Anonym skriver:
Ja som overskriften lyder så er min mor sur på mig!
Jeg skal opereres snart og hun vil komme og hjælpe mig i et pr uger da jeg efter operationen ikke kan løfte noget. Forleden aften da vi talte i tlf spurgte hun om jeg ikke glædede mig til hun kom, jeg svarede at jeg havde lidt svært ved, at forholde mig til det da det jo også minder mig om operationen og jeg ved, at tænke over det blev mere og mere bange. Hun blev fornærmet og vi sagde farvel.
Jeg skrev en sms til hende lige efter hvor jeg forklarede, at jeg selvfølgelig glædede mig til at se hende men fordi jeg var så bange for operationen så ville jeg helst ikke tænke på det.
Jeg fik ikke noget svar igen... jeg ringede fredag aften hvor hun ikke tog tlf'en og også i går - hvor hun hellere ikke tog den.
Jeg kan ikke lade være med, at synes at det er kæmpe egoistisk af hende og være lidt vred over, at hun skal få mig til at bekymre mig om det her når jeg har nok at tænke på i forvejen....?
Ej, jeg synes godt nok også, at hun er ekstremt tarvelig!
Det er da klart, at det fylder meget hos dig, at du skal opereres og det er som regel ikke noget, man glæder sig til - man glæder sig måske til eftertiden, hvor evt. skavanker ophører...
Nu ved jeg jo ikke, hvordan din mor er til daglig, men jeg tænker, at hun måske selv glæder sig helt enormt til at hun skal pusle om dig - altså at genopleve jeres tid sammen, da du var yngre og skulle passes på?
Og så blev hun måske ked af, at du ikke følte det samme. Måske hun slet ikke tænkte på, hvor skræmmende din operation er for dig?
Hvis du stadig ikke kan få fat på hende via sms eller opkald, så synes jeg, at du måske skal sende hende et brev/en mail eller troppe op hos hende - hvis det er en mulighed.
Det er jo skidesynd, hvis sådan noget her skal ødelægge noget for jer...
Men jeg synes altså ikke, at det er dig, der er forkert på den!
