Efter at have klaget lidt i diverse tråde om ikke rigtig at have nogen gode veninder i hverdagen, havde jeg bare lige lyst til at dele lidt med jer.
Jeg skal jo føde langt fra hvor vi bor her lige om lidt. Jeg rejser på fredag og skal altså bare gå rundt og vente på at baby kommer før vi kan rejse hjem igen. Manden kan ikke være med i hele perioden, for han har bare fjorten dages barsel her i første omgang, og vi vil ikke risikere at bruge dem alle bare på ventetiden. Så han rejser med mig ned og får mig installeret i det værelse vi har lejet, tager hjem igen i fjorten dage, og kommer tilbage når terminen nærmer sig.
I går skrev min søde veninde, der bor tusindvis af kilometer fra os, og vel også ca. 1000 km fra Trondheim, hvor jeg skal føde, om hun ikke skulle komme op og være sammen med mig nogle dage, så jeg ikke skulle være alene 
. Tænk at nogen tænker på at gøre sådan for andre, selvom det er besværligt for hende selv og hun har en lille søn, der skal med på turen. Jeg blev bare så rørt. Vi ses ikke særlig tit, pga den lange afstand, og har egentlig heller ikke særlig regelmæssig kontakt fordi jeg bare ikke er god til hverken at få skrevet mails eller ringet til folk, men det er altså ikke altid det der gør et venskab alene.
Maria 36+0
Anmeld
