Humøret har været helt i top her i weekenden.
Hun er stadig småt spisende. Men fra næsten INTET mad overhovedet, så kommer der da noget indenbords nu, langt om længe.
Det er mest til morgenmåltiderne at hun gider spise noget.
Til middag og aften bliver det ikke til ret meget, men dog lidt!
Alle små skridt i den rigtige retning er jo positive fremskridt!
Vi forsøger (selvom det kan være svært) at lade være med at fokusere (tale) for meget om at hun spiser for lidt. For hvis hun opfanger at det bekymrer os, så kan det evt. få hende til at opdage, at hun har "en magt" ved at kunne styre om hun vil spise eller ej, og at det påvirker os. Så det skal vi nødigt selv foresage.
Jeg er faktisk kommet frem til, at jeg TROR at hun har kædet maden og opkast sammen. Hun havde spist riiigtig meget lasagne den første gang, da hun kastede op, for en uge siden. Og siden da har hun ikke rigtigt villet spise. Hun er ganske givet blevet rigtig forskrækket over det, da hun kastede al det mad op (og der var virkelig meget).
Vi snakkede med hende om det den samme aften, så hun forstod hvad der var sket, og hvad det vil sige at "kaste op". Og det hjalp hende at få sat ord på.
Men det havde ikke slået mig, at hun var blevet så bange for, at det ville ske igen. Og det skete jo så igen i fredags ....af uforklarlige årsager, måske hoste.
Idag snakkede vi så med hende om, at hun havde kastet op fordi hun var syg. Men nu er hun ikke længere syg, og derfor kaster hun ikke op mere, så nu kan hun godt spise mad igen.
Og hun har som sagt spist lidt mere derefter..... Om det er tilfældigt, eller om der var en sammenhæng dér, det må så stå lidt i det uvisse. Men jeg tror rent faktisk, at det havde sat lidt dybere spor af forskrækkelse i hende, end jeg først lige havde antaget.
Jeg håber, at denne uge bliver god for hende henne i vuggestuen.
Og det tror jeg egentlig også på at den gør. I fredags havde hun ihvertfald været glad. Der var det kun udenfor på legepladsen (som er kæmpe stor) at hun havde søgt en voksen meget at holde sig til. Og det skal der jo også være mulighed for, og plads til.
Jeg krydser fingre, håber det bedste og ser tiden lidt mere an.
Hvis opkasteriet vender tilbage, så må jeg kontakte vores læge.
1000 tak for Jeres svar 
PS. Hendes aff. ser i øvrigt fint ud. Men hun virker meget ubehaget ved at skulle af med det
- Men det der kommer ud, er helt som det skal være!