Tænk sig - jeg er begyndt at længes efter, at Lina skal starte i vuggestue. Synes hun bliver sværere og sværere at aktivere - efter det seneste tigerspring virker det bare ikke som om, hun får nok udfordringer herhjemme, når vi kun er hende og jeg. Jeg orker ikke at lege med hende nonstop, og jeg trænger bare til at få min frihed tilbage. Og det giver mig samvittighed så sort som kul - for hvad er det for en mor, der tænker sådan? Er jeg virkelig så egoistisk? Jeg elsker mine tøser overalt på jorden, men jeg har virkelig brug for pusterum fra dem ind imellem...
Det er da HELT NORMALT og fuldt ud forståeligt, at du kan have det sådan!
Jeg har ikke haft det sådan, fordi jeg i så lang tid har vidst, at tiden snart kom, og min barsel ville slutte. Og jeg havde slet ikke lyst til det ....nok fordi at det ikke kunne være anderledes.
Men i dit tilfælde har det stadig lange udsigter. Og det er selvfølgelig helt vildt dejligt, men også en smule anstrengende, kan jeg forestille mig, for som du selv siger, så kræver hun ligesom at der skal foregå lidt mere, og ske nogle flere ting end "baaare" at lege hjemme og gå hjemme sammen med mor.
Jeg er meget overrasket over, hvor let det er gået med at køre Celina ind. Hun må jo virkelig også have været klar til det ....mere end jeg lige regnede med, og måske nok også mere end jeg selv var.
Men jeg ville nu gerne gå hjemme med hende et par måneder mere, hvis jeg kunne. Samtidig, så må jeg indrømme, at det er skønt at have været tidligt oppe, og nu er de afleveret i vuggestue, og jeg ved at de har det godt .....og så kan jeg lige sidde og slappe lidt af for mig selv - UDEN BØRN, og uden samvittighed over ikke at gide, at være aktiv lige nu. For ingen behøver mig lige i skrivende stund - og det er faktisk rigtig rart også, bare at være "mig" lidt igen...... så længe det da varer! 
Så jeg kan sagtens følge dig. Og der er intet forkert i, at du føler sådan!
