Føler mig så alene...

Er blevet nødsaget til at være anonym.. håber i forstår..

Jeg føler mig så alene. Min mor og jeg har aldrig kunne enes, og nu da jeg er gravid mener hun at vores dreng skal hedde det samme som min afdøde bror. Som om hun mener han skal erstatte ham Det slår hårdt og gør mig enormt ked af det.

Oven i det, har jeg ikke nogen veninder - jeg har piger der er bekendte, men det syntes aldrig at blive mere end det Selvom jeg gerne vil. Så jeg har ingen at kunne tage på café med eller besøge og bare snakke. Jeg er ellers typen der gerne tager noget med så man kan hygge, eller laver mad osv...

Min kæreste har ingen venner, og siger altid at han er ligeglad og ikke har behov for at være så social som mig.

En i familien, efterligner os hele tiden. Og nu også med barn - for nu er vi gravide, så "det kunne da være sjovt at få en baby" selvom de kun har dannet par i 5 måneder... men hvad vi gør, gør det.. vil ikke være parnaoid, og har prøvet at snakke med kæresten om det, som godt kan se at de efteraber alt.

Vi kan ikke finde navn og kæresten beder mig lade ham værre, ved at hugge hovedet af mig. Vi plejer at have et enormt godt forhold (der er ingen problemer der) Men tror bare at alle mine følelser er for meget for ham for tiden. Han har nok ret - jeg nævner de samme ting...

Jeg prøver selv at finde løsning på det, men er bare så ked af det. Nu er jeg også begyndt at blive enormt træt. Så træt at jeg sover både nat og dag, så snart jeg ikke skal i skole.

Nu er der snart eksamen, men tror ikke jeg kan klare nogle af dem godt, selvom jeg altid har klaret mig godt i skolen...

Men det med at de nu efteraber med baby også.. det vælter mig fuldstændig... Kan ikke noget.. (ved det ikke burde slå mig sådan ud, og nogen af jer nok mener at det bare er noget pjat.. ) De gør alt til en konkurrence og deres forældre gør det ikke bedre.

Jeg VIL IKKE konkurrere om noget - og SLET IKKE børn. Men vil heller ikke mit barn skal stå i skyggen af dem fordi de har mange flere penge end os, og kan købe alt det de vil, og altid får hvad de vil have.

 Puha.. det blev langt - og hvor er jeg ynkelig. Men føler bare det hele kører mig ned Har haft depression, for mange år siden, og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg har altid klaret psykiske ting selv - men ved ikke hvordan jeg skal håndtere og bearbejde min situation lige nu.

Jeg prøver og vil bare gerne nyde min elskede baby..

Tak fordi du læste med (og undskyld det blev så langt...)

Anonym skriver:

Er blevet nødsaget til at være anonym.. håber i forstår..

Jeg føler mig så alene. Min mor og jeg har aldrig kunne enes, og nu da jeg er gravid mener hun at vores dreng skal hedde det samme som min afdøde bror. Som om hun mener han skal erstatte ham Det slår hårdt og gør mig enormt ked af det.

 

Oven i det, har jeg ikke nogen veninder - jeg har piger der er bekendte, men det syntes aldrig at blive mere end det Selvom jeg gerne vil. Så jeg har ingen at kunne tage på café med eller besøge og bare snakke. Jeg er ellers typen der gerne tager noget med så man kan hygge, eller laver mad osv...

Min kæreste har ingen venner, og siger altid at han er ligeglad og ikke har behov for at være så social som mig.

 

En i familien, efterligner os hele tiden. Og nu også med barn - for nu er vi gravide, så "det kunne da være sjovt at få en baby" selvom de kun har dannet par i 5 måneder... men hvad vi gør, gør det.. vil ikke være parnaoid, og har prøvet at snakke med kæresten om det, som godt kan se at de efteraber alt.

 

Vi kan ikke finde navn og kæresten beder mig lade ham værre, ved at hugge hovedet af mig. Vi plejer at have et enormt godt forhold (der er ingen problemer der) Men tror bare at alle mine følelser er for meget for ham for tiden. Han har nok ret - jeg nævner de samme ting...

 

Jeg prøver selv at finde løsning på det, men er bare så ked af det. Nu er jeg også begyndt at blive enormt træt. Så træt at jeg sover både nat og dag, så snart jeg ikke skal i skole.

