Jeg ved hvad jeg vil.

Jeg har taget min beslutning at jeg ikke vil mere.

"Du skal huske at du er ikke god nok... Du er den bedste"

Det var det min mor sagde til mig da jeg snakkede med hende om at jeg ikke kunne leve sådan her længere.
Da Kristophers far og jeg havde aftalt at vi skulle flytte sammen og give det en chance mere, sad han og undskyldte overfor mine forældre fordi han havde været et fjols. Han lovede dengang at han ville tage sig sammen og ikke lade mig leve i ulykken en gang til.

Han holder ikke hvad han lovede dengang og nu må jeg sige nok.
Jeg snakkede med min mor for jeg føler mig overhovedet ikke stærk nok til at pakke mine ting og forlade faren til min søn.

Det er så skrækkeligt at sidde i en situation hvor man føler sig bundet. Jeg kan sidde og se mig selv visne som en gammel blomst og jeg har slet ikke lyst til noget som helst. Jeg har ingen energi, jeg har ingen glæde og jeg har ingen mod. Jeg bad min mor om at hjælpe mig med at snakke med min kæreste om at jeg ikke kan mere og det vil hun gerne. Jeg ved at mange mener at det ikke skulle være så svært og at man bare skal gå sin vej og være stærk, men det er bare så meget lættere sagt end gjort.

Jeg ved hvad jeg vil, men jeg er bange for alting lige nu.

Jeg ved hvad jeg skal, men jeg kan ikke selv om jeg gerne ville.
Når han ikke er her kan jeg sagtens snakke og planlægge, men så snart han er der så lever jeg bare med ulykken.. 

hop op og fald ned på hvad andre synes og ikke synes - det vigtigste er, at du har dit bagland i ryggen og når du føler sig svag lige nu, så er det godt at din mor kan være stærk og forhåbentlig hjælpe dig videre og væk fra "ulykken"

Håber du finder ud af det, og får gjort hvad der er bedst.

Tjuhl skriver:

hop op og fald ned på hvad andre synes og ikke synes - det vigtigste er, at du har dit bagland i ryggen og når du føler sig svag lige nu, så er det godt at din mor kan være stærk og forhåbentlig hjælpe dig videre og væk fra "ulykken"

Helt enig det er fuldstændig lige meget hvad andre synes. 

Og det lyder som om det den rigtig beslutning for dig. 

Mange knus og tanker til dig. 

Jeg VED at jeg har taget den rigtige beslutning, men jeg har bare super dårlig samvittighed lige nu fordi jeg ikke "bare" kan få det overstået. Jeg håber hver evig eneste dag at han ændre sig, men jeg ved godt at han ikke gør. Lige nu trækker jeg den i langdrag fordi jeg først kan se min mor på fredag.

Gør endelig det, der er bedst for dig og din partner...

Håber I får det ordnet i ro og fred, uden alt for meget ballade...

hc=k skriver:

Jeg har taget min beslutning at jeg ikke vil mere.

"Du skal huske at du er ikke god nok... Du er den bedste"

Det var det min mor sagde til mig da jeg snakkede med hende om at jeg ikke kunne leve sådan her længere.
Da Kristophers far og jeg havde aftalt at vi skulle flytte sammen og give det en chance mere, sad han og undskyldte overfor mine forældre fordi han havde været et fjols. Han lovede dengang at han ville tage sig sammen og ikke lade mig leve i ulykken en gang til.

Han holder ikke hvad han lovede dengang og nu må jeg sige nok.
Jeg snakkede med min mor for jeg føler mig overhovedet ikke stærk nok til at pakke mine ting og forlade faren til min søn.

Det er så skrækkeligt at sidde i en situation hvor man føler sig bundet. Jeg kan sidde og se mig selv visne som en gammel blomst og jeg har slet ikke lyst til noget som helst. Jeg har ingen energi, jeg har ingen glæde og jeg har ingen mod. Jeg bad min mor om at hjælpe mig med at snakke med min kæreste om at jeg ikke kan mere og det vil hun gerne. Jeg ved at mange mener at det ikke skulle være så svært og at man bare skal gå sin vej og være stærk, men det er bare så meget lættere sagt end gjort.

Jeg ved hvad jeg vil, men jeg er bange for alting lige nu.

Jeg ved hvad jeg skal, men jeg kan ikke selv om jeg gerne ville.
Når han ikke er her kan jeg sagtens snakke og planlægge, men så snart han er der så lever jeg bare med ulykken.. 

Det er stærkt af dig, at du har erkendt og accepteret det, og det er i hvert fald et kæmpe skridt i den rigtige retning! Det kan du godt være stolt af. Og det er bare fedt, at du har din mor til at bakke dig op. Det kan godt være rigtig svært, og man håber jo, at de bare gad at lave sig om. Jeg synes, du er sej!

Stort knus

Det kan godt være dsu ved havd du VIL, men som du skriver kan du det ikk selv. Så er det jo helt ok at bede om hjælp.

For selvom man ved noget er godt for en, er det ikk altid det vi gør da det er svært.

Jeg håber at du snart kommer væk fra ulykken og at du bliver lykkelig igen.

Kram herfra