CarinaSD skriver:
vil altså lige påpege det er ikk alle børn der er god til det med omstille sig .. Jeg har haft mine problemer med at få Noah til at sove i egen seng efter at han lå hos mig i et par dage da han var syg .. Så det kan altså være nemmer sagt end gjort ..
Jeg skrev jo heller ikke at børn på et hvilken som helst tidspunkt kan vænne sig til hvad som helst!!! F.eks. vil de fleste 6mdr gamle baby have meget meget svært ved at lægge bleen, men det kan de fleste (men ikke alle) børn der er 3 år gamle. Så selvfølgelig handler det også om timing! Jeg siger bare at børn ER omstillingsparate, og hele deres barndom er jo en lang omstilling i stort og småt.
Så jeg tror da gerne på at små børn (nu ved jeg ikke lige hvor gammel din søn er) kan have meget svært ved at vænne sig til at sove alene, når han har smagt på det sømdefulde og frydefulde liv, hvor han fik lov til at sove ved siden af mor hele natten.
Al søvnforskning viser at voksne mennesker sover bedst alene, men derfor ville jeg da alligevel blive lidt små knotten og modvillig, hvis min kæreste pludselig introducerede at vi skulle have hvert vores soveværelse. Det kan godt være at min søvn ville blive bedre (og hans naturligvis!) men det ville da ikke være spor hyggeligt!!! Jeg ville argumenter hårdr for at vi skulle sove sammen.
For det lille hjælpeløse barn er der endnu et aspekt ved at sove sammen, at det jo netop er hjælpeløst, og derfor (udover at være hyggeligt) også føles meget tryggere at sove lige ved siden af moar.
For mig er det bare så naturstridigt at lægge det lille bitte barn fra sig i et andet værelse, for at det kan ligge der i al sin ensomhed og sove, mens vi voksne ligge og putter sammen og hygger os (her tænker jeg ikke på sex, men bare det hyggelige ved at dele søvn). Jeg ved godt at mange nærmeste ser det som om de er en ekstra god mor, at de er istand til at 'modstå' fristelsen til bare at lægge barnet ved siden af sig, men jeg forstår ikke hvorfor det skulle være så fantastisk at kunne fornægte sine instinker.
Nu ved jeg godt at jeg gik ud af en tangent, og dette indlæg er egentlig slet ikke rettet mod dig!!! Det er bare sådan helt generelt at når snakken falder på samsovning, så kommer jeg alt for let til at gå ud af en tangent.
Jeg har selv været at den overbeviste holdning at man ikke skulle være 'blødsøden' og lade børn sove i sin seng. Så vores den ældste sove også i egen seng på eget værelse, og åh hvor har jeg bare fortrudt det mange mange mange gange!!!! Det gør ondt langt ind i mit hjerte idag når jeg tænker på det!!! , og det hjælper jo intet at vi har kunnet gøre det anderledes med de næste to.
Så i virkeligheden burde jeg nok selt ikke have startet på at kommentere denne tråd, fordi jeg er så farvet at min egen mening på dette punkt.
OVER AND OUT
