Min søn på 4 år, var i lørdags ude og lege med en af gadens andre drenge, en dreng på 5 år.
Vi bor i sådan et lille lukket parkligende område, alle kender alle, og vi er trygge ved de fleste her i området.
Her bor flest pensionister og enlige mødre... 
I lørdags sker der så det, at først løber drengene langt væk fra vores område, bagefter gemmer de sig, fordi ingen af dem vil ind.
Den anden drengs mor og jeg leder længe efter dem. Til sidst finder vi dem i en ældre dames have. De har sat sig i hendes bed, hvor de roder rundt i jorden. Vi skælder naturligvis ud, og siger at de skal komme ud i en fart. I det samme får damen øje på drengen, hun banker på ruden og ser meget vred ud. Hvilket er fuld forståeligt.
Efterfølgende får jeg "indfanget" min søn, som ingen prøver at stikke af.
Den anden drengs mor banker på hos den ældre dame, for at undskylde episoden! Den ældre dame er rasende
. Hun tager ikke imod undskyldningen, men bliver ved med at brokke sig over episoden, og gør klart at det bestemt ikke skal ske igen.
Den anden drengs mor, forsøger at forklare hende at de jo ikke er så gamle, og først lige er ved at lære hvad man må og hvad man ikke må.
Den ældre dame er stadig vrede på os. Jeg er egentlig ret rystet, for jeg har ofte talt med hende, og jeg har aldrig haft den opfattelse af hende, jeg har altid synes at hun virkede så sød og tålmodig.
Men er det en okay reaktion? Ville i reagere på samme måde?
Hmm nogen gange ville jeg nok bare ønske at vi som mennekser var lidt mere rummelige og lidt mere positive. 
Louise