alfine skriver:
Hej allesammen 
Min kæreste og jeg prøver at blive gravide, men der er hele tiden en lille tanke der bliver ved med at plage mig ..... er der andre end mig (ja det er der sikkert) som tvivler på deres evner som mor? 
Jeg er hunderæd for at stå med en lille bebs og så føle intet, det skal lige siges at jeg er vokset op i et hjem uden kærlighed og der var bestemt ikke ok eller naturligt at vise følelser 
- jeg ved det er det der plager mig, jeg er bare så ræd for at det ligger så grundlæggende i mig at jeg ikke kan være en god kærlig mor, selv om det er det eneste i hele verden jeg virkelig ønsker at blive !
Det er virkelig et problem der overskygger det hele, min søde kæreste bliver ved med at sige jeg bliver den bedste og kærligeste mor i verden, netop fordi jeg selv ikke oplevede kærlighed fra mine forældre....ja han er sød og støttende !
Men er der andre herinde der kan genkende min fortvivlelse 
og hvad har i gjort - ohhh alle gode råd er velkomne.
Vil med det samme sige det ikke er lykkes mig at få mine forældre i tale om dette, vi kan ellers tale om alt ?!?
Håber på et par råd
Alfine
Jeg har også indtryk af at dine tanker og følelser omkring moderskab er helt helt normale:-)
Inden jeg blev gravid og i den tidlige graviditet havde jeg enormt svært ved at forholde mig til det og man kunne altså ikke beskylde mig for at være noget moderdyr. Altså der var ikke rigtig de der moderfølelser, synes stadig ikke andres babyer og børn var specielt nuttede og forbandt meget det med børn med afsavn.
Så skete det bare - at jeg blev gravid - og vi var også rigtig glade for det - men jeg vidste også med mig selv at jeg var typen der havde brug for at gå gennem en proces for at forberede mig og forholde mig til at skulle have et barn. Jeg blev ikke bare "mor" fordi der var to streger på testen. Men alt har bare ændret sig gennem graviditeten. Det er helt utroligt som jeg har ændret syn og følelser på det og her få uger før termin føler jeg mig bare så klar og jeg EEELSKER allerede den lille (store) fis i maven.
Men når det så er sagt, så er der jo også mange der IKKE har de følelser allerede idet de får barnet i deres arme. nogen har brug for lidt tid til t lære deres barn at kende før der sker en følelsesmæssig tilknytning. Så der er ikke nogen opskrift på hvodan man skal have det og på hvilket tidspunkt. Tror det er rigtig vigtigt at man giver sig selv dén plads:-)
Og så har jeg også indtryk af at det nærmest er uundgåeligt at man i forbindelse med beslutning om at få børn - og i øvrigt også meget gennem graviditeten - tager sin egen baggrund og familie op til grundigt "gennemsyn". hvilken barndom har jeg selv haft? hvordan var min mor mor for mig og hvilken mor vil jeg selv være og kan jeg det? Sådan har jeg hvert fald også selv haft det, det hele er lgesom "blevet kigget grundigt efter i sømmene". Og jeg har også set her på Baby.dk at mange under graviditeten og før fødslen har været optaget af fx forholdet til deres mor og ofte "gamle problemer" i forholdet der pludselig bliver et behov for at få set nærmere på og "ordnet".
Når det så er sagt, så antyder du at der er nogle ting i din barndom som har været svære. Nu kender jeg jo ikke "tyngden" af det du bærer på fra din opvækst, men hvis du fx har været udsat for deciderede alvorlige svigt, og de følelser som dukker op nu her, som du beskriver, bliver for svære for dig selv at tackle og kommer til at spænde for meget ben for dig, så tror jeg da at du kunne få kæmpe gavn af at finde en dygtig professionel at tale med, og som kan hjælpe dig med at komme videre herfra så du kan gå mere trygt ind i jeres "projekt forældre". Det skal lige siges at jeg altså ikke er sådan én der synes at man behøver at være dybt forstyrret for at gå fx til en psykolog - betragter det som en super mulighed for hjælp og støtte når man oplever større eller mindre kriser i sit liv:-)
Summasummarum - jeg opfatter de følelser du beskriver som helt helt normale og jeg er sikker på at du bliver en fantastisk mor. Håber du kan bruge mit input til lidt:-)
Knus, Tina
