Blev bare så rørt

Her på det seneste har Martin virket en smule irrerteret og der skal ikke ret meget til før han bliver sur og går og snerrer af mig. Det er især når jeg har snakket om at nu må Ida godt snart komme ud. Det har gjort at jeg har fået et indtryk af at han ikke glæder sig og at han har fortrudt at vi skal have hende, hvilket ikke er det bedste at gå med når man er højgravid

Derfor valgte jeg at konfrontere ham med det, da jeg blev nød til at vide hvad der er ivejen. Han blev enormt ked af det, og sagde at han godt vidste han var små irrirteret for tide,men at han bestemt ikke havde fortrudt at vi skal have hende og at han glæder sig meget til hun kommer. Jeg blev så ved med at spørge hvad det så var ivejen, for det er helt tydeligt der er noget galt.

Efter et stykke tid fortalte han at mens jeg ser frem til fødslen går i gang, så frygter han den. Han fortalte at han sidste gang, havde haft det ganske forfærdeligt, og det havde været ulideligt at se mig i så store smerter i så mange timer. Flere gange mens jeg lå med veer, smuttede han lige hurtigt, enten fordi han skulle ringe eller fordi han skulle på toilettet. Det viser sig så nu at Martin flere gange under fødslesforløbet havde været ude og kaste op, fordi det simpelthen blev fomeget. Jeg blev bare så rørt .

Vi har nu fået snakket tingene igennem, så både Martin og jeg ved hvor vi har hinanden. Han insistere på at være med til fødslen, og jeg har så også fortalt ham at selv om det gør ondt, så gør jeg det jo gerne.

Altså pokker til mænd, der ikke fortælller, hvad det egentlig er der rører sig og hvordan de har det - kan slet ikke komme mig over, at han først nu fortæller dig om, hvor hårdt han synes den sidste fødsel var...altså altså!! Jeg kan godt forstå at det rørte dig dybt - for det viser jo hans store kærlighed til dig, at han har og havde det sådan! En fødsel er jo en vild oplevelse for både mor og far - og sådan en oplevelse skal da snakkes igennem og bearbejdes for begge parter...

Har Martin det ikke meget bedre nu, hvor I har fået snakket det igennem (selvom det var lige i 11. time )?

Karo skriver:

Her på det seneste har Martin virket en smule irrerteret og der skal ikke ret meget til før han bliver sur og går og snerrer af mig. Det er især når jeg har snakket om at nu må Ida godt snart komme ud. Det har gjort at jeg har fået et indtryk af at han ikke glæder sig og at han har fortrudt at vi skal have hende, hvilket ikke er det bedste at gå med når man er højgravid

Derfor valgte jeg at konfrontere ham med det, da jeg blev nød til at vide hvad der er ivejen. Han blev enormt ked af det, og sagde at han godt vidste han var små irrirteret for tide,men at han bestemt ikke havde fortrudt at vi skal have hende og at han glæder sig meget til hun kommer. Jeg blev så ved med at spørge hvad det så var ivejen, for det er helt tydeligt der er noget galt.

Efter et stykke tid fortalte han at mens jeg ser frem til fødslen går i gang, så frygter han den. Han fortalte at han sidste gang, havde haft det ganske forfærdeligt, og det havde været ulideligt at se mig i så store smerter i så mange timer. Flere gange mens jeg lå med veer, smuttede han lige hurtigt, enten fordi han skulle ringe eller fordi han skulle på toilettet. Det viser sig så nu at Martin flere gange under fødslesforløbet havde været ude og kaste op, fordi det simpelthen blev fomeget. Jeg blev bare så rørt .

Vi har nu fået snakket tingene igennem, så både Martin og jeg ved hvor vi har hinanden. Han insistere på at være med til fødslen, og jeg har så også fortalt ham at selv om det gør ondt, så gør jeg det jo gerne.

det er fisme kærlighed!

jeg blev lige helt rørt på dine vegne!

