Bekymring og tristhed kort inden fødslen?

Jeg har i dag haft en rigtig møgdag for at sige det mildt! Vågnede med ondt i halsen efter en rigtig ringe nat og har haft tungt hoved hele dagen foruden alle smerterne fra selve graviditeten. Har bare følt mig deprimeret hele dagen, og tænkte på hvordan jeg dog skal klare et lille barn på sådanne dage. Sikkert helt normalt at tænke sådan, men i situationen føles det bare uoverskueligt og trist!

Jeg snakkede med en veninde om det, som sagde at hun har læst, at det er helt almindeligt at gravide får det dårligt kort tid inden de skal føde. En teori er, at man i gamle dage ikke kunne få smertestillende under fødslen, og at kvinden derfor skulle 'hjælpes' til at se sin fødselsangst i øjnene inden fødslen. Jeg tror dog nærmere at det handler om dels hormoner og dels det, at den totalt ændrede livssituation nærmer sig med hastige skridt! Fra at have været 9 måneder forude, et par måneder forude osv. til pludselig at være lige om hjørnet kan vel være meget skræmmende..

Er det noget I andre, der nærmer jer og jer som allerede har født, kan nikke genkendende til?

Det er slet ikke sådan at jeg går og har det dårligt normalt. Men i dag har jeg altså haft det skidt, hvor dagen i går så fin ud!

jeg har mange dage hvor jeg slet ikke følger mig klar til at få en baby. jeg glæder mig til hun kommer og ikke mindst til hun er ude men synes at jeg har flere hele dage hvor jeg bruger mange timer på at sidde og tænke over om jeg virkelig kan klare det, med en lille baby. min store dreng er autist og jeg synes tit at hverdagen er svær nok med ham, så jeg kan blive ramt af en form for panik over hvordan jeg skal klare dem begge to, unden at det går ud over nogen af dem.

Denne følelse kommer oftere nu hvor det nærmer sig synes jeg. men jeg tror at det er meget normalt.

jeg har også mange dage hvor jeg bare går og glæder mig og nyder tanken om at der snart kommer en lille nyfødt, den første tid er noget af det mest fantastiske man kan opleve og den går så hurtigt.

Sådan har jeg også haft det, jeg tror det er meget normalt, især på dage, hvor man er lidt sløj og hvor man tænker at man knap nok kan slæbe sig selv ud af sengen, hvordan skal man så nogensinde kunne klare det samtidig med at man tager vare på sit barn....

Nu er jeg nybagt mor og ja, de første uger er rigtig hårde, ingen søvn, meget usikkerhed osv. men hurtigt lærer man sit barn at kende, amningen begynder (måske - forhåbentlig!) at køre, man får nogle rutiner osv. plus at jeg synes man har et helt andet overskud. Før kunne jeg se på mine veninder med deres børn og tænke ÅH GUD hvor anstrengende at man hele tiden har et barn hængende om halsen, men når det er ens eget er det virkelig noget helt, helt andet... Du kan godt glæde dig:-)

Knus Tulle - mor på 4 uge:-)

Jeg kan godt følge dig i at have en dårlig dag. Der kommer mange tanker her op til fødslen og ankomsten af en lille ny, så det er helt normalt. At du føler dig sløj og bliver trist af det, hvilket medfører nye tanker om, hvordan det så skal gå med en baby, det lyder også helt normalt i mine ører. Jeg oplever også situationer, hvor jeg tænker, "hold da fast, hvordan klarer vi det med én mere??", men jeg ved af erfaring, at du klarer lige nøjagtig det, du bliver udsat for

Stort kram herfra. Jeg håber du har haft det bedre i dag

Åhr hvor er I altså bare fantastisk søde og kærlige

Dagen efter så meget bedre ud og ligeledes dagen idag, trods det at jeg stadig er syg! Da min kæreste kom hjem forleden, samme dag som jeg startede denne tråd, begyndte jeg bare at tude næsten lige med det samme. Han tacklede det bare SÅ godt og satte sig ved siden af mig og holdt om mig samtidig med at han sagde ALLE de rigtige ting! Jeg var virkelig dybt imponeret over, hvor meget han alligevel kunne sætte sig ind i mine følelser og rumme dem, selvom han ikke har mærket det på sin egen krop! Han sagde at han slet ikke var i tvivl om at jeg bliver en fantastisk mor og at vi nok skal klare det sammen, at jeg jo ikke er alene om det. At han var sikker på, at det er helt normalt at have det sådan så kort tid inden fødslen, for selvfølgelig sker der noget i en, når man er gravid i 9 måneder, op- og nedture kan ikke undgås i den periode. Tænk at min dejlige kæreste sagde alt det, min kæreste som ellers ofte er en mand af få men gode ord! Det hjalp mig meget den dag

Jeg er glad for, at der er andre som oplever sådanne dage, tror også at mange ikke tør være åbne omrking det, fordi de er bange for at blive dømt eller at andre skal tro, at de så ikke glæder sig eller formår at blive gode mødre. Men sådan er det jo heldigvis slet ikke! Man kan sagtens være smadder bange til tider og stadig være en fantastisk forælder!! Tror faktisk 'angsten' gør en bedre forberedt frem for at man tror det hele bliver en dans på roser med et hyggeligt sødt sovende barn. For det ER benhårdt med sådan en lille en, men jeg forsøger at trøste mig med, at RIGTIG MANGE har gjort det før mig

nuggie skriver:

jeg har mange dage hvor jeg slet ikke følger mig klar til at få en baby. jeg glæder mig til hun kommer og ikke mindst til hun er ude men synes at jeg har flere hele dage hvor jeg bruger mange timer på at sidde og tænke over om jeg virkelig kan klare det, med en lille baby. min store dreng er autist og jeg synes tit at hverdagen er svær nok med ham, så jeg kan blive ramt af en form for panik over hvordan jeg skal klare dem begge to, unden at det går ud over nogen af dem.

Denne følelse kommer oftere nu hvor det nærmer sig synes jeg. men jeg tror at det er meget normalt.

jeg har også mange dage hvor jeg bare går og glæder mig og nyder tanken om at der snart kommer en lille nyfødt, den første tid er noget af det mest fantastiske man kan opleve og den går så hurtigt.

Det må også være rigtig hårdt med et autistisk barn  Men når du har kunne/kan klare ham, så kan du klare ALT!! Det er jeg slet ikke i tvivl om