Ihhhh hvor er jeg altså stolt.... Må dele det med jer. 
I sidste uge var jeg ude og spise med min søster. Hun er 18. En utrolig sød og til tider lidt for ærlig pige.
Vi har flere gange haft diskusioner hvor jeg egentligt har følt at hun direkte har sagt til mig at jeg tog det forkerte valg da jeg fik min datter. Så der har været en del fnidder fra min side.
Min familie har generelt haft svært ved at acceptere mit valg.
I sidste uge, mødtes jeg så som sagt med min søster. Hun havde for et par uger forinden fået læsset min sovende datter over i armene pga en hastetur til toilettet
Da hun havde siddet med den lille sovende Milla-Victoria, der havde puttet sig índ til hende, havde hun siddet og tænkt over når hun engang selv skulle have sådan en lille en..... det skal lige siges at hun hele tiden har sagt at hun skal være 30 før hun får en! Hvis hun overhoved skal have børn.
Efter den aften havde hun så flere gange kommet til at tænke over emnet. Og der havde det slået hende, hvad nu hvis hun ikke kunne blive en lige så god mor som MIG 
For, jeg satte jo altid mit barn højere end noget andet, og jeg krøb ned på hendes niveau, og legede med hende, osv. Jeg var jo bare den ideelle MOR.
Og med det forudsætninger vi kommer fra (en mor der slå, kalder os luder, knalder med gud og hver mand med mine søstre i nærheden, ikke tænker på børnenes helbred, bruger alle penge så der ikke er til mad osv.), er det heldigt hvis vi får et normalt familieliv!!
Hvad nu hvis hun ikke kunne klare rollen lige så fantastisk som mig!!
Jeg var helt målløs da hun sagde det, og sad bare med tårerne i øjenene.
Det er sgu da noget en erklæring når man er vandt til at høre fra familien: "synes du ikke du skal blive hjemme og tage ansvar i stedet for den bytur" (der sker gennemsnitligt hveranden mdr)....
Jeg er bare så stolt, og lever stadig højt på det
Måtte lige dele det med nogen, og hvem andre er bedre end de dejlige og forstående kvinder (og mænd) herinde 
Knus Pernille, som bare ikke orker mere eksamenslæsning 
