Hej.
Jeg har gået og tænkt på noget i dag...
Jeg blev jo udlært ssa'er for lidt over 1 år siden. Jeg elsker mit atb og brænder virkelig for det. Jeg har altid haft ambitioner, når den tid kommer. Jeg skal nok nå det hele med tiden. Sådan har jeg altid haft det...
Men men men... Jeg har virkelig fået virkeligheden at mærke i hjemmeplejen/plejehjemmet... Jeg elsker mine ssa opgaver, men har sååå mange ssh opgaver. Der var engang en, der sagde til mig, at når man uddannede sig til ssa'er - uddannede man sig til mer-arbejde. Og det tror jeg sgu på!!
Jeg er så mange dage, slidt fuldstændig op til knæene og total færdig i resten af kroppen. Jeg har ikke stress ell noget, men hold da op, hvor er arbejdet tungt - både psykisk og fysisk og i tidspres. Det er bare så frustrerende at min sidst borger (har 3 faste og en aflastningsstue) altid først kommer op kl 10.30-11. Jeg kan simpelthen ikke nå det!! Jeg går dagligt med skavanker, som ondt i begge knæ, ofte hovedpine, ondt i skuldre, fødder, nakke osv osv...
Jeg har nu gået med tanker om at videreuddanne mig på akademiuddannelsen i sundhedspraksis. Det giver mig nogle andre muligheder og ikke så fysisk hårdt og tidspres på samme måde. Og nu er jeg faktisk kommet der til, at jeg vil søge ind på den uddannelse ligeså snart jeg kan.
Jeg føler mig sååå slidt ned, Fuldstændig fysisk slidt, når jeg har haft en 7-15.30 vagt. Går mellem 8.500-9.000 skridt på sådan en vagt.
Alligevel føler jeg, jeg ikke er sådan "færdig" i ssa-faget. Jeg elsker at stikke, dosere, tage ansvar, have kontakt til visitationen, fys, læger, ledere, pårørende osv. Men samtidig virker det så uoverskueligt at jeg skal være der på helt ubestemt tid...
Undskyld mit noget rodet indlæg... Men mon der er andre, der har følt sig nødsaget til at "opgive" noget for at passe på sig selv??
VH Kloster
PS: Træls man ikke kan rette i overskriften, når den nu skal lyde på Karriere skift 
