Ej jeg synes det svært. Min kæreste og jeg snakker tit om at prøve at få passet vores datter hos hans forældre en dag, hvor hun så sover der til næste dag.
Hun er 8½ måned og vi har stadig kun prøvet at få hende passet i højest et par timer ( af hans forældre). Har faktisk kun været ude alene sammen 1 gang siden vi fik hende.
Nu snakker vi lidt om, om vi skal prøve at lade hende sove hos hans forældre, så vi kan få en hel aften for os selv, og tage ud og spise og måske bowle eller noget - og så kan man jo så sove længe dagen efter, inden de kommer med hende. Det ku man efterhånden virkelig godt trænge til 
Jeg synes jo selvfølgelig at det måske ku være rigtig dejligt at ku ligge alt ansvar fra mig en hel aften og sove længe en dag, men er stadig i tvivl om jeg klar til det. Det ene øjeblik synes jeg at jeg er, og ved at det da nok skal gå rigtig godt hvis de passer hende... Men det næste øjeblik kan jeg ombestemme mig, og tænke at det måske også bare er bedre at vente.
Kan godt se at hun nok skal hygge sig hos sine bedtseforældre, og de rigtig gode til at passe hende og hendes farmor ville elske at have hende sovende. Hun har jo selv haft tre børn og har også været dagplejemor engang. Men hvad nu hvis jeg kommer til at savne hende så meget at jeg bare sidder og tuder og sådan noget. De bor alligevel lidt langt væk ( 70 km ) så de kommer ikke bare med hende sent om aftenen hvis jeg fortryder.
Hvilke erfaringer har i - skal man bare springe ud i det og prøve, eller skal man lytte til den anden stemme i hovedet og så bare vente en måned mere?
Hun er stadig hjemme hos mig hver dag, starter i dagpleje d 1 juni.
kh pernille
Anmeld