Vi har en pige på to et halvt og venter en dreng omkring 10. juni.
Vores pige har altid været meget nem og udadvendt og centrum i mange sammenhænge. Normalt når vi går fra hende i vuggestuen om morgenen, er det helt okay - hej hej mor, vinker hun.
Men de sidste par uger har bare ikke været sjove. Hun klynger sig til mig og græder og jeg må ikke gå. Og om aftenen skal jeg sidde med hende i hånden en time til hun sover. Det har vi aldrig før skullet. Vi har altid kunnet putte, læse, synge lidt og godnat og bom kort tid efter sov hun. Nu er det et cirkus uden lige hvis ikke jeg bliver sidddende. Far dur også. Hun har bare enormt meget brug for os. Men hun hopper ud af sengen igen og igen hvis ikke vi sidder der. Før faldt hun i seng kl. senest 20. Nu er den 21.15 - vi putter så også det senere, fordi vi tænker at også hendes søvnbehov kan være mindre i takt med hun bliver ældre. Når først hun sover, skal det siges at hun sover til kl. 7 tidligst uden afbrydelser. Det har hun altid gjort. Men det er selve det at skulle i seng. Hun bliver ved med at opfordre til leg og lave alle mulige overspringshandlinger for ikke at skulle i seng.
Jeg får helt dårlig samvittighed over at vente et barn mere. Dårlig samvittighed overfor hende. Som om hun ikke er tilstrækkelig. Ved godt det er noget fis at tænke men...
Hvorfor er hun mon pludselig sådan? Er det bare den der naturlige frigørelsesproces hvor hun så stadig naturligt behøver os ekstra meget i sin udvidede udforskning af verden?
Modtager gerne gode råd, kommentarer...
Anmeld
