Jeg er hel følelsesløs

Jeg er hverken grædefærdig eller noget Men jeg er godt træt af det hele. Hvad skal det ikk ende med når man fortrænge sine følelser, men jeg har gjort det i så mange år at det er svært at lade være.

Jeg har snakket med min mor i dag, da hun skulle til nogle test på Bispebjerg sygehus i dag, onsdag og torsdag. Men hun nu, skal hun "kun" den test i dag på Bispebjerg, for de sendte nemlig hende fra Bispebjerg sygehus direkte til Rigshopitalet.

Min mor er syg igen, det er utroligt at det næsten er på pr. dags dato at hun får den nyhed, hun fik sit anfald d. 18 marts 2003, som gjorde vi fandt ud af hun havde en svulst i hjerne og lungekræft i vendtre lunge, som de så fjernede halvdelen af. I dag d. 8 marts 2010 for hun afvide at hendes lungekræft er kommet "tilbage" og at det er i højre side. Det viser sig at kræften i højre side nok også var der i 2003, men at den er vokset så langsomt at de først kunne se den nu. Det gøre det ikk bedre at de kun kan give hende kemoterapi, da hun ikk kan tåle at få fjernet mere af sine lunger, plus at hendes vægt, vejer for lidt, og hendes imunforsvar er lig nul, gør at hun ikk kan opereres.

Det er jo min mor vi snakker om, så det er jo ikk det eneste der er galt med hende. Grunden til at hun har haft ondt i ryggen er at der i lænden sidder 2-3 nerverog 3-4 nerver oppe ved lungerne i klemme og hvis de ikk gør noget ved det, vil min mor blive lam.

Det værest af det hele er at jeg er så "ligeglad/følelseløs" jeg ved ikk hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg vil gerne besøge min mor på sygehuset men vi kan ikk i morgen, og min mor synes ikk vi skal gøre det når Cassandra er hjemme.

det er da også bare...for meget, et eller andet sted. jeg kan godt forstå hvis du går lidt i baglås og ikke helt kan forholde dig til det. du har jo også en nyfødt lille dreng og det er jo altid så underligt når glæde og sorg bliver rodet sammen. jeg håber de kan hjælpe din mor, for hun er jo ikke særlig gammel. du er i hvert fald en meget stærk kvinde, at du alligevel kan indeholde det hele og være noget for alle - selvom du så ikke helt får reageret med det samme (det kommer lige pludseligt)

Åååh Helene, hvor er det bare forfærdeligt for jer!!! Ved slet ikke, hvad jeg skal sige, så vil nøjes med at sige, at jeg virkelig føler med jer alle!!!

Åh nej det er da bare helt forfærdeligt...... Jeg håber du kan reagere på det på et tidspunkt når du er klar. Det er alt for hårdt at gå med og holde inde i kroppen. Ved ikke hvad jeg skal sige. Det er bare synd for jer allesammen.....

Det gør mig virkelig ondt Helene.

-Sender dig og din mor mine varmeste tanker.

Mange tak for jeres kommentar.

Jo det er hårdt og det gør det ikk bedre at jeg stadigvæk kan kigge på Julius og tænke: Han er virkelig min.

Nej min mor er ikk særlig gammel hun bliver 50 i år.

Sidst tog det 1 år før jeg reageret på at hun var syg, det var da svulsten i hjernen havde vokset.

Det eneste jeg kan tænke er: Tænk hvis hun dør, så kommer Cassandra og Julius ikk til at opleve deres vidunerlige mormor. Men jeg må jo tænke positivt og håbe på det bedste.