder også bare tiden med ham nu - vi råhygger rigtig nu hvor jeg er gået på barsel og jeg nyyyder at der lige er små to måneder endnu hvor han kan få al min opmærksomhed

Patrick07 skriver:

Jeg har bare lige et spørgsmål... Er egentlig lidt rystet over at jeg kunne føle sådan...

Vi venter barn nr. 2 en dejlig lille dreng, men nu har jeg fået sådan en underlige og bange følelse af om der nu er kærlighed nok til den lille ny... Inde i mit hoved kan jeg bare slet slet ikke forstille mig, hvordan jeg skal kunne elske denne lille fyr så højt som jeg elsker Patrick (min dreng på 3 år)

Jeg elsker at ligge hånden på maven og se den vokser og kan stirre mig blind på scanningsbillederne, så glæder mig da til den lille nye melder sin ankomst (4. Oktboer)...

Men holder da op, disse "ukendte" følelser skræmmer mig lidt..

Er der andre af jer der har haft sådan en følelse er det normalt??

Knus

Bare vent til den lille ny ligger på maven af dig, så har du helt glemt at du nogensinde har tænkt/følt sådan.

Sådanvar det ihvert fald da jeg for 5 måneder siden fik en dejlig datter. Jeg gik med samme følelser for jeg har en dreng på 4½ også.

Jeg kender en som har rigtig mange børn, og hun siger altid (når folk lidt uføltsom spørger om man virkelig kan elske SÅ mange børn), at det er ikke med kærlighed som med penge. Penge, der har du det du har, og ikke mere. Hvis du skal dele dem med nogen, ja, så får hver person mindre, så jo flere der deles om en pose penge, jo mindre får de.

Med børn fungere det sådan at hvert barn kommer med en sæk fuld af kærlighed, og hjertet bare vokser og vokser for hvert barn man får. Jo flere børn, jo mere kærlighed kommer der ind i ens liv, og jo større et hjerte får man.

Så tag det helt roligt! Dit hjerte vokser, så den lille ny får lige så meget kærlighed fra dig som din dreng på 3år får nu!