Karo skriver:

Her på det seneste har Martin virket en smule irrerteret og der skal ikke ret meget til før han bliver sur og går og snerrer af mig. Det er især når jeg har snakket om at nu må Ida godt snart komme ud. Det har gjort at jeg har fået et indtryk af at han ikke glæder sig og at han har fortrudt at vi skal have hende, hvilket ikke er det bedste at gå med når man er højgravid

Derfor valgte jeg at konfrontere ham med det, da jeg blev nød til at vide hvad der er ivejen. Han blev enormt ked af det, og sagde at han godt vidste han var små irrirteret for tide,men at han bestemt ikke havde fortrudt at vi skal have hende og at han glæder sig meget til hun kommer. Jeg blev så ved med at spørge hvad det så var ivejen, for det er helt tydeligt der er noget galt.

Efter et stykke tid fortalte han at mens jeg ser frem til fødslen går i gang, så frygter han den. Han fortalte at han sidste gang, havde haft det ganske forfærdeligt, og det havde været ulideligt at se mig i så store smerter i så mange timer. Flere gange mens jeg lå med veer, smuttede han lige hurtigt, enten fordi han skulle ringe eller fordi han skulle på toilettet. Det viser sig så nu at Martin flere gange under fødslesforløbet havde været ude og kaste op, fordi det simpelthen blev fomeget. Jeg blev bare så rørt .

Vi har nu fået snakket tingene igennem, så både Martin og jeg ved hvor vi har hinanden. Han insistere på at være med til fødslen, og jeg har så også fortalt ham at selv om det gør ondt, så gør jeg det jo gerne.

det er fisme kærlighed!

jeg blev lige helt rørt på dine vegne!

idamaria83 skriver:

Altså pokker til mænd, der ikke fortælller, hvad det egentlig er der rører sig og hvordan de har det - kan slet ikke komme mig over, at han først nu fortæller dig om, hvor hårdt han synes den sidste fødsel var...altså altså!! Jeg kan godt forstå at det rørte dig dybt - for det viser jo hans store kærlighed til dig, at han har og havde det sådan! En fødsel er jo en vild oplevelse for både mor og far - og sådan en oplevelse skal da snakkes igennem og bearbejdes for begge parter...

Har Martin det ikke meget bedre nu, hvor I har fået snakket det igennem (selvom det var lige i 11. time )?

Jo, han har det meget bedre.

Martin er en type der ikke rigtigt taler om sådan nogle ting, så det kom helt bag på mig at han slæbte rundt på en masses føelser fra sidst.

Hvor er det godt at i fik talt ud....................tænk hvis i var gået ind til fødslen med hver jeres forestilling om, hvad er var galt med den anden...................ikke nogen rar måde, at føde på, tror jeg. God mand du har...................husk at værdsætte hans åbenhed.

Knus Mette

Ps. Sender lige et kg. vestøv din vej......................Puuuuuustt!

årh hvor synd..... Ja det må også bare være SÅ hårdt at man bare kan se til mens den man elsker vrider sig i smerte og skriger højlydt..... Men godt I fik snakket om det så I ikke gik og forestillede jer alle mulige grimme ting om hvad den anden tænkte....

Puha - det fik da lige tåre frem i mine øjne.

Hvis din mand har gået og følt sådan kan jeg da godt forstå han har været meget nervøs og lettere irritabel. Hvordan har han det nu hvor han har fortalt det? Er han mere positivt indstillet overfor fødslen?

Jeg ønsker dig/jer den bedste fødsel. En hurtig nem fødsel, hvor I kan være sammen om "projektet".

Tænker om jeg burde spørge Brian om hvordan han egentlig havde det under Mille's fødsel? og om der er noget han ikke ser frem til denne gang.

Jeg vil meget gerne føde hjemme denne gang, så det er jo temmelig vigtigt at vi begge er trygge ved der skal ske.

Sender dig og din mand de bedste ve-tanker.

SMIL fra Mette 20+6

Dejligt det kom frem. Og sikke en sød, bekymret og omsorgsfuld mand du viser dig at have i ham....
Se, det var langt fra, at han ikke så frem til at blive far igen.
Men mere en dyb bekymring for DIT ve og vel. Sødt! Sand kærlighed  

Nårh, hvor er han sød. Godt i fik snakket om det!