Tjuhl skriver:
så er vi kommet hjem efter NF scanningen....PUHA og NØØØJ og ÅÅÅH og SUK! man var jo hele følelsesregistret igennem!!
jeg brugte hele morgenen på at sige til mig selv, at den selvfølgelig var der og var levende og rask og jeg begyndte også at få lidt sommerfugle i maven som formiddagen skred frem. Da vi så sidder på svangreklinikken og venter er det ligesom om hele min hjerne blir slettet og der er bare fuldkommen hvidt inde i hovedet. Så kommer der en ung japansk kvinde og hendes veninde ud fra scanning og hun ringer til nogen og begynder at græde og fortæller et eller andet om "bebe". hold op hvor var det bare...grumt!! jeg var lige ved at begynde at græde også. det kom bare susende tilbage hele oplevelsen sidste år hvor vi troede vi skulle se vores fantastiske baby og så var den der bare ikke - i hvert fald ikke der hvor den skulle være. og hvorfor fanden sender man sådan en kvinde ud og sidder i venterummet fuld af gravide???? Søren nåede at hidse sig helt op over det, ikke på vores vegne, selvom det selvfølgelig var ubehageligt fordi man blev mindet om, at NOGEN altså får en dårlig oplevelse, men på hendes vegne. så skal hun sidde der og glo på os og få smasket i fjæset hvad hun (måske) har mistet.
men vi kom ind hos en rigtig flink mandlig læge, der startede med at fortælle, at han altså normalt stod for misdannelsesscanningerne, så derfor var han ikke heeeelt vildt god til NF, men nu ville han scanne mig og så ville sygeplejersken komme og hjælpe ham 
okay! så jeg lagde mig på briksen og fik trukket temmelig godt ned i bukserne og en ordentlig klat "smør" på maven og DER lå vores baby 
jeg kom til at trille en tåre, hold op hvor var det fantastisk. og hvor følte jeg mig bare gravid da jeg blev scannet UDENPÅ maven 
babyen spjættede og rullede og tørrede sig i øjnene på præcis samme måde som August (vores kat) og slog ud med armene og hoppede med numsen - det ER en rumpenisse, der var godt gang i bagen på den
og lige på det første billede kunne vi allesammen med det blotte øje se, at nakkefolden var meget meget tynd. men så blev lægen så ivrig efter at vise os hvor fin den var, at han glemte at tage billede, så han måtte scanne og scanne og scanne og jeg måtte flere gange løfte bækkenet og vrikke med måsen og til sidst kom sygeplejersken og forsøgte og så fik de den endelig målt. da de så havde tastet alt ind i systemet udbrød de begge to "ja, det er meget, meget lavt!" og smilede over hele femøren. "din termin bliver rykket til 13. oktober (på Carlas fødselsdag) og din baby har det rigtig godt, tallet er 1:15000, det er en meget meget meget lille risiko"
nåhjo og så har den "en meget fin rygsøjle".
så gik vi derfra og var bare enormt lykkelige og for første gang var vi slet ikke sådan "oh fuck!", det var bare en varm varm følelse af "jeg kan slet ikke vente til jeg skal møde dig"
I får lige et par snapshots, den ligger ligesom på maven med hovedet ude til venstre:
ÅÅHHR hvor er det dejligt at høre - havde sådan håbet på netop den tilbagemelding! Og sikke en dejlig fortælling, det er simpelthen bare sådan en fantastisk oplevelse. Tillykke tillykke