Nu er der snart eksamen, men tror ikke jeg kan klare nogle af dem godt, selvom jeg altid har klaret mig godt i skolen...

 

Men det med at de nu efteraber med baby også.. det vælter mig fuldstændig... Kan ikke noget.. (ved det ikke burde slå mig sådan ud, og nogen af jer nok mener at det bare er noget pjat.. ) De gør alt til en konkurrence og deres forældre gør det ikke bedre.

Jeg VIL IKKE konkurrere om noget - og SLET IKKE børn. Men vil heller ikke mit barn skal stå i skyggen af dem fordi de har mange flere penge end os, og kan købe alt det de vil, og altid får hvad de vil have.

 

 Puha.. det blev langt - og hvor er jeg ynkelig. Men føler bare det hele kører mig ned Har haft depression, for mange år siden, og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg har altid klaret psykiske ting selv - men ved ikke hvordan jeg skal håndtere og bearbejde min situation lige nu.

Jeg prøver og vil bare gerne nyde min elskede baby..

Tak fordi du læste med (og undskyld det blev så langt...)

kan sagtens følge dig... og din historie minder faktisk meget om sådan som mit liv er..!! og ved det er hårdt det hele, og alt bare vælter ned over hovedet på en...

vil også rigtig gerne selv have en rigtig god veninde jeg kan hygge mig med og tage på cafe' med... men det virker som om at jeg ikke er en god veninde siden de fordufter allesammen (synes nu selv jeg gør alt for mine veninder)

ved ikke lige hvor du bor i landet, men du skal være velkommen til at skrive til mig..!!

og op med humøret.. du har din kæreste som virker til at støtte dig meget.... og det hele skal nok blive godt i sidste ende..!!

Jeg forstår utrolig godt, hvordan du føler Kan godt sætte mig i din situation, og meget af det du nævner er ikke ukendt for mig. Havde selv ingen venenr før nu. I mit gamle forhold skulle min kæreste altid bestemme alt - også mine venner - og det betød, at jeg ingen venner havde. Nu har jeg fået to gode veninder, men de er også de eneste "rigtige" veninder jeg har - og de betyder utrolig meget for mig

Jeg håber at det snart bliver bedre for dig. Når jeg tænker på de mange følelser jeg har om samme emne, så må det være mega svært for dig med alle de der hormoner oveni alle følelserne

Du skal have en stor og tænk på, at vi altid er her for dig, selv om det ikke er det samme som at gå på en café, men du kan altid skrive med alle os på baby.dk

Puha lyder som om du har en masse at kæmpe med.

Forstår ikke helt - hvad er det der er for meget for din kæreste?

Kender det alt for godt det med at konkurrere, min bror er ligeså. Han har egefirma, hus og nu også barn og det hele skal virke så "fissefornemt" derhjemme. Hvis de ingen penge har så praler de som om de har en halv mill i banken, men egentlig har sprunget terminen over fordi de ingen har. Jeg er mere ligetil - har jeg ingen penge, er jeg sgu ikke bleg for at sige jeg er på røven

Min brors kæreste sprang fra sin udd. og arbejder nu som ufaglært hvor jeg har færdiggjort min på trods af at have været alene med min datter de første mange år. Men det er også et problem i min brors verden fordi jeg har været nødtsaget til at låne gennem SU. Så kender alt til det - det er ikke sjovt. Tænker om det er nogen du er NØDT til at bibeholde kontakten med? -Hvis nogen mennesker er en belastning for mig så vælger jeg at droppe forbindelsen med dem - dog ikke med min bror som sideløbende har så mange kvaliteter jeg ikke vil undvære.

Hvis du går i skole og er gravid så kan jeg godt se at det  være lidt svært at skabe nye tætte venskaber, da folk (især unge) mener livet er forbi når man får barn. Tror du skal søge nogle som selv har børn - ved der er mange der søger herinde på sit lokalområde.

Held og lykke med det hele.

Ih det er så svært at have gode veninder :/ Har altid kommet bedre ud af det med mænd end kvinder, nok mest fordi mine interesser er så drengede og af en eller anden grund går det ikke så godt med pigerne.. Som du selv skriver har jeg da veninder men ikke nogen jeg er tæt på.

Og ens drengevenner er ikke så interesseret i at snakke om baby